Hvem kan beslutte, udnævne, planlægge, udruste og afsende den største videnskabelige ekspedition i Danmarks historie på kun en måned? Enevælden kan. Maj 1845 gik der en stormvind gennem Københavns snævre videnskabelige cirkler. På opfordring af den fremragende zoolog Wilhelm F.G. Behn, direktør for det naturhistoriske museum i Kiel, en af kongerigets største byer, organiserede Danmarks enevældige konge en ekspedition, der på to år skulle sejle Jorden rundt og vise flaget, kolonisere øer i Det Indiske Ocean, fremme danske handelsinteresser i Østen og Sydamerika og høste videnskabelig hæder ved indsamling af ukendte dyr og planter. 24. juni 1845 forlod 231 mennesker København, klemt sammen på det snævre, ubekvemme krigsskib Galathea under kaptajn Steen Andersen Billes kommando, på vej ud til eventyret, opdagelserne, søsygen, tampen og feberdøden. Elementært spændende Thorkild Hansen gennemlyste med sin digteriske kraft Carsten Niebuhr og Den Store Arabiske Rejse. Resultatet var hans fabelagtige roman 'Det Lykkelige Arabien'. Søren Koustrup har valgt en langt mere beskeden metode for sin bog om den første af de nu tre danske Galathea-ekspeditioner. 'Galatheas forunderlige rejse' består, på nær Koustrups ganske få faktuelle oplysninger, af citater på op til nogle siders længde, klippet fra en bog, Bille udgav efter hjemkomsten, fra tegneren Christian Thornams breve og fra et par andre kilder. Sammenklipningen fungerer godt. Læsningen flyder. Den 150 år gamle førstehåndsberetning, frisk fra forunderlige steder som Nicobarerne, Kina og Hawaii, er helt elementært spændende. I en brydningstid Højdepunktet på rejsen og i bogen er Nicobarerne. De resterende halvandet år anløber Bille ikke flere vilde steder. Thornam skriver frustreret i et brev: »Chefen kan slet ikke begribe, at det kan have interesse at komme til steder, der er ukultiverede og hvor der hverken er baller eller dinerer«. Videnskaben glider i baggrunden for ekspeditionen. Bille viser flaget i Kina og Chile, saluterer og dinerer og sikrer dansk handel. Ekspeditionens medlemmer går hinanden på nerverne, alle længes hjem med undtagelse af den utrættelige Behn, der efter eget valg bliver sat i land i Atacamaørkenen for at vandre tværs over Sydamerika til Rio sammen med sin præparatør. Galathea-ekspeditionen fandt sted i en brydningstid i Danmark mellem enevælde og demokrati, mellem helstat og dansk nationalisme, mellem resterne af en mellemstor stat med koloniambitioner og et lille, indadskuende land, mellem videnskab som en kongelig hobby og videnskab som fundament for social udvikling. Her er Koustrup tavs. Forfærdelig stygge, små og tykke I Koustrups bog møder vi hovedpersonen Bille i hans egne ord, og her fremstår han som en tænksom, human chef, der skriver indfølende om fremmede steder: »Således som jeg så disse folk (nicobarerne) liggende her i græsset, leende og sladrende, kunne jeg ikke afvise den tanke, at de i grunden var højst lykkelige væsener. De havde det efter deres eget begreb fortræffeligt; de forlangte intet bedre. Derfor afskyr de med instinktiv frygt ethvert skridt mod civilisationen, som de fornemmer aldrig vil komme deres afkom til gode - ja, den vil være deres slægts dødsdom«. Alligevel efterlader han en lille flok matroser og kinesere på øerne for at rydde skov og indføre civilisationen. »Fredag morgen kl. 8 blev flaget hejst på Pulo Milus nordøstpynt og saluteret med 9 skud fra Galathea. Jeg tog Pulo Milu i besiddelse i kongens navn og lod derefter tolken Jambov forklare kineserne hvad det betød, samt formane dem til orden og lydighed under vort fravær«. »Vore kære landsmænd er forfærdelig stygge, små og tykke«, skriver Thornam om nicobarerne, der nu skal lære, at de er danske undersåtter. Vi kan le ad Galatheas europæiske selvgodhed, men har vi noget at le ad, når vi ser os selv i spejlet i dag? Forfatter savnes Zoologen Reinhardt karakteriserer Bille som »et despotisk, forfængeligt og hårdnakket menneske«, og ved Galatheas hjemkomst bliver Bille ikke mødt med jubel, men med ophidsede demonstrationer i gaderne og vrede angreb i pressen over hans overdrevne og voldelige afstraffelse af mandskabet. »Hallo«, siger jeg, hvem var kaptajn Bille? Materialet skriger på en forfatter, der tør skrive om konflikterne, modsigelserne, dramaet og investere sig selv. Bogen underholder og er smukt illustreret med tegninger fra rejsen. Alligevel skuffer 'Galatheas forunderlige rejse'. Koustrup dukker hovedet. Her er hverken en kunstnerisk eller en historisk-kritisk ambition. Søren Koustrup skriver selvudslettende i sin indledning, at han »hverken er sømand eller historiker, men skrivende og rejsende landkrabbe ... jeg er forfatter og redaktør, ikke forsker«. Jeg savner ikke en forsker, men en forfatter.