Lige som man kunne bruge lidt hjælp til at forstå, hvorfor hulen Mellemøsten er et så forunderligt og foruroligende sted, dumper denne stentavle ned fra det journalistiske parnas. Afsenderen er Robert Fisk, og er der noget, den mand kan, så er det Mellemøsten fra A til Z. Siden 1976 har han boet i Beirut og haft hele den muslimske verden som sin arbejdsplads. Der er næppe den afkrog af de arabiske lande, Iran og Afghanistan, han ikke har rapporteret fra, sådan som hans nye imponerende opus vidner om. Imponerende viden Robert Fisks personkendskab er vidtforgrenet og strækker sig fra skopudsere og købmænd til præsidenter og terrorister. Hans politiske viden er afgrundsdyb; enhver nogenlunde betydelig forhandling, reform eller indre magtkamp registreres minutiøst. Historisk kan Fisk også være med, og hans færdigheder som reporter er uforlignelige. Bevæbnet med notesblok, kuglepen og et opmærksomt blik - samt en ikke ringe grad af vovemod - har han sat en høj standard for reportagejournalistikken. Han er afgjort bedst og mest levende 'i felten'. Alene første kapitel i 'The Great War for Civilisation' om hans møder gennem årene med Osama bin Laden kunne være en bog i sig selv. Rørstrømsk kyniker Det nye værk, der lægger adskillige alen til hans i forvejen højt besungne fremstilling af den libanesiske borgerkrig i 'Pity the Nation' (1993), demonstrerer, at Robert Fisk er ekstremt skarp. Han er en slags journalistikkens schweizerkniv; hele tiden i stand til at trække en specialklinge frem til et bestemt formål. Men Fisk er ikke kun skarp, han er også kantet på en polemisk og indimellem aggressiv facon. Det er ikke vanskeligt at få et par udeståender eller tre med den nu 60-årige brite med de fjerne danske aner. Selv hævder han med tilsneget uskyld, at det er jagten på 'sandheden', som driver værket. Men hvilken sandhed? Naiv er omtrent det sidste, man kan kalde Fisk, snarere noget så modsætningsfyldt som en rørstrømsk kyniker, der lader sig bevæge af sine egne følelser i bestemte spørgsmål, men samtidig er hård i filten og uden nåde for dem, han ikke bryder sig om. Krige og konflikter Behagesyge er ikke akkurat 'Fiskys' kendetegn, men deler man ikke alle mandens anskuelser til punkt og prikke, kan man selvsagt bare svare ham igen. Israels besættelse af Gaza (før rømningen) og Vestbredden som en 'kolonial krig'? Nej. Amerikanernes engagement i arabiske lande som en udelukkende negativ affære? Nej. Tyrkiets indrømmelse af skyld for massakren i 1915 på halvanden million armenere som alt afgørende for landets optagelse i EU? Nej. Og hvad handler bogen så om? Kort sagt: om det moderne Mellemøsten siden det osmanniske riges opløsning efter Første Verdenskrig. Mere præcist: Bogens 24 kapitler, der udmærket kan læses uafhængigt af hinanden, beskriver de blodige krige og konflikter, som med hyppige bidrag udefra har præget - og fortsat gør det - samfundene i mange muslimske lande. Det enkelte menneskes skæbne Bogens undertitel 'The Conquest of the Middle East' skal forstås bogstaveligt: Vestmagternes erobring af de arabiske lande, først som koloniherrer, siden som leverandør af 'rådgivningsbistand' og nu som invasionsmagt, har bragt området i knæ og tappet det for værdifulde ressourcer. Det gælder ikke kun olie. Også - og måske især - de menneskelige omkostninger er enorme. Sjældent har man læst en så levende bog fuld af død. Med Fisks sans for dramaet og detaljen er det ikke et værk for sarte sjæle. For en bog, der ingen billeder rummer, er det en stærkt billedskabende fortælling, hvor man i passager bevæger sig på grænsen af det uudholdelige. Men i takt med at ligbunkerne tårner sig op, forstår man, at det har en selvstændig pointe. Fisk er nemlig bag sin blanding af kynisk macho og polemiker først og fremmest optaget af det enkelte menneskes skæbne. Så udtalt er hans fascination af individet hjælpeløst overgivet til brutale omgivelser, at han sine steder ligefrem opremser navnelister over dræbte, f.eks. under borgerkrigen i Algeriet i 1990'erne eller Golfkrigene. Sympati med den lille mand Det, som historiebøgerne eller den daglige nyhedsstrøm blot reducerer til 'dræbte', får navn og ansigt i Fisks fremstilling. Hans uafladelige udfald mod 'magthaverne' skyldes i høj grad, at han anser dem som skyldige for den død og vold, som almindelige mennesker rammes af. Indignation og noget så altmodisch som medmenneskelighed - tør man sige humanisme? - er altså brændstoffet i den tank, der får Fisk til at køre langt på literen. Men indimellem kører han også for langt, som når han f.eks. mener, at de 52 dræbte palæstinensere i Jenin i 2002 var ofre for en 'massakre', mens 31 terrordræbte israelere få dage forinden blot var ofre for palæstinensiske frustrationer. Fisk er ikke - selv om netop dette eksempel kunne tyde på det modsatte - nogen terrorapologet. Men hans konstante sympati med den 'lille mand' driver ham til en inderlig modvilje mod de kræfter, han anser for at være skyld i regionens ulykker. Civilisatoriske bedrag På den led er Fisk - hvilket han da også hyppigt er blevet beskyldt for - antiisraelsk og antiamerikansk. Men efter samme recept kunne Fisk lige så vel kritiseres for at være antisaudisk, antiiransk, antialgerisk osv. med tanke på hans afsløringer af alskens overgreb og løgnagtige påstande fra officielt hold i de pågældende lande. De, der uden videre vrænger på næsen ad Fisk og afviser ham som 'Israelhader', har ikke en god sag med denne bog som kilde. Robert Fisks bog er et langt epos om mennesker fanget i historiens voldsomme malstrøm, men også om hans egen baggrund og om den på en gang krævende og givende tilværelse som korrespondent i verdens brændpunkt. Passioneret, som forfatteren er, og udstyret med den fabelagtige pen, som er hans vartegn, sikrer det en sjældent god om end lovlig langstrakt læseoplevelse. Det meste fungerer upåklageligt. Andet gør det ikke, eksempelvis den lidt postulerede sammenhæng mellem faderens indsats som soldat under Første Verdenskrig - en krig, der bl.a. lagde grunden til det moderne Mellemøsten - og sønnens hyppige refleksioner over skæbnens ironi i, at den krig, der var tænkt som 'The Great War for Civilisation' (deraf bogens titel) er endt med at blive deres begges skæbne: Faderen som idealisten, sønnen som realisten, travlt optaget af at afdække konsekvenserne af Vestens civilisatoriske bedrag. Skarp og farlig Naturligvis kan man også opdrive adskillige mere eller mindre graverende faktuelle fejl. Til de værste hører, at Fisk nævner, at Jesus blev født i Jerusalem og ikke i Betlehem. Helt imponerende er det heller ikke, at netop han, Mr. Middle East, fejldaterer FN's berømte resolution 242 (opfordring til Israel om at trække sig ud af de besatte områder, red.) til 1968, når den nu blev vedtaget i november 1967. Dette ufortalt, så er det Mellemøstjournalistikkens skarpeste, farligste og mest udfordrende skribent, der byder op til dans. Tag en svingom med ham, men husk, at han tramper og stamper på alt fremkommeligt, inklusive nogle af læserens ligtorne.