Lyt til artiklen
I industrialiseringens epoke foregik der en massiv folkevandring fra land til by, og alene mellem 1860 og 1890 fordoblede miniputhovedstaden København sit indbyggertal fra 150.000 til 300.000 sjæle. Hvor otte ud af ti danskere midt i 1700-tallet havde bopæl mellem marker og skov, var mere end en tredjedel af befolkningen i 1900 blevet byboere.
De gryende metropoler antændte drømme om velstand og social mobilitet, og for modernitetens skæve eksistenser repræsenterede byerne helt nye mulighedsrum: Her kunne man gemme sig i vrimlen og dyrke sine excentriciteter uden landsbyens gadespejle og evigt lurende eksklusionstrusler.
