I mange år lod vi os lulle ind i den forestilling, at det forholdt sig med samfundets styrelse som med en finanslovsforhandling, at det drejede sig om tekniske tilpasninger, om justeringer af procenter og fordelingsnøgler.

Anders Fogh Rasmussen vendte op og ned på dén antagelse i 2003 ved at påstå, at politik ikke handler penge, men om værdier. Dermed demonstrerede han igen sin enestående evne til at sætte dagsordenen. Udmeldingen kom tydeligvis bag på oppositionen, der ellers lige gik og troede, at de borgerlige jo bare var dem, der mente, at ideologier er noget bras. Kulturkampens begreber blev naturligvis straks bragt i uorden og uforsonligheden sat i system, ikke mindst fordi situationen blev anvendt til at gøre gamle regnskaber op, der strengt taget var den aktuelle situation uvedkommende. Denne bog skal læses som et svar på statsministerens udfordring, og den når meget langt i at løse sin opgave. Blandt bidragyderne finder vi den højeste sagkundskab, når det handler om velfærdsstaten. De har været underlagt strenge redaktionelle principper om at skrive letforståeligt, sammenhængende og uden akademisk lir, fodnoter og udenværker. Resultatet er kort og godt. Begreberne nation, lighed, arbejde, tillid, demokrati, frihed, næstekærlighed, retfærdighed, fællesskab og ligestilling diskuteres, belyses fra flere sider, for og imod. Ud af denne disciplinerede flertydighed kommer der først og fremmest klarhed. Jesu krav til mennesket Afklarende ER f.eks. Søren Hviid Pedersens redegørelse for de to frihedsbegreber, der taler for, henholdsvis imod velfærdsstaten. Velfærdsstaten kræver hver dag sit skålpund kød af borgerne. To tredjedele af sidst tjente krone plus moms er en ganske betragtelig indskrænkning af middelklassens økonomiske handlefrihed. Til gengæld tilvejebringer staten muligheder – uddannelse, helbredelse, fravær af sult – og dermed råderum og handlefrihed til en masse mennesker, der ellers ville være blevet ladt i stikken. Den altid gode Niels Finn Christiansen gør rede for noget af sammenhængen mellem velfærdsstaten og det nationale. Niels Kærgård diskuterer incitamentsstrukturen på arbejdsmarkedet. Klaus Levinsen redegør for tillidens altafgørende funktion i samfundet. Klaus Petersen kortlægger retfærdighedens mangetydighed. Karen Sjørups situationsrapport fra ligestillingsfronten kunne godt have tålt lidt flere perspektiver. Jørn Henrik Petersen og Lis Holm Petersen stikker lidt ud fra resten i deres ambitiøse diskussion af K.E. Løgstrups teologi som et muligt værdigrundlag for velfærdsstaten. Konklusionen er, at næstekærlighedsbuddet kun kan stå som anfægtelse og aldrig som norm for en velfærdsstat. Jesu krav til mennesket er så radikalt uopfyldeligt og personligt, at man ikke kan bygge et samfund på det. Centralisering forbliver pølsens smag Forskernes bidrag til bogen er ikke renset for polemik, men det er tydeligt, at de indforskrevne universitetspenne ikke har set det som deres væsentligste opgave at markedsføre egne holdninger. Det gælder selvfølgelig ikke for de tre indbudte politikere, Bertel Haarder (V), Bernt Johan Collet (K) og Lotte Bundsgaard (S), hvis hele eksistensberettigelse er det rendyrkede synspunkt. Bundsgaard og Collet befinder sig i en slags indre opposition i deres partier, og Bertel Haarder tilhører den lille fraktion af Venstre, der kaldes Højskolevenstre til forskel fra flertallets Handelshøjskolevenstre.