0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dette er mode

Modefotografiet bliver nærlæst i en interessant akademisk bog, der udgives posthumt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En kvinde med slagterkniv og et forklæde smurt i blod. En barsk borebisse i hullet guldlamékjole på en olieplatform.

En supermodel, der ligner et heroinvrag. Hvad sker der lige for modefotografiet? Hvor blev lovprisningen af produktet af?

Tja, den er der måske stadig, men ikke længere nødvendigvis i billedet.

Symbolsk orden
De ukomplicerede dagdrømmebilleder af enkel skønhed og lykke, som stadig eksisterer vidt omkring, bliver kraftigt udfordret af denne nye type modebilleder, der først og fremmest er dukket op i avancerede modemagasiner.

Modefotografiet og dets publikum er så bevidste om fotografiets virkemidler, stil og konventioner, at anledningen, det være sig tøj, parfume eller noget tredje, ikke længere behøver at være i fokus. I stedet er trådt en kompliceret symbolsk orden, der minder om den, der er på spil i kunstfotografiet, men alligevel stadig er noget andet.

Det er en af de væsentligste pointer i Charlotte Andersens ph.d.-afhandling, at modefotografi og kunstfotografi til tider ligner hinanden, men stadig tilhører to forskellige kategorier.

Modebudskabet til debat
Hun påpeger, at de blander sig og inspirerer hinanden gennem hele fotografihistorien. Det er ikke sådan, at kunstfotografiet er bedre og finere, at først udvikles nye teknikker og stilarter i det frie kunstfotografi, og siden, når de har vist eller fået deres værd, overtages de i det mere bundne modefotografi.

Charlotte Andersen viser i bogen, hvordan de låner fra hinanden og begge forandrer og nogle gange avancerer udsigelsesniveauet til mere eller mindre komplicerede eksempler som de ovennævnte.

Det er billeder, der med beskueren skaber en kontrakt, siger hun, en kontrakt, som sætter selve modebudskabet til debat.

Konstant forandring
Charlotte Andersen pointerer, at modefotografiet altid har haft skiftende måder at gøre noget moderne. Modefotografiet bliver nemlig ikke kun forklaret i forhold til kunstfotografiet, men også i forhold til den generelle kulturelle udvikling kendetegnet som moderniteten.

En redegørelse for modefotografiets skiftende stilarter er således et andet sigte med bogen.

Modefotografi er ligesom moden selv et felt under konstant forandring, og ligesom det at kunne leve op til moden er et yderligt tegn på at kunne beherske den moderne verdens evige foranderlighed, så er det at kunne aflæse modefoto også en livsstilsdisciplin med indbyggede muligheder for avancement.

Det semiotiske spil
Modefotografiets stil fungerer på flere niveauer. Manden i kjole på boreplatformen siger ikke kun noget om tøjets styrke og stoffets sensibilitet, som fremhæves gennem modsætningerne til det rå arbejdsmiljø i en barsk natur. Det siger også noget om modefotografi som en traditionelt feminin disciplin.

Med sit pudsige kategoribrud sætter fotografen modens fremhævelse af den slanke kvindekrop til debat. Ved at berøre kønsstereotyper forlener det tøjet med en bestemt kritisk tænkning, en ideologi, som igen er indkapslet i fotografens signatur - det er et billede af den i de rette kredse kendte fotograf Justin Mullins lavet som en serie i magasinet The Face.

Modefotografi er et semiotisk spil, der handler om tilknytning af de rette betydninger. Retten til at udsige, hvad der er mode, er ikke fast, men en ret, der hele tiden tilkæmpes af mange aktører, der blandt andet omfatter tøjdesignere, fotografer og modeblade. Og i den kamp om modebilledet er konteksten næsten alt.

Siger altid det samme
Mode er ikke lig med bestemt tøj eller tilbehør, skriver Charlotte Andersen. Det handler om en bestemt måde at opleve og omgås genstandene på. En teatraliseret selvbevidsthed, kalder hun dette storbyfænomen, hvor man kun oplever hinanden yderligt og fragmenteret. Ligesom i modefotografiet, der låner af dokumentarbilledet som en iscenesætter af sandheden, men i praksis er alt det modsatte: løgn og forførelse.

Det er nemlig allerede i overgangen fra stålstik til fotografi, at moden ikke længere har tøjet som primær referent. Selve afbildningen af tøjet bliver allerede tidligt i det 20. århundrede et uomgængeligt udtryk for moden. Man kan ikke studere mode uden også at studere måden, den er iscenesat på, er en af hendes velbegrundede påstande.

Selv om det kan være svært at skelne mode fra kunst i disse år, er der den afgørende udsigelsesmæssige forskel, at modefotografiet altid overordnet siger det samme, uanset hvad billedet forestiller, diskuterer eller sætter til debat: »Dette er mode«.

Tung og akademisk
Det er et spændende og veldisponeret (angiveligt) pionerarbejde, Charlotte Andersen har bedrevet med værket, der sætter en høj standard for forskningen i emnet.

'Modefotografi' er illustreret med mange gode farvebilleder, desværre omtales der mange, som man ikke ser, og det er synd for bogen. Den er resultatet af en ph.d.-afhandling og affattet i et tungt akademisk sprog rettet mod humanistiske forskere og kan desværre ikke anbefales almindeligt interesserede.

Bogens forfatter Charlotte Andersen døde blot 41 år gammel i 2004. Det har nok sat sin begrænsning for, hvor meget forlaget har villet og kunnet omarbejde værket.