Det er sjældent, at kritikken – reflekteret eller bare bekvem – af samarbejdspolitikken med Nazityskland lader forståelseshorisonten vandre videre end til Christiansborg. Almindelige danskeres synspunkter og følelser omfattes ikke. Heller ikke historieforskningen har givet dette ellers centrale spørgsmål en større selvstændig behandling. Før nu. Med sin ’Danskerne og besættelsen’ gransker historikeren Palle Roslyng-Jensen netop befolkningens holdninger til tilpasning, besættelsesmagt og verdenskrig. Roslyng-Jensens bog bygger især på godt 60 dagbøger foruden rygtesamlinger og vandrebøger. Det er dog langt fra alle dagbøgerne, der omfatter samtlige krigsår. Et andet problem er den klare overvægt i optegnelserne fra veluddannede, mandlige storbydanskere – og tilsvarende få fra arbejderklassen og bondebefolkningen. Supplerende stemningsrapporter Roslyng-Jensen er bevidst om problemet, og dagbøgerne er derfor konsekvent konfronteret med stemningsrapporter fra blandt andet illegale kredse og fra tyske, svenske og britiske myndigheder. Det løser dog ikke repræsentativitetsproblemet. Bogen er derfor ikke en kortlægning af den samlede danske opinion, men et godt indblik i en række borgeres holdninger og reaktioner. Med talrige dagbogscitater registrerer Roslyng-Jensen meningsdannelse og stemningsbevægelser, hvor frontudviklingen var den vigtigste katalysator. ’Danskerne og besættelsen’ cementerer billedet af, at sympatien hos langt hovedparten af befolkningen lå hos de allierede. Tilsvarende demonstrerer bogen bredden i den nationale samling. Men på andre felter nedbryder dagbogsskriverne forestillingen om ’konsensus-Danmark’. Holdningsdivergenserne var udprægede, for eksempel i synet på modstanden mod samarbejdspolitik og besættelsesmagt. Vi må langt hen i 1944, førend (næsten) alle dagbogsskriverne sympatiserer med sabotagen. Den stadig mere positive indstilling til modstandsbevægelsen udmøntede sig i sproget – sabotøren blev til ’frihedskæmper’. Danskernes umiddelbare og forskellige reaktioner På samme måde med 29. august 1943. For nogle markerede samarbejdspolitikkens ophør på regeringsplan en glædens dag, for andre betød udviklingen frygt og ængstelse – og tømrerlærling Frode Kofod »gik og drev sørgmodig over dagens begivenheder«. Disse indblik i danskeres umiddelbare og meget forskelligartede reaktioner er en tanke værd nu, hvor vi om få måneder runder 65-året for 29. august. I det hele taget er det i dag, hvor Danmark ofte udlægges som et land, der indtil for nylig var præget af sammenhængskraft, harmoni og ro under middagsmaden, nødvendigt at fastholde erindringen om konflikterne – og dem var der masser af under besættelsen, på kryds og tværs af land og by og klasseskel. Det lader denne bog komme fint frem via en række danskeres samtidige, filterløse optegnelser. Palle Roslyng-Jensens bog er ambitiøs og tankevækkende, men kræver også en del til gengæld. For ’Danskerne og besættelsen’ er med sine 395 tætpakkede sider en mursten i let indpakning, der kunne have været skåret skarpere og i hvert fald burde have været sat med større typer.