Kim Eg Thygesen fortæller i ’Hvis jeg ikke ringer i morgen’ jævnt om en ellers voldsom tid som soldat i Afghanistan og hjemvendt med ptsd.

Historien er stærk. Men sproget er for fladt

Kim Eg Thygesen har været soldat og kom hjem fra Afghanistan med en ptsd-diagnose. I sin bog fortæller han om at være udsendt, om at leve med ptsd og om, at han ikke synes, den hjælp og anerkendelse soldaterne får herhjemme, er tilstrækkelig. Foto: Thomas A
Kim Eg Thygesen har været soldat og kom hjem fra Afghanistan med en ptsd-diagnose. I sin bog fortæller han om at være udsendt, om at leve med ptsd og om, at han ikke synes, den hjælp og anerkendelse soldaterne får herhjemme, er tilstrækkelig. Foto: Thomas A
Lyt til artiklen

På den ene side er der fortællingen, på den anden side er der fortælleren. De to er altid afhængige af hinanden, og den første kan være nok så god, nok så vigtig, men står og falder med, hvordan den udlægges, formidles.

Det var i hvert fald, hvad jeg tænkte under læsningen af ’Hvis jeg ikke ringer i morgen’, hvor Kim Eg Thygesen fortæller om sin tid som udsendt soldat i Kosovo og ad flere omgange i Afghanistan og om, hvordan erfaringerne dér førte til et uroligt liv efter hjemkomsten – og til en ptsd-diagnose.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her