Det er svært at have med dannelse at gøre. Begrebet er rigt på betydninger og ladet med værdier. Er det en adfærd eller en egenskab, en proces eller en tilstand, kan dannelsen være almen eller er den altid speciel, er det et ideal eller en ideologi? Det kan man have mange meninger om, det er et dannet konversationsemne, og derfor egner spørgsmålet om dannelse sig også fint til en interviewbog. Sådan en har journalisten Daniel Øhrstrøm netop udgivet med titlen ’Vild med dannelse’(!). Øhrstrøm udspørger i bogen femten personligheder inden for kultur, politik og humanistisk videnskab om, hvad dannelse er, og hvad der har dannet dem. Det sidste er en god idé, dels fordi det konkretiserer spørgsmålet om dannelse, og dels fordi det smigrer interviewpersonerne ved netop at forudsætte, at DE er dannede. Spørgsmålet fungerer dog også som en fribillet til at lufte livshistorien, som flere benytter sig af, blandt andet Jacob Ludvigsen. Hans levnedsberetning er bestemt interessant, men man har hørt den før, mange gange. Kristendom og idealisme I forhold til selve dannelsesbegrebets historie er der mest at hente i Øhrstrøms samtaler med Per Øhrgaard, Joakim Garff og Lars-Henrik Schmidt, der informerer om dannelsestankens kristne rødder, dens højsæson under den tyske idealisme og om dannelsestankens omformulering af Søren Kierkegaard, der netop spiller kristendommen og idealismen ud mod hinanden. Kierkegaard er i øvrigt også ophav til den mest prægnante formulering af dannelsestankens paradoks, som jeg kender til: »Hvad er da Dannelse?«, spørger pseudonymet Johannes de Silentio i ’Frygt og bæven’, og han svarer selv: »Jeg troede, det var det Cursus, den Enkelte gjennemløb for at indhente sig selv«. Anne Knudsen leverer gode analytiske synspunkter på dannelsesbegrebet, som det bruges i dag, og hun slår et velgørende slag for den internationale dannelse over for den nationale. Ligesom andre af bogens interviewpersoner – Bertel Haarder og Kathrine Lilleør – mener hun, at dannelsestanken har fået et comeback. Retorik og praksis At der dog ikke altid er overensstemmelse mellem den politiske retorik og den politiske praksis, gør Per Øhrgaard opmærksom på: »På den ene side har man et kanonudvalg, som er udtryk for, at der skal gøres noget for den danske kultur. På den anden side gider politikerne ikke hjælpe Danmarks Radio, så radioen kan blive ved med at fungere ordentligt. De to ting modsiger hinanden eklatant«. En lignende uoverensstemmelse kan man påpege mellem undervisningsminister Bertel Haarders lovsang til dannelsen og videnskabsminister Helge Sanders udsagn om, at universiteterne ikke »handler om dannelse«, som han skrev for få år siden, med befriende ærlighed. Det bekræftede den tommelfingerregel, som Haarder dementerer: at modstanden mod dannelse ofte kommer fra Venstre, enten fløjen eller partiet.
En tilbagevendende opskrift på dannelse er evnen til at omfatte andre med opmærksomhed, og derfor er det også oplagt at anvende Meïr A. Goldschmidts berømte bonmot – »Dannelse er den udvidede evne til opmærksomhed« – som motto for bogen. Således forstået er dannelse en dialogisk kapacitet, en evne til at være til stede, til at holde sin kæft og lytte koncentreret efter. Det er Daniel Øhrstrøm god til, og derfor lykkes bogen også så godt.
