Winston Churchill ramte plet, da han erklærede, at demokratiet er den mindst ringe styreform. For mens det er vanskeligt at se bedre alternativer, skal man gå med ualmindeligt store skyklapper for at være i tvivl om, at demokratiet, som det udøves her i begyndelsen af det 21. århundrede, også har ganske mange mangler. Politikere ligger rutinemæssigt i bund, når det gælder troværdighed (i hård konkurrence fra journalister) i befolkningen, overalt i den vestlige verden flygter medlemmerne fra de politiske partier, og stemmetallene er mange steder deprimerende lave. Den modige tale Ikke mindst står det skralt til i USA, hvis demokratiske system har været under hård kritik de senere år. Præsidentvalget i år 2000 var det grelleste eksempel, men også den hæmningsløse manipulering af valgdistrikter i Repræsentanternes Hus, de uhyrlige summer der bruges på valgkampene, de negative reklamer og den stærkt polariserede debat ses af mange som sygdomstegn i verdens førende demokrati. Hvorfor er det gået så galt? Det spørgsmål stiller den amerikanske journalist og kommentator Joe Klein sig selv og læseren i sin nye bog 'Politics Lost'. For at besvare det går han tilbage til, hvad der efter hans opfattelse er det sidste virkeligt gyldne øjeblik i amerikansk politik: Robert Kennedys legendariske tale i Indianapolis umiddelbart efter Martin Luther Kings død i 1968. Kennedy gik på talerstolen uden politibeskyttelse i et fattigt sort område og forklarede, at borgerrettighedsforkæmperen King var blevet skudt. En potentielt eksplosiv oplysning, som Kennedy på eleganteste vis afmonterede og gjorde til et argument for forsoning på tværs af racer, ved at tale om sin egen brors død og sin yndlingsdigter Aeschylus fra antikkens Grækenland. Det var en modig og effektiv tale. I dagene efter Kings død var Indianapolis en af de få større byer i USA, som ikke oplevede uroligheder. Ægthed Men hvorfor var Kennedys tale god? Den var god, fordi den var retorisk velformuleret og ramte den helt rigtige tone. Men når man husker talen i dag, er det ifølge Klein mest af alt for det, den ikke var. Den var ikke forberedt, den var ikke testet til døde i fokusgrupper, og den var ikke fyldt til kvalmepunktet med populære og meningsløse fraser. Talen var kort sagt ægte, et udtryk for hvad Robert Kennedy tænkte og følte i lige præcis det øjeblik. Og den slags glimt ind i politikernes sjæl er der blevet uhyre langt mellem i amerikansk politik. De er blevet systematisk presset ud af politiske 'polsters' (meningsmålingseksperter) og konsulenter i deres konstante jagt på de populære og stemmeslugende synspunkter. Politisk kandestøberi Med over 30 år som politisk journalist giver Klein en 'insider's guide' til de politiske spinmeistere og deres bedrifter. Med et drevent blik for anekdoter introducerer han læseren for poliske legender som Patrick H. Caldell, et vidunderbarn, der i en alder af 25 år fik Jimmy Carter valgt og som krediteres som manden bag 'den permanente valgkamp'. Et begreb, der ifølge Klein har gjort mere end noget andet for at ødelægge demokratiet og tvinge politikerne til slavisk at følge meningsmålingernes tyranni. Selv Caldell fik nok af politik, da han nogle år senere opdagede, at en af de mest effektive måder at få en kandidat valgt var at gøre valgkampen så ondsindet, at mange vælgere ganske enkelt blev hjemme i protest. Hvis bare man kunne skræmme flere af modpartens vælgere fra valgurnerne end ens egne, var gevinsten i hus. Effektivt, men også så langt fra det athenske ideal om borgernes aktive deltagelse i landets styre, at Caldell droppede det politiske kandestøberi. I ved, hvor I har mig Udviklingen er efter Kleins mening ikke bare til skade for befolkningen og den offentlige debat, men også de politikere, som ikke kan styre deres konsulenter og dermed mister grebet om deres egen valgkamp. Og det gælder desværre især de demokratiske kandidater, der synes at være blevet bange for deres egen skygge. Kleins analyse af, hvordan Al Gore og John Kerry tabte til George W. Bush, fordi de ikke turde være sig selv og sige, hvad de rent faktisk mente (at miljøet var vigtigt og at Irakkrigen var en kæmpe brøler for eksempel) er ramt lige på kornet. Mens Kerry viklede sig ud i stadig mere snirklede forklaringer på sine stemmer i Senatet gennem årene, holdt Bush sig til en forjættende enkel formel: Han var, hvad han var, og det kunne folk tage eller lade være. »Det kan være, I ikke altid er enige med mig, men I ved altid, hvor I har mig«, erklærede han, og det viste sig at være nok til at slå flip-flopperen Kerry. Har Helle Thorning nogensinde virket ægte? Deri ligger efter Kleins mening lektien til de amerikanske politikere. At de selvfølgelig skal have en hær af rådgivere, men også skal have modet til bare engang imellem at sige, hvad de mener, håber og drømmer om. Det kan godt være, at miljøet ikke var noget, amerikanerne gik op i år 2000, og at der derfor ikke i en snæver forstand var stemmer i at tale om det. Men ved at holde Al Gore fra at tale om det emne, som han brændte allermest for, gjorde konsulenterne ham endnu stivere og mere akavet, end han i virkeligheden var. Umiddelbart lyder rådet om 'at være sig selv' næsten barnligt banalt, men måske kunne også de langt mindre professionelle danske politikere lære noget af Klein. Kan nogen huske et eneste øjeblik, hvor Helle Thorning-Schmidt har virket ægte?