Det er med en fornem sans for historiens store begivenheder, at Søren Frank indleder sin fænomenale bog om Manchester United. Først får man at vide, at kalenderen viser 1999, året hvor europæere omveksler nationale møntsorter til euro, Nato bomber i Serbien, Stanley Kubrick dør, Günter Grass får Nobelprisen i Litteratur, Putin afløser Jeltsin, og hvor kraftige jordskælv jævnligt får jorden til at ryste rundt omkring på kloden. Og så kommer det. Den afgørende, ja skelsættende begivenhed i årtusindets sidste år: at Arsenals uheldige Patrick Vieira om aftenen 14. april sender en aflevering på tværs af banen, som fejlagtigt havner hos Manchester Uniteds hvidklædte driblekonge Ryan Giggs. En mirakelpræstation Resten er historie. Fodboldhistorie, kulturhistorie og mandehistorie (plus Lykke Friis), for herefter tager den walisiske boldkunstner som bekendt en 65 meter lang dribletur, som kulminerer, da han kanonerer bolden i mål bag Arsenals afmægtige målmand, David Seaman, en mirakelpræstation, der nærmest forudbestemmer, at United det år vil hjemtage The Treble ved både at vinde den hjemlige liga- og pokalturnering samt Champions League. Eksemplet er valgt med omhu, fordi det afslører, hvad det er, Søren Frank vil med sin herlige bog om sin egen og verdens største sekulære religion. ’Giganternes skuldre’ er ikke blot en historisk beretning om en af verdens mest populære fodboldklubber fra stiftelsen i 1878 til nu, men en kulturjournalistisk tour de force, der vidende og lystent lader alskens litterære, filosofiske og æstetiske kilder bidrage til belysningen af, hvad grønsværens genfortryllende magi består af. Civilisatorisk fænomen Der findes titusinder af bøger om fodbold. De fleste baseret på kampreferater og interview med de største helte. ’Giganternes skuldre’ er henvendt til det store nye publikum af oplyste fodboldfans, der sætter pris på, at deres favoritsport forstås og nydes som civilisatorisk fænomen med alt, hvad det indebærer af sofistikeret analyse og sproglig elan. Resultater, scoringer, sejre og nederlag, holdopstillinger osv. analyseres, så det er en fryd, men med respekt for, at den kreative skabelse, som den tyske litterat Heinz Bohrer har udtrykt det, ikke kan reduceres til æstetisk grammatik. Der er ting ved fodbold, der ikke kan koges ned til formler og skemaer. Det ved Søren Frank og derfor lader han den nødvendige og nøjeregnende katalogisering gå hånd i hånd med spændende fortolkninger af det skete. Holdets storhed Hvis Manchester United var en film, ville klubben være en krydsning mellem den socialrealistiske ’A Taste of Honey’ fra 1961, den postmodernistiske ’Trainspotting’ fra 1996 og Marcel Camus’ ’Orfeu Negro’ fra 1959 med et stænk glamourøs James Bond oveni, hævder forfatteren, der ikke holder sig tilbage fra at forklare sit holds storhed med henvisning til græsk filosofi og romersk krigskunst. Og skulle man have været i tvivl, er det blandingen af ’agon’ (kappestrid) og ’arete’ (fortrinlighed), der udgør Uniteds sejrrige fodboldfilosofi. Søren Frank har også svaret på, hvorfor David Beckham var en ny type kantspiller: fordi han forener Euklids geometriske og Einsteins relativistiske verdensbillede. »Fordi hans sparketeknik på den ene side sikrer en geometrisk millimeterpræcision, mens den på den anden side bøjer rummet, så det vrides ud af dets geometriske og tredimensionelle koordinatsystem og ind i en helt fjerde dimension ...«. Et globalt brand Engang var Manchester en arbejderby og United en klub med lokale fans, der valfartede til Old Trafford i weekenden og hang ud på pubben, både før og efter at byens hold havde spillet. Men så indledte byen forvandlingen fra industrielt wasteland til postindustrielt mode- og sportsmekka, og United forvandlede sig til et globalt brand, der er lige så optaget af fans i andre verdensdele som af de lokale og derfor hyrer etnisk markante og flamboyante spillere som Nani og Ronaldo og typer som Wayne Rooney, der er så ærkeengelsk og arbejderklasseagtig i sin udstråling, som tænkes kan. Søren Frank beskriver hele denne rejse, og resultatet er den bog om Manchester United, man drømte om en dag at kunne læse. Og det er den bog om fodbold, som et nyt publikum af krævende læsere har savnet. For læsere, der altid har hadet fodbold, er det bogen, der måske trods alt kan få dem til at fatte, hvorfor en sport, der får 22 mand til at kæmpe om en læderkugle, er verdens mest populære. Som tv-reklamen hævder, er der stadig så meget, kvinder (minus Lykke Friis) ikke forstår om fodbold. Søren Franks uovertrufne fodboldbog er i dette perspektiv også helt nødvendig grundlekture om alt det, alt for mange kvinder stadig ikke forstår ved mænd.