Digtsamlingen bliver Caspar Erics sidste. Men heri ligger også en generøs gestus, en opfordring til at holde rummet åbent for nye stemmer.
Caspar Erics nye og efter sigende sidste (!) digtsamling, ’Crip’, præsenteres i pressemeddelelsen som digterens »måske vredeste digtsamling«, og det er de vel også, digtene, vrede.
Alligevel vil jeg snarere tale om et hvidglødende vemod, for ’Crip’ er ikke så meget digte, der raser derudad, som digte, der med melankolsk og sammenbidt nøjagtighed skildrer den diskrimination, som mennesker med handikap udsættes for.
Politiken Lyd giver dig specifikt adgang til vores nye lyd-app, hvor du kan få adgang til eksklusive podcasts og udvalgte oplæste artikler, læst op af Politikens egne stemmer. Frem til 4. juni kan du få adgang til Politiken Lyd i seks måneder for 99 kr.
Få adgang til Politiken Lyd1
2
3
4
5
6
© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her
