I 1979 fejrede Københavns Universitet sit 500-års jubilæum. Jubilæet var anledningen til at søsætte et stort værk om universitetets historie gennem alle 500 år. Med Ditlev Tamms fremstilling af juristernes og jurastudiets historie er værket endeligt afsluttet. 14 bind blev det til. Det lyder af mange, men dels er universitetet et særdeles komplekst foretagende, dels har næppe nogen anden institution haft så stor betydning for samfundets udvikling. Verdensfjerne med indflydelse Ganske vist kan man stadig møde myten om den verdensfjerne akademiker, men det er netop en myte. Talmæssigt er akademikerne en lille gruppe, men de har siddet tungt på centrale poster i det civile samfund. Indtil midten af 1900-tallet blev den embedselite, der regerede Danmark i hovedsagen rekrutteret fra Københavns Universitet. Folkekirkens præster, gymnasielærerne, ministeriernes embedsmænd, dommere, læger, alle kom de herfra. Verdensfjerne, måske, men de styrede landet og havde afgørende indflydelse på lokalt niveau. Forskning i front Betragtningen er nok heller ikke møntet på embedsmænd eller advokater med millionindkomster, det er en kliché, der i særlig grad er klistret på forskere, men at den har haft gennemslagskraft, fremgår af utallige dagbladssatirer fra 1800- og 1900-tallet. Men trods myten om de distræte videnskabsmænd har det altid været forskningen, som har givet universitetet anseelse; her taler vi om navne som runeforskeren Ole Worm, astronomen Ole Rømer, sprogforskeren Vilhelm Thomsen samt naturligvis fysikeren Niels Bohr. I perioder, det gælder især anden halvdel af 1600-tallet og årtierne omkring 1900, var forskningen ved Københavns Universitet i front også i europæisk henseende. Konkurrerende lærdomscentre Det betød ikke, at universitetet havde monopoliseret al lærdom og videnskab. Allerede under Christian IV udnævntes en professor i historie, men først langt op i 1800-tallet blev universitetet centrum for den historiske forskning i Danmark. Og en stjerne som Tycho Brahe havde intet med universitetet at gøre. Til gengæld var universitetsprofessorerne aktive, da Brahe i 1599 med drengekongen Christian IV som det lydige redskab for astronomens fjender blev drevet ud af landet. En kommission af universitetsprofessorer kaldte Tychos indretninger på Hven og hans instrumenter »unyttige«. Man brød sig ikke om konkurrerende lærdomscentre. Udfordring De 14 bind universitetshistorie er en imponerende præstation og en guldgrube af oplysninger. Opgaven kan gribes an på mange måder, her har man valgt at fokusere på tre områder. Det er universitetets almindelige historie, dernæst de enkelte fakulteter og fags historie, og endelig behandles de fysiske og materielle rammer, dvs. økonomi, bygninger osv. Værker, der er længe undervejs, risikerer at blive overhalet af tiden, det er til en vis grad tilfældet her. Det gælder dog ikke fremstillingen af universitetets almindelige historie og af de økonomisk-materielle vilkår, hvor hovedvægten er lagt på universitetets forhold til det omgivende samfund. Det er gedigen historieskrivning med udgangspunkt i det jævnligt modsætningsfyldte forhold mellem universitetets selvforståelse og samfundets krav. Man kan også læse, hvordan universitetet til alle tider har måttet kæmpe for at få et tilstrækkeligt økonomisk grundlag. Der har også indimellem været imageproblemer. Allerede Christian IV måtte indskærpe professorernes deres undervisningsforpligtelser, og studenternes adfærd har jævnligt udfordret samfundets autoriteter; mange har endnu 1970'ernes auditoriebesættelser i erindring. Frie hænder I flere henseender mærker man, at dele er værket er skrevet for mere end et kvart århundrede siden. Flere af de bind, som behandler de enkelte fakulteter og fags historie, er skrevet på grundlag af et positivistisk videnskabssyn, som i dag virker forældet, ja nærmest naivt. Andre har til gengæld både dybde og perspektiv. Fremstillingen af historiefaget holder sig til sagen: historie ved universitetet. Forfatterne inddrager kun historieforskning og -skrivning uden for universitetet, for så vidt der er tale om en mærkbar påvirkning af den faglige udvikling på universitetet. Omvendt er afsnittet om kunsthistorie en meget deskriptiv fremstilling af fagets historie i almindelighed, hvor der næsten fortælles mere om forholdene på museer og andre forskningsinstitutioner end om dem på universitetet. Skiftende redaktioner synes i det hele taget at have givet forfatterne temmelig frie hænder, men det har nok ikke været nemt at gå i rette med selvbevidste faglige kapaciteter. Centre for dansk åndsliv 500-års jubilæet faldt på et tidspunkt, hvor universitetet var i gang med en af de største omstillingsprocesser i sin historie. Og det i næsten alle henseender. Strukturelt er de traditionelle rammer siden sprængt. Nutidens masseuniversitet har ikke meget andet end navnet til fælles med den embedsmandsskole, der eksisterede indtil 1960'erne. Men i virkeligheden er det kun en af mange metamorfoser, Københavns Universitet har gennemgået i århundredernes løb, den første var, da det katolske universitet blev erstattet af Christian III's protestantiske skole. Men kernen, den humanistiske tradition, levede videre. Solide kundskaber prægede de præster, der ansattes i sognekaldene rundt omkring. Det betød, at de også kunne bruges til administrative opgaver, præstegårdene var i århundreder centre for dansk åndsliv. Målrettet forskeruddannelse De seneste årtiers store forandringer betyder, at jubilæumsværket herved er gået hen og blevet et monument over et universitet og i nogen grad et videnskabssyn, der ikke længere eksisterer. Men udviklingen i sig selv er ikke nødvendigvis dårlig. Forholdene på naturvidenskab er det ikke undertegnedes opgave at kommentere, derimod er der ingen tvivl om, at der inden for humaniora bliver produceret arbejder på et metodisk og videnskabsteoretisk mere sofistikeret grundlag end tidligere, hvilket også er konsekvensen af en langt mere målrettet forskeruddannelse. Til gengæld er det vigtigt at undgå, at det hele igen bliver sat over styr som følge af regeringen og Folketingets spareiver. Mærkværdig revolutionsretorik Og så til det nu udkomne bind om jura og jurastudiet, som slutter festen. Bindet er skrevet af Ditlev Tamm under medvirken af Inger Dübeck og Ejvind Slottved. Af forordet fremgår, at fødslen har været vanskelig, der har åbenbart været uenighed med tidligere medarbejdere om, hvordan sagen skulle gribes an. Men resultatet er tilfredsstillende. Tamm er en af vore få virkelige polyhistorer og kan derfor kombinere sin juridiske ekspertise med det overblik, som et kendskab til både dansk og europæisk åndshistorie giver. Det er god og gedigen oplysning med mange relevante pointer. Der er mange gode personkarakteristikker, i reglen fair, i enkelte tilfælde bidende ironiske. Det går bl.a. ud over Ole Krarup, der jo må stå den konservative Tamm noget fjernt. Det ironiske ligger for så vidt ikke i det tammske ordvalg, karakteristikken bygger til dels på citater af Krarup selv. Og nok er de pillet ud af sammenhængen, men alligevel er de udtryk for en mærkværdig revolutionsretorik. Juridiske kandidater En af bogens pointer er, at selv om også jurafaget er under forandring, er ikke alt forandret. Trods konkurrence fra en række nye samfundsfaglige uddannelser er det stadig i væsentlig grad juristerne, der sætter sig på samfundets magtpositioner. Ud over retsvæsenet befolker de stadig centraladministrationen, og når A.P. Møller skal forsvare sine interesser, bliver der sat en hær af stjerneadvokater på sagen. Det er måske det mest uforandrede i løbet af universitetets mange hundredårige historie: de juridiske kandidaters centrale placering i det danske samfund. Uheldig procedure Bindet om juristerne, som egentlig kun er et halvbind, afviger fra alle de foregående ved at have fået farvebilleder og et nyt layout. Umiddelbart kan det virke mærkværdigt at ændre så voldsomt på udstyret, men på den anden side er der noget altmodisch over de forudgående bind, hvis grafiske udtryk stammer fra 1970'erne. Det nye layout er langt mere indbydende, hvortil kommer, at velplacerede faktabokse giver mulighed for at supplere teksten på en overskuelig måde. Derimod er der lidt problemer omkring billedteksterne. Billederne af bl.a. Erik Krabbe og Peter Vedel tilhører Frederiksborgmuseet, hvilket burde have været anført. Dertil kommer, at de gamle fotografier, der ikke på nogen måde yder de gode originalbilleder retfærdighed, er erhvervet hos en anden institution end ejeren, en lidt uheldig procedure. Kernen har overlevet Der er også en lidt uortodoks tekst til et billede af Vilhelm Buhl, idet han omtales som statsminister i »den såkaldte samlingsregering 1945 umiddelbart efter besættelsen«, en lidt mærkværdig betegnelse for befrielsesregeringen. I registret er der en uheldig stavefejl, det er gået ud over den berømte jurist J. Kolderup-Rosenvinge. Endelig takkes Ejvind Slottved og Inger Dübeck i forordet for deres indsats. Det er uden tvivl berettiget, men nogle vil nok studse over, at de sammen med Tamm har underskrevet forordet og dermed takker sig selv. Det er åbenbart gået stærkt i sidste fase. Men alt i alt er det småting, der naturligvis ikke rykker ved, at bindet er både fornøjeligt og oplysende. Der er derfor al mulig grund til at lykønske redaktion og forfattere med afslutningen af dette jætteprojekt, der har strakt sig over en menneskealder. Et fornemt monument over et universitet, der siden 500-års jubilæet i 1979 har gennemgået voldsomme forandringer. Men det er sket før, og hver gang har kernen overlevet.