Kære danske broderfolk. Det er takket være jeres mere eller mindre besynderlige påfund, at vi kulturredaktører i nabolandene har holdt spalterne i kog i år, først med Muhammed-krisen (forbilledligt og skarpt beskrevet i en bog af Rune Engelbrecht og Tøger Seidenfaden), og siden med Kanondebatten. Selv om disse debatter opstod af tvivlsomme årsager, som har med Dansk Folkepartis frastødende opfattelse af integrationspolitik at gøre, har de fremtvunget en diskussion, som vi ikke ville have været foruden. Grumset svar Siden jeg i efteråret 1972 under et ophold på Vindings husholdningsskole uden for Vejle lærte at lave forloren hare, stege æbleflæsk og hver morgen synge sange fra Højskolesangbogen af hjertens lyst, har den danske nationalromantik haft en særlig klangbund i mit bryst. Men tonerne bliver skingre, når det står klart, at chauvinisterne har kapret fanen og sangen. Der findes utvivlsomt en stor dansk kulturskat, som man skal bevare kontakten med. Men hvorfor skulle den på tapetet netop nu? Svaret er en anelse grumset. Den kulturradikale strømning, der var udgangspunkt for både dansk og svensk kulturdebat i 1900-tallet, blev kørt ud på et sidespor, da der målrettet skulle slås en tradition fast og defineres en kanon. Tilbageslag mod kulturradikalismen. Kulturel hitliste En kanon opstår af en mængde komplekse bølger, den vokser frem, udvides, skrumper, omforhandles. Her er det omvendt. Der foretages en udredning, et udvalgsarbejde gennemføres, nærmest som en juryvotering, og man diskuterer sig frem til en liste. Men når den farvestrålende, grafisk overdådige danske pragtkanon nu er spyttet ud af trykmaskinerne i 175.000 eksemplarer med en dvd i omslaget, bliver man nødt til at forholde sig, ikke blot til en abstrakt problematik - det forbløffende forhold, at regeringen beslutter sig for at sammensætte en national, kulturel hitliste og kalde den en kanon - men også til et stort, ambitiøst arbejde. Kanon i teori og kanon i praksis er altså ikke det samme. Der er ingen tvivl om, at faggrupperne har kæmpet for at skabe skarphed, dybde og bredde i udvalget. Og det har helt sikkert været vanskeligt at blive enige, først om udvalgskriterier og siden om den endelige udpegning af vinderen. Som i de fleste tilfælde blev en mand. Skuffende Det er efterhånden trættende konstant at skulle kommentere kønsbalancen, men jeg finder altså kun navnene på syv kvinder i en værkliste på 96 titler. Kulturministerens kulturkanon bæres af stærke danske mænds arme. Litteraturen er 'bedst' til kvinder med beskedne tre ud af 12 (men i hvert fald tak for Leonora Christinas 'Jammers Minde', Karen Blixen og Inger Christensen), men arkitektur, musik og scenekunst ... skal nutidens små danskerdrenge og danskerpiger have den forestilling, at det kunstneriske liv er enkønnet? Fra et naboland er det svært vurdere udvalget på et kvalificeret grundlag. Om det var rimeligt at vælge det ene frem for det andet. Men uanset hvor stort et arbejde, der ligger bag, virker resultatet skuffende med tanke på det postyr, der har været omkring projektet. Jeg arbejdede i en periode som svensk kulturattaché i Storbritannien, og den danske kanonbog minder mig om de skrifter og bøger om hjemlandets kultur, som Svenska Institutet udsendte for at præsentere Sverige for omverdenen. Et indbydende udpluk fra forskellige kulturelle felter. Er det et kvalitetskriterium at være kendt? I den danske kulturkanon er udvalget af musik stort: 24 værker i stedet for de 12, der findes under de øvrige kunstarter. Ikke desto mindre opfatter jeg musikudvalget som det mest vaklende i bogen, og som det mindst tydelige, hvad begrundelserne angår. Er det ikke sjusk at klumpe 'Evergreens' sammen og begrunde det med, at disse sange har præget danskernes hverdag gennem årtier? Litteraturfolkene har virkelig siddet og pillet ærter, men de har kun fået 12 værker at gøre godt med. Og hvordan kan det være, at Kierkegaards 'Enten - Eller' motiveres med, at »Teksten og forfatteren er i dag kendt i store dele af verden, og teksten citeres flittigt i et hav af sammenhænge«? Kierkegaard som kendis. Er det et kvalitetskriterium? Restaurering af den nationale kultur Scenekunstgruppen fik indlemmet 'Julemandshæren' - en performance, hvor aktivister udklædt som julemænd gik og delte varer ud til kunder i stormagasinet Magasin. Et interessant tidsdokument. Men kanon? Det er netop i niveaugrupperingen, at det hele skrider. Højkulturen, den kanon, der har formet den intellektuelle tradition, skal fungere side om side med højdepunkter fra populærkulturen, der har præget bevidstheden på en anden måde. Populærkulturen giver stærke referencer til en tid og et socialt fællesskab. Tanken er god, men pludselig begynder kanonen at minde om et 'greatest hits-album', og så forsvinder skarpheden. Og under det hele nager det store spørgsmål: Ligger der en værdi i at restaurere den gamle fortælling og den nationale kultur? Eller indebærer det tværtimod en fare? Hul i hovedet! Vi har hørt, at Lars von Trier allerede har klippet den danske flag i stykker i protest, fjernet korset og syet stumperne sammen i rent rødt. Jenny Tunedal, redaktør af tidsskriftet Lyrikvännen i Sverige, er inde på spørgsmålet, når hun i serien 'Min svenska kanon' (Dagens Nyheter 17.8.) skriver: »Tekster tilhører ikke nationalstater, de tilhører i bedste fald det sprog, som læseren læser dem på«. Kommentatoren Stefan Jonsson vender sig imod tanken om en svensk kanon, som Cecilia Wikström fra det svenske Folkpartiet har luftet: »Der findes allerede en kanon, som selve pulsen i den litterære offentlighed og kultur, og det er skolens opgave at holde den levende. Spørgsmålet er, om vi skal lade politikerne tage litteraturen som gidsel og kvæle mangfoldigheden i denne offentlighed?« (DN 31.7.). Litteraten Ebba Witt-Brattström svarer på et af Jonssons ræsonnementer: »Aftenbøn for virkelighedsfjerne idealister i kulturens eliteghetto« (DN 9.8.). Og Per Svensson, kulturredaktør på Expressen forsvarer tanken om en slags kanon til skolebrug, men: »En kanon, der skal bruges til at score kortsigtede politiske point? Hul i hovedet!« (Expressen 17.8.). Harmløst oversigtskort Den danske litteraturprofessor Erik A. Nielsen, der sidder i litteraturudvalget, forsvarer i en kronik i februar (Politiken 3.2.) den nationale kanon ved at sammenligne den med miljøkampen: »Frem til omkring midten af 1900-tallet var der stort set ingen, der forestillede sig, at det kunne blive nødvendigt at beskytte naturen«. Men det blev det som sagt. Og man havde måske heller ikke forestillet sig, at det ville gå så hurtigt med at miste en dannelsestradition, som tilfældet har været: Efterhånden har »tyranniske kanoner« med kommerciel kraft overtaget de unges bevidsthed. Nielsen maner til besindighed og hilser debatten om kulturel kvalitet velkommen. Det er »ubegribeligt længe siden«, at en sådan er blevet ført. Jeg synes, at han har en stærk pointe: Det svulstige i tilløbet til og det tåbelige i prætentionerne om at sammensætte en kanon er fradragsberettiget i forhold til ambitionen om, at skoleeleverne skal have en smule indsigt i den kultur, som de trods alt lever i. Derfor bliver det i praksis harmløst med dette oversigtskort over mindeværdige værker, som gør et lille forsøg på at trække en generation af unge mennesker op af kulturløshedens sump. Ingen vil forholde sig til det med rigtig blodig alvor. Det bliver ingen ny katekismus eller målestok eller rettesnor. Den risiko er ikke-eksisterende. Men oplagets størrelse og markedsføringen taget i betragtning skal den nok blive læst, i det mindste af lærerne.