Husker De sommeren 2003? Hvis De gør, vil De formentlig mindes den som en herlig varm sommer med masser af solskin. Men sommeren 2003 i Europa var mere end det. Den var rent faktisk så usandsynlig varm, som en europæisk sommer statistisk kun er én gang hvert 46.000 år. Enten var det med andre ord et helt ekstremt tilfælde, at det var så varmt, og noget, som hverken vi eller vores efterkommere ud i det 647. led skal forvente gentager sig. Eller også er der noget nyt under opsejling. Bekymring Den australske biolog Tim Flannery er ikke i tvivl om, hvor han står. Kloden er ude af balance, og tiden er ualmindelig knap, hvis den skal reddes. Advarselslamperne blinker, og alarmklokkerne bamler hos Flannery, og selv om det sine steder bliver lidt skingert, er det efter endt læsning svært ikke at dele hans bekymring - eller i det mindste få kvalificeret sin lomborgske optimisme. De tænker næppe over det til daglig og sikkert slet ikke lige for tiden. Men vi lever faktisk i, hvad forskerne kalder en 8.000 år lang sommer, hvor klimaet er mere stabilt og venligt end næsten nogensinde før på vor lille planet. Noget, der var afgørende for udviklingen af landbruget i Mesopotamien og på mange måder dermed hele grundlaget for vores civilisation. Uden golfstrømmen Ifølge Tim Flannery er de gyldne tider imidlertid snart slut, og i modsætning til tidligere tiders naturkatastrofer har vi kun os selv at takke for det. Klimaforandringerne, som vores umådeholdne forbrug af fossile brændstoffer - halvdelen af al energi, anvendt siden industrialiseringen begyndte i midten af 1700-tallet, er brugt i løbet af de sidste 20 år - og det deraf følgende CO{-2}-udslip fører til, vil være langt værre, end de fleste af os forestiller os. Umiddelbart lyder det jo slet ikke så ringe med en klode, der på grund af drivhuseffekten bliver et par grader varmere - i alt fald her fra det høje Nord - og Flannery har en klar pointe i, at de fleste af os ubevidst forbinder varme med noget godt og derved ikke er så bekymrede for opvarmningen, som vi burde være. Men bag den gennemsnitlige stigning gemmer sig betydelige regionale forskelle, således at visse dele af kloden bliver ramt langt hårdere end andre. Det gælder potentielt set ikke mindst Nordeuropa, der p.t. lever højt på Golfstrømmen. Uden den ville klimaet i Danmark minde betydelig mere om Sibiriens, end de fleste af os formentlig vil foretrække, og selv om risikoen er forholdsvis lav, er alene tanken om, at smeltevand fra indlandsisen i Grønland kan vende Golfstrømmen, ualmindelig bekymrende. Skjuler ikke tvivl Problemet er, at Golfstrømmen er baseret på, at det varme vand fra Golfen synker til bunds, når det har afgivet sin varme, og derved giver plads til nyt varmt vand. Men hvis Golfstrømmen bliver tilstrækkelig fortyndet med ferskvand fra Grønland, går den mekanisme fløjten, og så gælder det om at finde pelshuen frem. Styrken ved Flannerys sobre bog er, at han gør sig umage for at forklare mekanismerne, så selv ikkemiljøkyndige som undertegnede forstår, hvad det drejer sig om. Det gør til tider bogen tung at læse, men til gengæld bliver man faktisk også klogere. Flannerys troværdighed styrkes også af, at han som palæontolog ikke selv har nogen forskningsbevillinger i klemme, og - især - af, at han ikke forsøger at skjule kompleksiteten og de tvivlsspørgsmål omkring udviklingen, der tydeligvis er. Forkærlighed for anekdoter En af de helt store CO{-2}-syndere er eksempelvis flytrafikken, der har en stor og stigende del af ansvaret for drivhuseffekten. Flyenes såkaldte kondensstriber - de hvide striber på himlen - skaber en slags dis, som sænker temperaturen, noget, forskerne fik en tydelig demonstration af i dagene efter terrorangrebet 11. september. Her førte flyforbuddet i USA til en stigning i nattetemperaturerne i USA på 1 grad celsius, hvilket ifølge Flannery kan føres direkte tilbage til den enestående mangel på kondensstriber i de dage. Slige anekdoter har Flannery en stor forkærlighed for, hvilket kan blive lovlig langt og gentagende, men det meste af tiden fungerer og understreger, hvad der foregår. Et forsøg værd Det første sikre offer for den globale opvarmning viser sig således at være den gyldne frø i Costa Rica. Den forsvandt i slutningen af 1980'erne, fordi de stigende temperaturer reducerede antallet af dage med tåge, så den meget tyndhudede frø dermed bogstavelig talt udtørrede. Det var en skam for den, og også for os andre, der nu aldrig kommer til at se den gyldne frøs tilsyneladende eksorbitante parringsorgier. Og frøen vil få følge af tusinder af andre eksotiske arter, medmindre vi kommer til fornuft og gør noget meget snart for at få udslippet af CO{-2} under kontrol. Det skal ifølge Flannery ned med 70 procent inden år 2050, hvilket umiddelbart lyder voldsomt. Men hvis man som så mange andre har anskaffet sig en ordentlig firhjulstrækker, ja, så skal der såmænd ikke meget andet til end at udskifte den med en ellert. Knap så sexet muligvis. Men hvis det kan redde verden, var det måske et forsøg værd.