Det var problemløst dengang, i 1960. Torben Brostrøm var 33 og træt af 1950'erne med 'Heretica' og det dér metafysik. Bag sig havde han en hær af unge begavede poeter, foran sig fremtiden. Det var bare om at få rystet løvemanken og indtage sin naturlige plads, i midten af dansk litteratur. Han havde, siger han nu, mærket »behovet for et slagkraftigt overbegreb, og valget faldt på ordet 'modernisme', der kunne betyde så meget«. Med det trylleord fik han fordrevet den mugne lugt fra det forrige årti og ændret indholdet af læsestoffet i folkeskolen, Information og gymnasiet. Oprørets karneval Men man bliver jo ældre, tiderne ændrer sig, fokus flytter. Torben Brostrøm er med fjerde bind af sine erindringer nået frem til det tiår, hvor han fyldte 50, og andre strømninger end hans modernisme fyldte skolen, aviserne og især universitetet, hvor antiautoritært studenteroprør og autoritær kapitallogik sloges om retten til at herske over bevidsthederne. Brostrøm tager i sit tilbageblik omvæltningen med et smittende humør. Han husker detaljer og genskaber scener af oprørets karneval med en ironi, der ikke kun rammer de optrædende, men også omfatter ham selv. Man kører i bil til Foreningen Nordens Hindsgavl for at holde møde om studieplaner, man holder eksamensspil i Munkekælderen under Københavns Universitet. Der falder ham en del navne i tasterne, som kun siger en snæver fagkreds noget. Men noget afgørende i denne bog rækker uden for kredsen, faktisk så langt ud, at det er universelt. Ingen sol går ned over Brostrøms vrede Brostrøm er jo ikke ene om at have været i centrum og måttet se andre overtage den plads. Det sker i de bedste familier. Her er det Hans-Jørgen Nielsen fra Amager, der kommer med 'modernismens tredje fase' under armen. Og lidt efter stiller Anne-Marie Mai fra Kolding og vil have den første fase af modernismen til at være noget helt andet end han. Alt det leben iagttager Brostrøm med sindsro. Han forholder sig skeptisk til en del af de yngre, men ikke en eneste af dem undgår at få også et venligt ord med på vejen. Tag nu bare Jørgen Leth, som er blevet Koldingmodernismens første stjerne, men hvis digte Brostrøm, dengang de kom, havde betragtet noget forbeholdent: »Han har vist aldrig tilgivet mig forbeholdene, men siger det altid på en venlig måde. Og jeg kan lide hans tørre stemmeklang«. Ingen sol går ned over Brostrøms vrede, alle mennesker har deres sider. Et forbillede Eller måske det, man bevidner i disse glimt fra gamle dage, er noget, der hører endnu ældre dage til: dannelse. Selv har han givet bogen undertitlen 'Voksne erindringer'. Med rette. For her taler jo en, der er vokset fra nid og nag og retfærdiggørelse. En mand, som kender sit værd, men som også giver andre plads til at være noget. Som kan se det sjove hos andre uden at overse det komiske hos sig selv. Et forbillede for enhver, der har planer om at blive gammel.