Det er let at identificere et Jehovas Vidne, når man ser et. De kan kendes på uniformen: en taske over skulderen og de religiøse facitlister 'Vågn op!' og 'Vagttårnet' i hænderne. Jehovas Vidner er en såkaldt nyreligiøs, kristen bevægelse. Splinterny kan man ganske vist ikke kalde den, da den har rødder i en religiøs vækkelse, der foregik i USA omkring 1840'erne og frem, hvor forskellige 'inspirerede' individer profeterede dommedagens nærtforestående komme. Polemisk kan Jehovas Vidner beskrives som en dommedagssekt, dvs. en religiøs bevægelse, hvis forkyndelsesmæssige grundlag er troen på, at vi lever i de absolut sidste tider forud for Guds endegyldige dom over menneskeheden. 'De sidste tider' er ganske vist et tvetydigt begreb, for vi har nu levet i dem i langt over hundrede år - hvilket åbenbart ikke anfægter Vidnerne i nævneværdig grad. Lidt for grundig Poul Bregninge, der brød ud af Jehovas Vidner i slutningen af 1950'erne og i 1966 skrev sin første bog om Vidnerne, har nu udgivet en omfangsrig sag om sektens udviklingshistorie, organisation og doktriner: 'Dommedag må vente. Et opgør med Jehovas Vidner'. Langt størstedelen af bogen består af historiske redegørelser og detaljerede informationer om sektens udvikling fra sidst i 1800-tallet til i dag, og samtidig er den spækket med citater fra organisationens tidsskrifter og bøger. Alt i alt har Bregninge leveret en særdeles grundig fremstilling, men spørgsmålet er, om en grundighed, der indimellem nærmer sig det pertentlige, ikke kommer til at skærme for det ellers berettigede og nødvendige opgør med den på mange måde vanvittige trosretning. Et enkelt pletskud er nok En langt mere effektiv strategi ville have været at nedtone den historiske fremstilling og i stedet udfolde en systematisk kritik af bevægelsens propaganda, trosforestillinger, bibel(mis)brug og målbevidste udslettelse af medlemmernes selvstændighed. I Bregninges fremstilling ligger kritikken oftest mellem linjerne og udfoldes først på bogens sidste tres sider, hvoraf gæsteforfatteren Jette Svane har skrevet de tyve. Men opgøret med Jehovas Vidner bliver i bogens sidste kapitler gennemført på den eneste rigtige måde, hvis man skal have bare en minimal chance for at 'nå' medlemmerne. Bregninge og Svane fører nemlig diskussionen på Vidnernes hjemmebane ved at angribe deres spekulative udlægninger af centrale bibelpassager og viser, at troen på en nærtforestående dommedag ikke lader sig underbygge med skriftsteder. Mere behøver opgøret sådan set ikke for at være effektivt. Et enkelt pletskud er nok - et tæppebombardement overflødigt.