Manifester af håbefulde politikere, der endnu ikke har haft ansvar for noget som helst, bliver sjældent bestsellere. Barack Obamas ’Mod til at håbe’ er undtagelsen. Ikke siden John F. Kennedys bog ’Mænd af mod’ fra 1961 har et så patosfyldt skrift gået sin sejrsgang: Den demokratiske præsidentkandidat Barack Obama skriver sig ind i fortællingen om den amerikanske drøm med et manifest, der siger mere om, hvad USA har gjort ved ham, end hvad han vil gøre ved verden. Grundtonen i bogen er religiøs og socialkonservativ, selv for en amerikansk politiker. ’Mod til at håbe’ træder frem som et forsvarsskrift, skrevet af en mand, der ikke længere gider at blive kritiseret for at være venstreorienteret, global og sekulær. Obama har retoriske kvaliteter som en præst Om sin religiøse vækkelse skriver Obama: »De spørgsmål, jeg havde tumlet med, forsvandt ikke på mystisk vis. Men da jeg knælede under korset på Chicagos South Side, følte jeg Guds ånd drage mig til sig. Og jeg overgav mig selv til Hans vilje og viede mig selv til Hans sandhed«. Og videre: »Vi er nødt til at tage troen mere seriøst – ikke kun for at hindre det religiøse højres fremfærd, men også for at engagere alle troende personer i det endnu større projekt om at forny Amerika«. Bogen bliver aldrig så konkret, at læseren ligefrem trættes med detaljer. Tværtimod flyder ordene som i en tv-prædiken. Barack Obama besidder de fleste af de samme retoriske kvaliteter som sin præst – ophavsmanden til bogens titel, den kontroversielle pastor Jeremiah Wright fra Trinity United Church of Christ i Chicago, hvor Obama er kommet i over tyve år. Barack Obama adskiller sig dog på ét afgørende punkt fra såvel pastor Wright som andre præster og politikere med afroamerikansk baggrund: Han er ikke vred eller indigneret. Tværtimod bruger han det kristne slogan ’mod til at håbe’ som et optimistisk kampråb for en ny generation, der er træt af partipolitik. En tværpolitisk frelserskikkelse Forestil dig, at der kun var to partier i Danmark: Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. Debatten er hysterisk og ofte hadsk. Ind på den politiske scene træder pludselig en ung, veltalende mand. Han har et budskab, der er enkelt: Lad os søge sammen om fælles løsninger og i øvrigt forsøge at tale pænt til hinanden. En sådan kandidat ville blive valgt i det fiktive Danmark – og det vil den demokratiske præsidentkandidat Barack Obama med stor sandsynlighed også i det virkelige USA til november. Obama er en længe ventet tværpolitisk frelserskikkelse, der gør op med den kulturkamp, der har splittet vælgerne i to fjendtlige lejre: de blå liberale og de røde konservative. Obama er den lilla kandidat – med en blanding af liberale og konservative ideer. Med sin anden bog ’Mod til at håbe’ forsøger den 46-årige Barack Obama at erobre den midterposition, som millioner af moderate og uafhængige vælgere i USA drømmer om efter snart otte år med den republikanske præsident George W. Bush i Det Hvide Hus – og før det den lige så kontroversielle demokrat Bill Clinton. Obama har ikke valgt den tredje vej. I modsætning til tidligere superstjerner på den globale ’venstrefløj’ som netop Bill Clinton og den britiske Tony Blair satser Obama ikke på at skabe forbedringer ved hjælp af små skridt og tekniske løsninger. Han drømmer om at sætte gang i en folkebevægelse af begejstring, der én gang for alle kan bilægge stridighederne. Obamas projekt Obama vil ikke nøjes med at vinde: »At tilkæmpe sig et demokratisk flertal, der matematisk er akkurat tilstrækkeligt, er ikke godt nok«, skriver han højstemt: »Det, der er behov for, er at mobilisere et bredt flertal af amerikanere – demokrater, republikanere, velvillige uafhængige – som atter kan engagere sig i et projekt, der stiler efter national fornyelse«. Det er oplagt forkert, når kritikere hævder, at Obama ikke har et projekt. Det har han bestemt. Projektet er bare ikke klassisk partipolitisk. Obama mener oprigtigt, at den amerikanske nation først skal forenes på tværs af sociale, økonomiske, kulturelle og etniske skel, før det igen bliver muligt at skabe politiske resultater. Normalt er betegnelsen ’midtersøgende’ begrænset til den fordelingspolitiske debat, altså fordelingen af skattekroner. Men Obama er noget så sjældent som reelt midtersøgende i den værdipolitiske debat. I bogen skriver han inderligt om, hvordan religiøsitet bør bringes tilbage i centrum af amerikansk politik. Han skriver om den sorg, som kvinder, der har fået foretaget en abort, må føle. Og han skriver betaget om præsident Ronald Reagan og hans konservative revolution i 1980’erne. Valgbrochure til hvide middelklassevælgere Som selvbiografi er ’Mod til at håbe’ mindre ophidsende end hans ’Dreams of my father’ fra 1995, som endnu ikke er oversat til dansk. Den første ’Drømmebog’, som Obama skrev, før han trådte ind i politik, handler om hans vanskelige opvækst som en multikulturel skilsmissedreng, der blev født i Hawaii af en mor fra Kansas og en far fra Kenya. I denne nye ’Håbebog’ synes han derimod at fremstille sig selv, som han tror, at omverdenen vil se ham. Håbebogen er en valgbrochure skrevet til hvide middelklassevælgere. På den allerførste side spørger han sig selv: »Du virker som en fin fyr. Hvorfor i alverden vil du rode dig ind i noget så råddent og beskidt som politik?«. På den sidste linje i bogen giver han svaret: »Mit hjerte er fyldt af kærlighed til dette land«. Så enkelt kan projektet opsummeres. Rent substantielt giver bogen imidlertid ikke mange pejlinger af, hvordan præsident Obama eventuelt vil regere USA.