Katrine Marie Guldagers nye roman er varmere end de seneste. Og så har hun et virkelig prisværdigt projeket. Men der er noget, jeg savner.

Det ER interessant, hvad vi længes efter, når vi ikke længere er så unge og bedårende

Den firkantede jordemoder Signe er jegfortælleren i 'Først når jeg siger til'. Signe er en typisk Guldagersk 'no nonsense'-karakter. Foto: Thomas Borberg
Den firkantede jordemoder Signe er jegfortælleren i 'Først når jeg siger til'. Signe er en typisk Guldagersk 'no nonsense'-karakter. Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Signe er en typisk Guldagersk jegfortæller, en ’no-nonsense’-type, som går stille med de store følelser. Jimmy Choo-stiletter og strittende pels lader hun lillesøster Malene om, mens hun selv blot udfylder en bærende rolle i velfærdssamfundet som jordemor på en travl fødegang.

Et beundringsværdigt menneske, som ikke desto mindre er svær at holde af, så indebrændt og moraliserende som hun også er. Her er det faren, der får prædiket arbejdsmoral: »Vær du glad for, at der er nogen, der holder hjulene i gang, Finn, siger jeg med slet skjult hentydning til, at min far har været på efterløn i femten år«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her