Ingen forlader Washington efter længere tids ophold uden en fornemmelse af, at det var så den drøm fulfilled, og at fra nu af kan det næsten kun gå tilbage. Men skulle man have glemt det, dukker tanken straks op igen ved læsning af denne helt aktuelle bog. For netop i disse dage skønner man, at 10.000 mennesker flytter fra Washington sammen med præsident George W. Bush, og at Barack Obama medbringer et tilsvarende antal ministre, rådgivere og eksperter af enhver art. Det er tilstrækkeligt mange til at præge byen. Stil, tone, tempo, smag, insteder og who is who ændres fra den lidt søvnige Bushæra, hvor sengetiden i Det Hvide Hus er kl. 21.30. Måske en omvæltning af samme omfang, som da denne anmelder med forbløffelse iagttog, hvordan Jimmy Carter og hans landlige stab i hvide tennissko blev udskiftet med Ronald Reagan og hans velhængte, men lebendige støtter fra Californien. I magtens korridorer Washington er designet som hovedstad (af en fransk arkitekt), og hensigten med byens arkitektur er at signalere magt. Men selv om der er nok at se, er ’Obama City’ ikke en af den slags guidebøger, man først får lyst til at læse, når man står foran katedralen. For det interessante er jo, hvad der foregår bag murene, i magtens korridorer, og det er der, vi føres hen i en behagelig blanding af faktuelle oplysninger og anekdoter. Forfatterne har således ikke alene talt med politikere i Kongressen, men også med et par af de mest kendte af Washingtons 17.200 lobbyister. Vi er også med i højesteret, ja, endog helt inde i nabokontoret til præsidentens ovale værelse til en snak med stabschef Josh Bolten – manden, der bestemmer, hvad Bush skal bruge sin tid på, og hvad han ikke behøver at kere sig om. Videre til næste party Men bogens særlige kvalitet er måske, at forfatterne tager os med i Washingtons selskabsliv, der ofte er et glamourøst forum for nye politiske kontakter og studehandler, benspænd eller forlig. Byen rummer f.eks. 180 ambassader, så man skal være langt fra magtens centrum, hvis man ikke modtager mindst 5-6 invitationer pr uge. Og som vært skal man omvendt gøre sig ulejlighed for at tiltrække de rigtige, dvs. magtfulde, gæster. Selv i et selskab på flere hundrede kan en trænet ambassadør i løbet af få minutter se, om han behøver at blive mere end et par minutter eller med fordel kan køre videre til næste party eller det næste igen. For husk, der er tale om arbejde, som Jansen og Gyldensted minder os om. Og intet kan erstatte de personlige kontakter, hvis man vil have noget at vide – som journalist f.eks. – eller fremme sin sag. 'Old money' uden Bagger-typer på gæstelisten Og apropos journalister er de naturligvis også en vigtig brik i magtspillet. Bogen omtaler f.eks., hvordan både Obama og McCain fandt det tilrådeligt at deltage i studieværtens Tim Russerts begravelse. Han satte dagsordenen i 17 år med sit debatprogram ’Meet the Press’ med 4 mio. seere. Andre topjournalister har deres formelle og uformelle klubber, hvis morgenmadsmøder politikere hellere end gerne inviterer sig selv med til. Og når Washington Posts ejer og vel nok mest indflydelsesrige værtinde, nu afdøde Katharine Graham, indbød til party, mødte selv præsident Bush med frue op. Den slags store damer er ifølge forfatterne en uddøende race, men de tager os dog med til gardenparty hos den legendariske, hovedrige, 94-årige Lolo Sarnoff, der kendte Franklin Roosevelt, allerede før, han blev præsident. Hun repræsenterer det, der i USA kaldtes ’old money’, hvilket er en garanti for, at man aldrig vil finde Stein Bagger-typer på hendes gæsteliste. Illustrationen fra dette selskab er i øvrigt blandt de bedste af mange fremragende fotos i bogen.
Reception på skoleskibet 'Danmark'
Men hvordan manøvrerer lille Danmarks diplomati så i disse omgivelser? Det står der ikke meget om i bogen, men denne forfatter kan dog erindre, hvordan 50-60 senatorer og andre magthavere mødte op og blev i timevis til en reception på skoleskibet ’Danmark’, hvor eleverne selv stod for mad og servering, sardiner i olie direkte fra dåsen f.eks. Det party var ’talk of the town’ dagen efter. Og den svenske ambassadrice måtte rulle plænegræs ud på spisebordet, dekorere med udstoppede spurve og afspille fuglekvidder fra båndoptageren for at sikre tilsvarende omtale. Obama City være hermed anbefalet.