Det er tid til selvransagelse i verdens eneste supermagt, USA. Det er tid til at gøre op med en missionerende imperietankegang. Det er tid til at tage kampen mod USA's egen fattigdom alvorligt. Sådan lyder tre af konklusionerne i den amerikanskfødte USA-specialist Carl Pedersens seneste bog om USA, 'Den forkerte krig'. Carl Pedersen lægger heller ikke i denne bog, der tager udgangspunkt i Irakkrigen, skjul på, at han står meget langt fra den siddende præsident George W. Bush og hans neokonservative bagland. Men det ændrer ikke ved, at det er en bog med mange interessante iagttagelser og analyser. Fortrængning Den gennemgående er, at USA har en slående evne til kollektivt at fortrænge krige, som amerikanerne enten har tabt, eller som de har ført som regulære erobringskrige, der ligger langt fra de ærværdige frihedskrige, som amerikanerne ellers helst forbinder sig med i den kollektive bevidsthed. Mens det er let at finde mindesmærker for ofrene efter bl.a. Anden Verdenskrig i Washington, leder man således - ifølge Carl Pedersen - forgæves efter mindesmærker for de amerikanske ekspansionskrige i det 19. århundrede (krigen i 1812, den mexicansk-amerikanske krig 1846-48 og den spansk-amerikanske krig i 1898) og for krigshandlingerne mod den indianske befolkning. Krakket i Wall Street i 1929 og traumerne efter Vietnamkrigen op gennem 1960'erne og første halvdel af 1970'erne har givet anledning til vigtige perioder med kollektiv selvransagelse af den slags fortællinger. Undgår at tage ved lære Hvor 1930'ernes økonomiske kollaps førte til en erkendelse af, at USA's økonomiske system ikke var ufejlbarligt og derfor måtte reguleres gennem præsident Roosevelts new deal-politik, så førte Vietnamkrigen til et opgør med opfattelsen af USA som en politisk og moralsk overlegen supermagt, der var militært uovervindelig. Men begge dele er atter blevet fortrængt op gennem 1980'ernes ideologiske offensiv under den republikanske præsident Ronald Reagan og siden af den nuværende præsident George W. Bush. Derfor har den republikanske højrefløj igen kunnet kaste USA ud i en krig, som er blevet lanceret - og troet på - som 'det gode' mod 'det onde'. »Nederlaget i Vietnam burde have tjent som en alternativ lære i forhold til den opfattelse af USA som frelser og befrier, der opstod af Anden Verdenskrig og den efterfølgende kolde krig. Optakten til og efterspillet i Irak viser imidlertid, i hvor høj grad den amerikanske udenrigspolitiske tankegang stadig er befæstet i tiden før Vietnam. I stedet for at tage ved lære af Vietnamkrigens fiaskoer er man mentalt sprunget baglæns til besættelsen af Tyskland og Japan og bruger disse som model for genopbygningen af Irak«, skriver Carl Pedersen. Kollektiv selvransagelse Han minder om, at også Vietnamkrigen gennem den såkaldte Tonkinbugt-resolution i 1964 begyndte på et falsk grundlag: Den byggede på falske anklager om angreb på et amerikansk krigsskib. Han minder om, at USA også i Vietnam troede, at krige kunne vindes fra sikker afstand i luften, hvilket som bekendt slog gruelig fejl. Og han minder om det chok, som amerikanerne fik, da beretningerne om My Lai-massakren i Vietnam fik billedet af det godes krig mod det onde til at krakelere - ligesom det skete i Irak efter afsløringerne af overgrebene i Abu Ghraib-fængslet. Dengang førte det til en kollektiv selvransagelse, og Carl Pedersen håber det vil ske igen. Interessant læsning Han håber, at fiaskoen i Irak - hvor USA for længst har ført krig længere, end man kæmpede under hele Første Verdenskrig - vil få amerikanerne til at gøre op med deres forestilling om at være moralsk og militær overlegne. Og at man derfor indstiller sig på samarbejde frem for dominans i en verden med flere (konkurrerende) magtcentre. Og han håber, at afdækningen af USA's ekstreme fattigdom efter sidste års oversvømmelser i New Orleans kan føre til en genoptagelse af tidligere præsident Lyndon Johnsons 'krig imod fattigdom'. Behovet er presserende. Tiden vil vise, om håbet går i opfyldelse. Men ventetiden kan med fordel bruges til at læse denne bog, som rummer mange interessante pointer og trods sine kun 208 sider formår at binde tråde mellem USA's første præsident og filmen 'Top Gun'. Dog skal forlaget have ris for at placere bogens eneste store grafik på en måde, så den er nærmest ulæselig (side 136-137). Det er en irriterende detalje, men dog kun en detalje.