Digtsamlingen bliver Caspar Erics sidste. Men heri ligger også en generøs gestus, en opfordring til at holde rummet åbent for nye stemmer.
Caspar Eric vil konfrontere os med den virkelighed, vi har lært »ikke-at-se«
Digtsamlingen bliver Caspar Erics sidste. Men heri ligger også en generøs gestus, en opfordring til at holde rummet åbent for nye stemmer.
Caspar Eric vil konfrontere os med den virkelighed, vi har lært »ikke-at-se«
Foruden 'Crip' er Caspar Eric aktuel med podcastserien 'Mødrene', hvor han interviewer mødre til børn med handicap. Foto: Petra Kleis/Gyldendal
Lyt til artiklen
Henter...
Caspar Erics nye og efter sigende sidste (!) digtsamling, ’Crip’, præsenteres i pressemeddelelsen som digterens »måske vredeste digtsamling«, og det er de vel også, digtene, vrede.
Alligevel vil jeg snarere tale om et hvidglødende vemod, for ’Crip’ er ikke så meget digte, der raser derudad, som digte, der med melankolsk og sammenbidt nøjagtighed skildrer den diskrimination, som mennesker med handikap udsættes for.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
