Den østrigsk-engelske filosof Ludwig Wittgenstein er formentlig mest berømt for to ting: For det første hans afgørende indflydelse på den sproglige vending i filosofien og for det andet hans utilregnelige for ikke at sige hysteriske temperament. Med baggrund i et forskningsseminar, det danske Wittgenstein-netværk afholdt i 2004, udkommer nu en antologi om et emne, man ikke umiddelbart skulle tro, Wittgenstein havde posteret aktier i, nemlig religionen. Hinsides sprogets grænser Når bogens titel hedder 'Wittgenstein. Om religion og religiøsitet', og således nuancerer emnet, skyldes det, at Wittgenstein havde et særdeles ambivalent forhold til religionen. På den ene side kunne han ikke fordrage religion, dvs. institutionaliserede, dogmatiske trossystemer, men på den anden var han både personligt og fagligt optaget af religiøsitet forstået som en særlig eksistentiel attitude eller holdning til tilværelsen. Dette gør Wittgensteins religionsopfattelse nært beslægtet med Søren Kierkegaards, hvor det personlige forhold til det religiøse også favoriseres på bekostning af de etablerede trosfællesskaber. Imidlertid har Wittgenstein ikke fremsat sine tanker om religion og religiøsitet i en egentlig religionsfilosofi - måske fordi han mente, det religiøse ligger hinsides sprogets grænser, og at man derfor ikke kan tale om det. Redundans Men det gjorde han nu alligevel, rundt omkring, i noter, dagbøger og som spredte bemærkninger i de to hovedværker. En sammenhængende fremstilling af Wittgensteins usammenhængende bemærkninger om religion og religiøsitet kan derfor ikke lade sig gøre uden betragtelig assistance fra barmhjertige og gavmilde fortolkere. Og sådanne fortolkere er bogens ti bidragydere. Wittgensteins kryptiske formuleringer forsøges tolket og analyseret, så der kommer en smule konsistens over dem. Det er i (mindst) lige så høj grad en kreativ som en analytisk proces, hvor en hulens masse huller skal fyldes ud under vejs. Jeg vil ikke påstå, fortolkningerne er søgte eller 'langt ude', men de er som minimum kreative og motiveret af en stærk vilje til at finde/skabe mening. Netop dette, at Wittgensteins bemærkninger om religion er få og spredte, bevirker også, at bidragene er temmelig redundante: De samme fem eller seks citater går stort set igen i samtlige artikler, og derved bliver konklusionerne ofte meget ens, som når det f.eks. gang på gang understreges, at Wittgenstein havde et ambivalent forhold til religionen, eller at han betragtede religiøsitet og etik som uadskillelige etc. Kød nok på benet? Så selv om bidragene virkelig formår at udlægge og fremstille Wittgensteins opfattelse af religion og religiøsitet på en glimrende måde, sidder man tilbage med en ubehagelig fornemmelse af, at der er meget klare grænser for Wittgensteins religionsfilosofiske relevans - i hvert fald, hvis man udelukkende forholder sig til, hvad Wittgenstein selv har udtalt om den sag. I antologiens sidste bidrag bliver fornemmelsen eksplicit bekræftet af lektor i filosofi og idehistorie Steen Brock, der hævder, at Wittgensteins filosofi ikke rummer en egentlig religionsfilosofisk side, og at hans betragtninger derfor ikke kan stå alene. Et overbevisende synspunkt, som man efter endt læsning af bogen kun kan være enig i.