Basra er en for os meget fjern lokalitet, men navnet er velkendt i dag i Danmark på grund af vore udstationerede soldater. Hellmand-provinsen i Afghanistan vil vi snart også stifte nærmere bekendtskab med, hvad enten vi har lyst eller ej. Darfur måske også. Danske krigere skal ud og se, men ikke på den eventyrlystne måde. Den slags overlader vi i vor del af verden til rejsebranchen, der lokker med eksotiske rejsemål og ture, der kan være strabadserende for velnærede vesterlændinge. Vi kan så få et kick ved at bilde os ind, at vi er ude for noget farligt. Hvilket kan hænde. Men ude, hvor ingen hvid mand nogen sinde har trådt, kommer vi aldrig. Københavns kedsommelighed Det var Wilfred Thesiger (1910-2003), som var de førnævnte steder og mange andre og lige så fjerne, allerede fra sin fødsel og som full time opdagelsesrejsende fra begyndelsen af 1930'erne. Man kan roligt kalde ham den sidste store britiske opdagelsesrejsende og en excentriker om en hals. Fra februar til maj 1957 sad Wilfred Thesiger på daværende Park Hotel på Jarmers Plads og skrev sin store og med god grund siden berømte beretning, 'Arabian Sands'. Den udkom to år senere oversat til dansk på Hasselbalchs Forlag som 'Det ukendte Arabien'. En yderst velvalgt titel, for på den tid vidste man meget lidt om, hvad der skete i og omkring de store arabiske ørkenområder og om, hvordan livet levedes der. At Thesiger skrev i København, skyldtes udelukkende, at der ikke skete en dyt i den danske hovedstad, og at han ingen kendte her. Så blev han ikke distraheret som i London. Bortset fra det spillede Danmark ingen som helst rolle i hans liv, som man kan se folde sig stort ud i 'Wilfred Thesiger -The Life of the Great Explorer'. Skabte uro Det er en både fascinerende og meget irriterende bog, Alexander Maitland har bedrevet. Maitland, som har kendt og samarbejdet med Thesiger på flere af dennes bogprojekter, har nærmest tygget sig gennem Thesigers liv. Vi får det i mindste detaljer; en minutiøs kortlægning af en uforbederlig vandringsmands færden i over 40 år gennem flere kontinenter. Thesiger foretrak sine ben for kameler og kameler for biler. Han var en hard core romantiker, ønskede at verden ville stå stille, og at han selv altid kunne trække vejret i den renhed, som han fandt i de udstrakte ørkenområder, i de pakistanske og afghanske bjergområder og på det østafrikanske højland. Selvfølgelig skete der det, at hans blotte tilstedeværelse bragte uro i de faste normer, som fandtes i de isolerede samfund, han yndede. Alene de jagtvåben, han kunne skaffe sine nye venner, bragte nye tider. Bl.a. blev hans bedste ven, en sheik hos marsk-araberne i Irak, skudt af sin fætter, fordi denne ikke forstod forskellen på diverse nymodens ammunition. Naturtilbeder Trods denne ulykke var Thesigers hyppige ophold gennem syv år hos de irakiske marsk-araberne, som bl.a. boede ved Basra, (før Saddam Hussein udtørrede marsken) med til at dokumentere og dermed fastholde en livsform, som ikke leves mere. Som Thesigers andre bøger er 'The Marsh Arabs' en fotografisk runesten over mennesker, der levede et liv så barsk, at vi næppe fatter det i dag. Wilfred Thesiger var netop tiltrukket af denne overlevelsesvilje og det fællesskab, han fandt hos mændene i øde egne af verden. Beretningen om ham er støvsuget for kvinder. Det eneste hunkøn, som spillede nogen rolle i hans liv, var hans mor. Ellers var hans foretrukne selskab mænd og især unge mænd, der ledsagede ham og virkede som guides. Han var voldsomt tiltrukket af dem, men var ikke aktiv bøsse, hvis det ellers spiller nogen rolle. Han var nærmest neutrum. Eller rettere han var en naturtilbeder, som overførte, hvad han måtte indeholde af sensualitet og stærke følelser, til de landskaber, der drog ham til sig. Mærkelig opdagelsesrejsende En tidlig barndom i det nuværende Etiopien, hvor hans far var udstationeret, prægede ham for livet. Klimaet, de barbariske skuer han var vidne til, når kongens krigere trak op, hele livsformen. Han elskede det hele og ledte livet igennem efter det, han følte var et barndoms paradis. Men da han omsider trak sig tilbage og til sidst døde, gammel og svag, brite fra inderst til yderst, var det omgivet af sine 'pinkogrey' (grålyserøde) landmænd på et plejehjem i England, fjernt fra alle sine brune, gyldne og sorte rejseledsagere. Wilfred Thesiger var en mærkelig opdagelsesrejsende. Han var ikke som så mange andre draget af politik, videnskabelige interesser, religion eller antropologi. Han optrådte heroisk, både før, under og efter Anden Verdenskrig, hvor han udførte bemærkelsesværdige og også grusomme gerninger. Rastløshed Men han var mere en ensom ulv end en helt. Han var altid den, der gik forrest, hvad enten det var gennem Den Store Tomhed, den gigantiske brændende ørken i det, der nu er Saudi-Arabien og Emiraterne, eller i is og sne i Chitral. Men det var oftest efter sin egen næse og ikke på andres befaling. Rastløs drog han fra bål til bål og var som pasha i centrum, trods det, han ikke bad om finere forhold end andre. Han lærte sig diverse sprog, men vidste alligevel, at han altid var udenfor, ligegyldig hvor han var. Man spørger sig selv, hvad der drev sådan en mand, og får intet svar. I og for sig kan det også være ligegyldigt. Wilfred Thesiger ville selv være ligegyldig, hvis det ikke havde været for den række dokumentarfotos og de beskrivelser, han langt oppe i årene nærmest blev tvunget til at skrive og det under det største besvær. Ørkenens store tomhed Thesiger elskede luksus, både når han fik tilsendt guf fra Fortnum & Mason til sine udsteder, og når han var i England. Der gik han til manges forbløffelse klædt så tweedagtigt traditionelt - og med paraply! - at han blev sammenlignet med Sherlock Holmes. Men sideløbende havde han en dyb indre trang til at klæde sig i burnus og drage hen, hvor hvide mænd ikke kom og der kæmpe sig vej igennem til et forudbestemt mål. Det at være på vej og dermed forsøge at holde tiden fast var nok for ham. »Jeg længtes mod ørkenens store tomhed, fascinationen af det ukendte og selskabet af rashid'erne«, skrev han i London om dragningen mod de arabiske ørkenfolk. Fra et ophold i Dubai skrev han: »Livet bevægede sig i kontakt med fortiden ... folk satte stadig pris på afslapning og høflighed og samtale. De levede ikke livet på anden hånd«. Man kan have mange meninger om den imperialisme og tankegang, som prægede Thesiger og dennes tid. Men han satte sig delvis ud over det hele ved at være den særprægede sammensatte person, han var. Det gør bogen om ham interessant, trods sin mærkelige tomme kerne. Her er ikke noget 'hvorfor'. Her er kun 'hvorhen?' og 'hvordan?'. Flere af Wilfred Thesigers bøger findes i genoptryk på engelsk. Man kan læse mere om ham og se prøver på hans arbejde på: www.prm.ox.ac.uk/ThesigerWeb/index.htm.