Hvor har det været godt for mig at læse Ann Linn Palm Hansens nye bog. Den bragte mig tilbage til kunsten. Jeg beskæftiger mig dagligt med kunst, men ofte på måder, der ligger langt fra kunstens rum og tilstand. Måder, der handler om at være effektiv, logisk argumenterende, tydelig, altid skylde nogen en forklaring.
Bogen minder mig om, at det at befinde sig i kunstens rum er at give sig tid til at stille spørgsmål og suspendere svarene: »Jeg holder meget af at være i tiden imellem spørgsmål og svar […] Som kunstner kan man dyrke det rum«. Kunstneren »sidder bare dér med sin gule trekant« og må insistere på, at det er hendes norm: »Jeg har gjort mig skyldig i at være kunstner, […] i at leve et parallelt liv til samfundet, i at opstille andre normer for mit liv end normen«.
