En tynd hinde på en stor reaktor.
Sådan er jordskorpen i Island, og med fortabelsesangstens kaos op gennem fodsålerne kan også selvopholdelsesdriftens livsfylde forstærkes.
»Island er for mig en ansats, en sprængsats til detonering af min barndoms svimlende angst. Den om det uendelige univers, manglen på stakit, fraværet af begrænsning«.
Ordene skyldes billedkunstneren og geologen Per Kirkeby.
Han og forfatteren og litteraturforskeren Keld Zeruneith reflekterer i ord og billeder en rejse tværs gennem landet sammen med to andre mænd, den ene malerens voksne søn.
Fire mand på firehjulstrækker ind over lavahavet på en rute bestemt af to slags læsning:
Landskaberne definerer ruten
»Store sletter, Rævesletten, indlandets ørken, er som et hav. I det fjerne en takket bjerglinie, en landtoning på land. Det er det topografiske kort rejst op. Højdekurverne stillet på højkant«.
Sådan læser geologen Kirkeby landskabet med kompas og landkendinger, efter de mere eventyrlystne kortstudier hjemme ved skrivebordet.
Rejsekammeraten supplerer:
»Landskaberne definerer ruten. Så sammenvævede de er med de islandske slægtssagaer, må det også blive en rute, der går igennem nye sagasteders pejlemærker for turen, de skjulte akupunkturpunkter i topografien«, lyder Zeruneiths fine udtryk - og han minder om sagaens Gretter den Stærke, der fredløs søgte tilflugt såvel på de indre ødemarker som helt ude på Drangøy i Polarhavet.
Ligesom i sin bog ’Kedelhat – På rejse i sagaernes land’ (2003) kombinerer Zeruneith læsninger af sagaerne med egne fotos fra nutidslokaliteterne.
Men denne gang rejser han til steder på nord- og østkysten, som ikke kom med sidst, og dermed til hhv. ’kulbideren’ Glums Saga og lykkemanden Ravnkel Frøjsgodes Saga.
Den psykologi, sagaerne just ikke staver for os, læser Zeruneith skarpsindigt ud af handlingsforløb og fortællerposition:
Munkeskriverens styring af konflikterne fra asatro og selvjustits hen mod kristnet lovlydighed, groft resumeret.
Det kaster også nyt lys over de sammenfiltrede Laksdøla Saga og Njáls Saga med Gunnar fra Hlidarendes kone Halgerd, den træske ulykkesfugl, i centrum – og hun fik ellers allerede sidst, så kedelhatten passede.
I sidelys fra den psykoanalytiske læsning, vi er mere vant til omkring antikkens græske helte, tegner Zeruneith et nyt, mere nutidigt billede af sagaskæbner og temperamenter, med skarpere konturstreger, end vi har set før.
Hvor polarcirklen strejfer nationen
Landskabets konturer i det store øde fastholder Kirkeby både i tegninger og i raderinger, der supplerer hans zinkraderinger i 2006-bogen ’Tilbage til Island’ med Zeruneith og Vagn Lundby som medforfattere.
Men også med tavler (kridt og maling på sort tavle) og overmalinger af eksisterende kitschbilleder:
»Overmalingen er stemningen og drømmen, tavlen er den hårde signatur«.
Længst oppe mod nordøst, få kilometer fra det yderpunkt, hvor polarcirklen strejfer nationen, ligger også den ødemark, bogen har navn efter – Melrakkaslétta betyder Rævesletten på islandsk.
Zeruneith har fotograferet den store tomhed omkring de små og få huse, og Per Kirkeby har – med Thoreaus skovensomhed ved Walden Pond i baghovedet – malet drømmens hytte ved den sorte strand hen over et andet billede, så man opdager, at det oprindelige billede af en idyllisk alpesø rummede fortabelsen i sig:
»Livet blandt drivtømmer, sort strand og hav så langt øjet rækker, og i ryggen lavaslettens knoldethed også så langt øjet når. Ud over havet har blikket intet stop, men bag sletten tegner sig en svag, sitrende fjeldlinie. Begge læsninger er ingenting«.
fortsæt med at læse
