Verden er af lave, og en hårsbredde bag normaliteten lurer afsindet, tæringen og det moralske fordærv. Mennesker har alle dage næret katastrofetanker om sig selv og deres omverden, og farverige ideer om udartning og etiske sammenbrud har rødder så dybe som syndefald og gammeltestamentelige profeter.
Der lurer en tidsindstillet bombe i krop, sjæleliv og kultur, og formår vi ikke at tøjle lidenskaberne og bestyre husholdningsbudgettet med fast hånd, risikerer vi at igangsætte en skæbnesvanger kædereaktion, som begynder i psyken, breder sig til kroppen for til sidst at så skimmel i samfundets spær og barduner.





