Menneskene ere dog urimelige. De bruge aldrig de Friheder, de har, men fordre dem, de ikke har; De har Tænkefrihed, de fordre Ytringsfrihed. - Søren Kierkegaard Danmark er på vej til at blive en politistat. Det mener Venstres retspolitiske ordfører, som er voldsomt uenig både med Venstre og med regeringen om det dramatiske lovindgreb, der går under navnet 'antiterrorpakken'. Birthe Rønn Hornbech har talt med store ord de senere uger, og nu ved vi også fra hendes nye bog, at hun mener det alvorligt. 'Tale er guld', hedder bogen, der på forsiden prydes af mutter selv med kagerulle (tegnet af Roald Als). Undlader Anders Fogh Rasmussen Det er modigt af hende at sige sådan om terrorpakken, og det er mærkeligt. Modigt, fordi hun tør tale magten midt imod og være aldeles på tværs af sit eget nærmiljø i magtens centrum. Men mærkeligt, fordi hun ikke tager andre konsekvenser af sine ytringer ... end at ytre dem én gang til. Man skulle jo tro, at en så ualmindelig begavet og skarpsindig politiker, der tilmed er jurist og vicepolitimester, var nået til et punkt med mere end snak, når hun ser så skræmmende et perspektiv for sig: politistaten. Skal der ikke handles? Skal der kun ytres? »Det er at slå politisk plat på angsten, når nogle politikere bliver ved og ved at komme med forslag om stramninger, der undergraver retsstaten, men ikke dæmmer op for terroren«, skriver hun med fuld ret i bogen. Men med mindre fuld ret undlader hun at udpege den mest fremtrædende af disse politikere, Anders Fogh Rasmussen. Forleden så vi ham ellers miste sin sunde ansigtsfarve, da Birthe Rønn Hornbech faktisk sagde ham sine sandheder lige op i synet, men samtidig klappede ham på kinden og stak ham en æske chokolade. »Judas-chokolade«, tænkte han tydeligvis. En helt i det virkelige liv Der er mange måder at mishandle ytringsfriheden på, og én af dem er måske at sige 'Tale er guld', hvis man dermed underforstår, at så har man sagt, hvad der skal siges, og behøver ikke foretage sig yderligere. Kan Venstres retspolitiske ordfører virkelig mene, at hendes parti og hendes regering bringer landet i retning af politistaten - og så bare fortsætte i partiet og på ordførerposten? Tak for chokolade. Men jeg forsøger at sige det i al respekt. For jeg har det stadig sådan, at hvis nogen stiller mig det Proust-spørgsmål, der optræder på side 3 her i sektionen - Deres helte i det virkelige liv? - så vil Birthe Rønn Hornbech umiddelbart være én af dem, der falder mig ind. Hun ved noget, hun kan noget og hun tør trods alt noget. Den klassiske dannelse Meget ville se anderledes ud i Venstre og i vores lille danske verden, hvis den gennemsnitlige venstreløve havde en horisont, der bare mindede om Birthe Rønn Hornbechs. Hvis de da for fanden bare kunne deres fadervor - tag det fra en ugudelig krop. Det er næsten ikke til at bære, f.eks., at Danmarks superforskning og store spring ud i den globaliserede fremtid skal drives frem af et noksagt som Helge Sander. Og meget af det kortsigtede og kontraproduktive lovjask omkring indvandrere og retssikkerhed bunder jo i en manglende evne til lige at vende skråen, synge en salme og læse høringssvarene én gang til - en evne, som Rønn Hornbech har, og som måske bunder i den egenskab, hun selv kalder »klassisk dannelse«. Navnlig tordner hun over, at egenskaben ikke besiddes af ... Ekstra Bladets chefredaktører. En af dem var jo ellers engang konservativ krigsminister. Ude efter Politiken Når Ekstra bladet kommer ind i billedet, så skyldes det Jørgen Leth, som faktisk er hele udgangspunktet for den lovligt omkringfarende lille bog. I sagen om filminstruktøren, forfatteren, sportskommentatoren og Haiti-konsulen Jørgen Leth og hans seksuelle forhold til sin kokkepiges datter (»det er min ret«) misbrugte Ekstra Bladet ytringsfriheden til hetz mod en enkelt person, siger Birthe Rønn Hornbech og går med hævet kagerulle videre til Politiken, der med sin berømmelige leder under overskriften 'Liderbasse' unægteligt står godt for hug: »Dagbladet Politiken har bombet sig selv tilbage til før den store sædelighedsfejde for over hundrede år siden.« Klar sans for mundret dansk Eneste trøst her er, at Birthe Rønn Hornbech få sider længere fremme hælder sit kloge hoved til de ledere, selv samme Politiken skrev i sagen om de såkaldte »blodpenge«, som imamen Abu Laban foreslog, at familien til den dræbte ved Café Rust skulle have udbetalt. Et fornuftigt og forsonende forslag, syntes både Politiken og Bithe Rønn Hornbech, mens ordet »blodpenge« fik Jyllands-Posten og andre fanatikere til at kræve imamen udvist. »Havde aviserne valgt en glose som f.eks. kondolencegodtgørelse, ville læserne se nogle helt andre billeder på den indre nethinde«, skriver hun med juristens klare sans for mundret dansk. En dame, der forstår at tænke Og det skal formentlig siges til Politikens ros, at den ikke er nær så stor en skurk i Birthe Rønn Hornbechs verdensbillede som Jyllands-Posten. Offentliggørelsen af Muhammedtegningerne havde ikke »noget som helst med ytringsfrihed at gøre, medmindre man mener, at ytringsfriheden absolut skal bruges til at håne folks religiøse følelser«. Dette tema udfolder hun flittigt og med stadigt nye parafraseringer af Paulus' kendte ord: »Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt«. Men det bliver nu for meget med alle de gentagelser. Undervejs gentager hun for resten også den anmeldelse, hun skrev i Politiken af Anders Jerichows og Michael Jarlners bog 'Grænser for Gud'. Og når hun klasker løs med kagerullen på KVINFO's direktør Elisabeth Møller Jensen, »denne af skatteyderne aflønnede dame«, og meddeler den undrende offentlighed, at »Disse aggressive feminister har nu altid på mig virket, som om de er skrækkeligt seksuelt frustrerede og ikke under deres medsøstre ret til at bestemme over eget liv«, så synes jeg måske nok, at vicepolitimosteren fortjener en eller anden tjenstlig straf, for eksempel fradømmelse af retten til at gå med kagerulle i fjorten dage. Og mens hun så venter på at genvinde sin ytringsfrihed, kan hun gøre ekstra brug af sin tankefrihed. Det ville være guld værd, for tænke kan hun.