Hvis partierne – herunder mit eget – skal undgå at dø af mangel på ilt, medlemmer og gode ideer, må de slippe debatten fri nu, lyder den forfriskende opsang fra Christine Antorini. Hvad gør en politiker, der er frustreret over partierne i almindelighed – og sit eget parti i særdeleshed? Hun kan jo sætte sig ved tastaturet og skrive en bog. Det gjorde SF’s næstformand Christine Antorini, da hun i slutningen af 1990’erne var medskribent på den kontroversielle bog ’Borgerlige ord efter revolutionen’, der i realiteten førte til hendes exit fra SF. Og det har socialdemokraten Christine Antorini nu gjort med bogen ’Fremtidens partier’, der næppe giver anledning til endnu en udmeldelse. Men frustreret? Det er Antorini. Allerede i bogens allerførste sætning undrer hun sig over, at der overhovedet er nogen, der gider være medlem af et politisk parti. Uforpligtende diskussionsklubber For de store partier som Socialdemokraterne, Venstre og Konservative formår jo slet ikke at begejstre – men undertrykker debatter og kræver, at medlemmer skal marchere i takt. Det holder da ikke i 2008, tordner Antorini. Og appellerer til, at partiledelserne slipper debatten fri, hvis de vil undgå at dø af mangel på ilt, medlemmer og gode ideer. Men de store partier skal endelig ikke udvikle sig til uforpligtende diskussionsklubber som Enhedslisten, SF og Ny Alliance. For det rene studiekredsparti er også en blindgyde, advarer Antorini – befriende nok - og forfalder ikke til en naiv forestilling om, at det lange højskoleophold, som hun oplevede i SF, er svaret på partiernes krise. Det, som Antorini efterlyser, er den demokratiske kamporganisation, der både går efter magten og debatten. Og som tør slippe studiekredsene løs – ikke hele tiden, men noget af tiden. Den balance er der altså ingen partiledelser, der har fundet, mener Antorini. Og altså heller ikke hendes eget. Bogens styrke Det er godt set. Styrken i bogen er Antorinis intellektuelle overblik, de personlige erfaringer, den nuancerede analyse og ikke mindst de konstruktive spark, hun giver til de partier – herunder hendes eget – der mangler indre liv og en sprudlende debatkultur. Bogen er skrevet på to forskellige frekvenser på én gang – og det forvirrer lidt. På den ene side er Antorini den skarpe, intellektuelle debattør, der fra helikopteren forholder sig til hele det politiske landskab. Men samtidig er hun jo ikke bare en ’samfundsdebattør’, men også et fremtrædende folketingsmedlem af et bestemt parti. Bogen er derfor – også – skrevet til indvortes brug. Selvransagelse Her fejler timingen til gengæld ikke noget. Bogen kommer på et tidspunkt, hvor Socialdemokraterne efter et valgnederlag står med et skrigende behov for selvransagelse. Og meget symptomatisk bliver Ritt Bjerregaards studiekreds Den Røde Skole dannet næsten samtidig med, at manuskriptet afleveres til forlaget. Christine Antorini melder sig med det samme. Modigt. Selv om Antorini er modig, fornemmer man i bogen, at hun for husfredens skyld holder lidt igen, når det gælder hendes eget partis forsyndelser. For eksempel underspiller Antorini efter nærværende anmelders mening de konsekvenser, det har for debatkulturen, når S-ledelsen har blikket stift rettet mod at få ’Bjarne’ - den faglærte husejer, der forlod Socialdemokraterne i 2001 – hjem til partiet igen. Grænsen for debat Og så er hun meget lidt konkret i kritikken af sit eget parti. Når hun f.eks. disker op med ’forbudte partidebatter’, hentes de primært fra Venstre, som sandt nok har mange af slagsen – fra Søren Pinds ti liberale teser til Eva Kjer Hansens ulighedssnak. Men Socialdemokraterne kan da også være med. Spørg bare Lotte Bundsgaard, der skrev, at accepten af skattestoppet var udtryk for kølig partitaktik. Fy, fy, skamme, skamme – det måtte hun ikke. Men hvad må man så? Ja, hvor går grænsen egentlig for, hvad man kan debattere i et parti? Sådan helt konkret? Det bliver lakmusprøven for både Antorini og Socialdemokraterne i den kommende tid. Men uanset hvordan dén falder ud, ændrer det ikke ved, at Antorini har skrevet en væsentlig og veloplagt debatbog om sit eget – og de andre – partiers fremtid. Per Michael Jespersen er redaktør på Ugebrevet A4