Hvis der er noget, vor tid har brug for at tænke over, er det forholdet mellem mennesket og naturen. Netop i dette forhold kan kunsten give os en særlig indsigt. Det er i kort begreb pointen i Josefine Klougarts lange essay ’Efter naturen’, som hun har skrevet til og om den udstilling af samme navn, hun har kurateret på Glyptoteket.
Titlen er dobbelttydig. At male ’efter naturen’ betyder i kunsthistorien at male efter de naturmotiver, man har for sine øjne, men i dag lever vi ’efter naturen’ i den forstand, at det, vi kalder ’natur’, i ufattelig grad er smadret af industrialiseringens rovdrift. Den smadring var i fuld gang, da Sisley malede sin pløjemark, Monet sin citronlund, og Courbet sit vidunderlige gule æble, for at nævne nogle af de malerier fra Glyptotekets samling, Klougart skriver ud fra.
