Da Johannes Sløk i 1967 forlod det teologiske fakultet i Århus for at oprette Institut for Idéhistorie samme sted, havde han store ambitioner på det nyoprettede fags vegne. Han forestillede sig, at han sammen med en lille, udvalgt skare af engagerede studerende skulle trænge dybt ind i de europæiske ideers historie for på den måde at nå frem til en forståelse af, hvad europæisk kultur i grunden var og er. Og eftersom menneskets selvforståelse er uløseligt knyttet til den kultur, det er en del af, ville idéhistorien samtidig være et forsøg på at forstå, hvad det overhovedet vil sige at være menneske. Tingene gik dog ikke helt, som Sløk havde forestillet sig. For det første blev idéhistorie hurtigt et modefag, og så kom der efter Sløks mening alt for mange studerende; og for det andet blev faget ’kuppet’ af de marxistiske studenter, der i forvejen vidste alt om, hvad kultur og menneskeliv var for noget, for de havde nemlig læst facitlisten i form af Marx’ skrifter. Sløk og hans tilhængere kom derfor snart i mindretal, og resten er, som man siger, historie. To små skrifter I det skelsættende år 1968 udgav Sløk to små skrifter om idéhistorie, ’Hvad er idéhistorie? Et programskrift’, hvori han redegør for idéhistorie som fag og metode, og ’Fylde eller tomhed. En idéhistorisk skitse’, der – som undertitlen antyder – skitserer de vigtigste ideers opståen og udvikling fra antikken til det moderne. Som idéhistorikeren Paw Hedegaard Amdisen skriver i bogens efterskrift, kan man betragte ’Fylde eller tomhed’ som Sløks personlige programskrift, mens ’Hvad er idéhistorie?’ må ses som »programskriftet for oprettelsen af idéhistorie som akademisk disciplin i Danmark«. Nu har Gyldendal så fundet det betimeligt at genudgive disse for længst udgåede skrifter samlet i bogen ’Gud, menneske, kosmos. Om idéhistorie’, og det er efter min mening en rigtig god idé.
Introducerede nyttige distinktioner Som den gudbenådede formidler, Sløk var, formåede han i ’Hvad er idéhistorie?’ klart og præcist at definere idéhistorien som forskningsdisciplin. Hvad er den til for; hvad er dens berettigelse; hvorledes adskiller den sig fra videnskabs- og filosofihistorien? Og så videre. Han introducerer en række nyttige distinktioner, der på en og samme tid skaber overblik og præcision – f.eks. distinktionerne mellem civilisation og kultur, mellem regionale og almene ideer og mellem forskellige typer idéhistoriske forskningsopgaver. I bogens anden del – ’Fylde eller tomhed’ – ser vi så idéhistorien udfoldet. Sløk koncentrerer sin fremstilling om de tre idégrupper, han kalder »universelle ideer«: ideerne om Gud, mennesket og verden, svarende til teologiske, antropologiske og kosmologiske ideer. Mennesket som en fremmed i verden På baggrund af dette snit kan Sløk skildre en bevægelse i europæisk tænkning, hvor antikkens kosmocentriske tænkning afløses af en teocentrisk tænkning i middelalderen for til sidst at give plads til modernitetens antropocentriske tænkning. Sløks pessimistiske konklusion lyder, at denne udvikling har ført til, at mennesket i dag er blevet rast- og rodløst, en fremmed i en verden, der er uden mening og værdi. Hvad end man deler Sløks synspunkter eller ej, kan man ikke undgå at blive betaget af hans nærmest magiske evne til at kalde fortidige kulturdannelser til live, f.eks. er hans skildring af græsk livsforståelse fra Homer til stoicismen ganske enkelt sublim. »Man bliver altid klogere på livet ved at beskæftige sig med det ud fra andre aspekter end ens egne«, bemærker Sløk og antyder hermed, at idéhistorie også har et menneskeligt udbytte. Og selv om de to skrifter, der nu udgives i ’Gud, menneske, kosmos’, har fyrre år på bagen, er de i hvert fald på dét punkt stadig aktuelle.