Pia Kjærsgaard med Hitler-overskæg og pandelok. Sådan var Dansk Folkepartis leder tegnet på en tegning, der havnede på mit bord. Det var længe før, lærestregerne fra Muhammedtegningerne blev trukket. Tegningen kom aldrig på Politikens debatside, hvor den var tiltænkt. Det krævede ikke mange overvejelser og drøftelser med kollegaer at se, at den var over satirestregen. Var det selvcensur? Krænkede jeg som debatredaktør tegnerens ytringsfrihed? Åben indstilling Episoden melder sig i erindringen ved læsning af bogen 'Provoen og profeten'. Den er skrevet af to journalister, hvis virke på Jyllands-Postens Indblik-redaktion, jeg har stor respekt for. I bogens forord skriver de to forfattere, at de er helt på det rene med, at de er for tæt på til at kunne se nøgternt på situationen. Og at de har skrevet bogen, fordi de ikke kunne lade være. Fair nok. For deres position i Jyllands-Postens bladhus gør samtidig, at de kan beskrive forløbet indefra. De skriver også, at de ikke har forholdt sig personligt til, om tegningerne skulle have været tegnet eller ej. Også fair nok - hvis det overhovedet kan lade sig gøre. Den åbne indstilling giver håb om en rimelig gennemgang af sagen trods forfatternes selverkendte inhabilitet. Carsten Juste er i tvivl Det er derfor med store forventninger, jeg kaster mig over bogen. De første sider skuffer ikke. De forekommer redelige, og beskrivelsen af forløbet før trykningen af Muhammedtegningerne på Jyllands-Posten er klar og interessant læsning. Læseren får præsenteret ideen som en strøtanke på et redaktionsmøde, der arbejdes videre med på redaktionen. Kan man bede avistegnere tegne Muhammed? Kan historien bære det? Især chefredaktør Carsten Juste er i tvivl. Ikke så meget, fordi han på det tidspunkt er nervøs over for konsekvenserne. Nej, hans problem er såmænd blot det helt enkle: Underlægger tegnerne sig selvcensur eller ej? Tvivlen kommer flere til gode Et godt spørgsmål. Ikke mindst, fordi det på få dage er lykkedes avisens kulturredaktør, Flemming Rose, at få 12 tegninger klar. Det kræver ikke de store overtalelser. Blot korte breve til 42 tegnere, hvor de bliver inviteret til at tegne Muhammed, som de ser ham. Tegnerne fik 800 kr. for indsatsen - hvad der er en grusom absurditet i sig selv, fordi netop tegnerne og deres familier siden har betalt en umenneskelig pris ved at leve med trusler og daglig politiovervågning. Juste er ikke alene med tvivlen. Flere på Jyllands-Postens redaktion er imod at trykke tegningerne. Blandt dem journalisten Orla Borg, som i adskillige år har skrevet om integration og været på reportagerejser i arabiske lande. Roses berømte tekst Tvivlen betyder, at tegningerne bliver flyttet fra Indblik-sektionen til KulturWeekend, hvor der angiveligt er mere frirum til meningstilkendegivelser. Herefter bliver projektet Roses 'barn'. Han har tidligere arbejdet 11 år som korrespondent i Sovjet og er - med forfatternes egne ord - allergisk over for enhver begrænsning af det frie ord. Da Rose tager tegningerne til sig, er der ingen vej tilbage. De skal i avisen. De trykkes 30. september sidste år med Roses berømte tekst, hvor han opremser aktuelle eksempler på, at frygt for muslimers reaktion har ført til selvcensur. Teksten bliver godkendt af Juste, og tegningerne røg i trykken. Resten er - som man siger - historie. Det lugter af 'Jyllands-ost'-konspirationsteori Umiddelbart forekommer den gennemgang meget redelig. Alle med kendskab til en avisredaktion kan genkende billedet af mange kokke, der rører i avisens gryder og tilsætter krydderi efter engagement. Men djævlen ligger i detaljen og i udeladelsen. Kan det virkelig passe, at der ikke på redaktionen var en vurdering af hver enkelt tegning, og at alle blev trykt, som der står i bogen, »i mangfoldighedens hellige navn«? Måske - men denne læser sidder tilbage med en følelse af, at noget mangler. Og mens vi er ved det, hvorfor lyttes der ikke til indvendingerne fra Orla Borg? Det får vi ikke noget svar på. Det samme gælder den videre gennemgang af et forløb, som er velkendt for de fleste. I de refererede synspunkter fra forskellige aktører er tendensen i fremstillingen tydelig. Som når kritikken af Jyllands-Posten fra 22 forhenværende ambassadører præsenteres under den nedladende overskrift 'Bredside fra frokostklubben'. Eller når Uffe Ellemann-Jensen, der var blandt Jyllands-Postens hårdeste kritikere, mistænkeliggøres, fordi han har et horn i siden på Jyllands-Posten fra en sag, som går tilbage til 2001. Helt ærligt, det lugter altså af den kendte 'Jyllands-ost'-konspirationsteori. Det kunne jo også være, at Ellemann faktisk mente sin kritik. Der findes intet kompromis Der gøres naturligt nok meget ud af de islamiske imamers pusten til gløderne gennem hele konfliktens eskalering. Her gengives det selvafslørende citat af Abu Laban, hvor han forsvarer en overdrivelse af trossamfundets medlemstal med, at det er »Sandheden plus moms«. På samme måde er vi i 'Provoen og profeten' tæt på sandheden, men det er på ægte jysk uden moms. Der mangler noget. Desuden gør de små sidebemærkninger gennem hele bogen, at forfatterne ikke lever op til formålserklæringen i indledningen. Indrømmet, det er en næsten umulig opgave at kortlægge de mange nuancer i den mangefacetterede debat. Trods det er det brandærgerligt, at bogens forfattere ender med at forenkle synspunkterne til at være for eller imod at bringe tegningerne. De skriver i slutningen, at Muhammedkrisens to grundsynspunkter er uforenelige, fordi der ikke findes noget kompromis mellem ytringsfrihed og respekten for religiøse følelser. Vel findes der så. Kompromiset findes hver dag i det redaktionelle arbejde på landets aviser og foregår reelt uanfægtet, når det ikke lige gælder hensyn til muslimer. Vi skal opfatte respekt for religion, som vi opfatter respekt for almindelig anstændighed. Mon Jyllands-Postens havde trykt en tegning med Pia Kjærsgaard med Hitler-overskæg?