Hvis Muhammedkrisen vitterlig har taget mødommen på Moder Danmark - som mellemøsteksperten Lars Erslev Andersen mere end antyder i titlen på sine nye bog 'Den tabte uskyld' - bør situationen for vores lille kongerige være fundamentalt forandret. Både politisk og økonomisk. Men karakteristisk nok følger han ikke sin egen påstand til dørs. Ej heller formår han at lancere en ny doktrin for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Som om intet var hændt Tværtimod ender hans lille bog der, hvor den begynder: i en kold småstat, der hverken kan eller bør føre en ensidig, konfrontatorisk udenrigspolitik. Pragmatisk og usentimentalt slutter han med at skrive: »I stedet for at missionere en moralsk verdensorden og opføre sig som de spanske conquistadores i kristningen af el mundo nuevo kunne Vesten måske nå noget mere ved at ville noget mere«. Kort sagt: at Danmark fortsætter sin hidtidige udenrigspolitik; næsten som om intet var hændt. Moralsk minimalisme Efter mange krum- og sidespring når Lars Erslev Andersen således frem til en erkendelse af, at symbolske provokationer kan gøre større skade end gavn. Når en sådan form for snusfornuft overhovedet kan virke spidsfindig, skyldes det, at han inden da - og på forvirrende vis - flirter med de neokonservatives idé om at demokratisere Mellemøsten med våben og vold. Eksempelvis skriver han bombastisk: »Krigen mod terror er først og fremmest en værdikamp«. Men hov! Hvordan hænger det lige sammen med hans førnævnte moralske minimalisme? Bogens mange mysterier Terror er jo en militærtaktik, der anvendes af svage parter mod overmagter. Hverken mere eller mindre. Historisk set er terror således blevet brugt i alle kulturer og verdensdele. Ingen vil hævde, at f.eks. baskiske og nordirske terrorister tilhører en ikke-vestlig værdiorden. Logisk set kan krigen mod terror dermed ikke være en værdikamp mellem Vesten og Resten. Men heldigvis ved Lars Erslev Andersen også bedre end de fleste, hvor galt det rent faktisk går, når USA forsøger at føre værdi- og frihedskamp på andres bekostning. Han ender derfor altid med at lande med benene på jorden. Hvorfor han ikke tør tro på sine instinkter hele vejen igennem, er blot et af bogens mysterier. Sammenskriv Når 'Den tabte uskyld' fremstår forvirrende, om end forstandig, skyldes det to basale svagheder: Bogen er et sammenskriv af tre tidsskriftsartikler, der blev forfattet før Muhammedkrisen. Pointerne er ikke tænkt som en reaktion på reaktionerne på Jyllands-Postens karikaturer. Det går altså ikke, hvis man samtidig vil postulere, at Danmark har mistet uskylden på grund af selv samme begivenhed. Hverken pædagogisk eller polemisk Desuden er bogen hverken pædagogisk eller polemisk skrevet. Desværre. Lars Erslev Andersen forsøger hverken at forklare mellemøstkonflikterne for begyndere eller at slå en ny streg i ørkensandet. Og det går altså heller ikke, når man tager i betragtning, hvor meget mellemøstkonflikterne i øvrigt fylder i mediebilledet. De fleste vil dog blive klogere af at læse bogen - om ikke andet så forvirrede på et højere plan.