I Harald Voetmanns roman ’Vågen’ ligger Plinius, den romerske naturgransker, søvnløs i sin seng og kigger op i loftet. Der drypper sod ned i hans øjne, og han skal tisse. Han vil så gerne beherske naturen, men kan ikke engang få hønsene til at tie om dagen, så han kan få sovet.

Halvandet årtusind senere lader Harald Voetmann i ’Alt under månen’ Tycho Brahe kigge på stjerner i observatoriet Uranienborg på Hveen i Øresund, hvor ’tågen er hinsides blomsterbedenes symmetri og enhver kosmisk orden’. Brahe kigger så meget på stjerner, at han bliver ved med at se, når han lukker øjenlågene i. Han har lyst til at lægge sig hos sin Kirsten, men føler han ville briste, hvis han rejste sig.