I denne roman er det landskabet, der er plottet. Landskabet har sine forløb: sine hævninger, sænkninger, bugtninger, veje, stier, vandløb – og det er dem, teksten følger. Landskabet har sine historier indskrevet i sig: »Dér styrtede jægeren ned i en klippesprække (…) dér er stedet, hvor lynet dræbte et elskende par (…)«. Landskabet har sine sagnfigurer: Mest navnkundig er kæmpekvinden Riba Faronika, der sover på havets bund og får jorden til at ryste, når hun spjætter med én af sine to havfruehaler.
Landskabet har sine tekststeder: Klippernes »hvidlige ar« lader sig »læse som en skrift«. Nytrådte stier er »en omskrivning«. Vandløbene »indskriver sig« i dalen. Veje og gader »skriver en anden, mere ubehjælpsom skrift«. Landskabet har sine begivenheder: stenskred, uvejr, oversvømmelser, og allervoldsomst: jordskælv.
