0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Rejser mod solopgangen

Mungo Park bærer al oplysningstidens udlængsel i sine saddeltasker og personificerer europæerens gysende drift mod det mørke kontinent.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den skotske kirurg og opdagelsesrejsende Mungo Park (1771-1806) skal have været en farveløs og indesluttet person med et stænk af kolerisk opsætsighed.

Han skal endvidere have været aldeles humorforladt og gennemsyret af en dogmatisk kristendom, som gav hans karakter en aura af selvretfærdig kulde.

Men værst af alt for en skrivende kosmopolit: Han havde - med Johannes V. Jensens ord - »ingen Evner som Iagttager, Skildringen indeholder kun de ydre Rejsetræk, uden Karakteristik af Personer eller hvad der ellers mødte ham«.

Brændende videbegær
Kritikken af dr. Parks kvaliteter som eventyrer og menneske er hård og - viser det sig efter et par fornøjelige døgn i selskab med hans rejseberetninger - langt fra retfærdig.

Nogen stor dramatiker er den unge læge ganske vist ikke, men overalt i hans lidt vindtørre snusfornuft spøger der en sensibilitet, som overrumpler.

Man mærker hans idealisme og brændende videbegær, og man mærker hans dybfølte kærlighed til skaberværket og alle dets forbavsende former.

Den frygtløse victorianer
I modsætning til mange både tidligere og senere Afrika-farende er han positivt stemt over for den sorte befolkning og deres kultur - og selv efter talløse ydmygelser, overfald og plyndringer omtaler han fortsat »negerlandenes« indbyggere som både »elskelige« og »brave«.

Han lærer sig hurtigt det lokale mandingosprog og indleder gerne samtaler med hvem som helst på sin vej.

Kort sagt:Det er svært at sætte en præcis dato på, men ét eller andet sted i Mungo Parks 600 sider lange dagbogsoptegnelser kommer man simpelt hen til at holde af den frygtløse victorianer med det mærkelige navn og den ulykkesvangre mission.

Mod solopgangen
Vi befinder os i årene omkring 1800. Vestafrikas kyst har i århundreder lokket driftige europæere på jagt efter guld, elfenben og slaver. Det indre af landet er til gengæld mere eller mindre uudforsket, og ikke mindst Nigerflodens løb er fortsat en geografisk gåde.

I 1790 har Daniel Houghton mistet livet under en ekspedition ind i Gambia, og for den britiske centraladministration er der både prestige og vitale handelsinteresser på spil. Og det er på dette strategiske tidspunkt, at en lige godt 20-årig Mungo Park gør sin entré på de bonede gulve.

Den nyuddannede kirurg har allerede markeret sig som skibslæge på et handelstogt til Ostindien, og i 'The African Association' omfatter man den ambitiøse yngling med stor interesse. Med støtte fra den indflydelsesrige botaniker Joseph Banks lykkes det at stable en enmandsekspedition på benene, og i juni 1795 anduver Mungo Park Gambias kyst. Rustet med glasperler, rav, sekstant, kompas, paraply og rent undertøj begiver han sig af sted med retning mod solopgangen.

Livets foreløbige lavpunkt
Mungo Parks første ekspedition varer to år og syv måneder og bliver nøjagtig så dramatisk, som man forventer, hvis man har læst drengebøger: Han hærges af sumpfeber, overfaldes af løver, strider mod ulidelig hede og uvejsomt terræn, falder i klørene på røvere og plattenslagere og tages til fange af en grusom maurisk despot, hvis fede kvinder fingererer nysgerrigt ved hans uomskårne lem, og hvis mænd - her vægrer Park sig ved at gå i detaljer - gør ham til genstand for deres rå og ondskabsfulde »tilbøjeligheder«.

Mirakuløst lykkes det ham at flygte, og en rum tid strejfer han om i ødemarken på skelettet af en gammel krikke - syg, langskægget og frarøvet alt foruden et par messingknapper på den lurvede frakke.

Park har nået sit livs foreløbige lavpunkt og beder så mindeligt sin læser om tilgivelse for, at han må afbryde sin videre færd og vende om.

Miraklet indtræffer
I byen Silla på Nigerflodens bred begynder et langt og tungt tilbagetog mod kysten, og adskillige gange er han tæt på at opgive ævred for altid. Han udmarves dag for dag, og efter at en røverbande har plukket ham for de sørgelige rester (inklusive hans hårdtprøvede ganger), ligger han nøgen i troperegnen og gør status over sit liv:

»Hvorhen jeg end vendte blikket, så jeg ikke andet end hindringer og farer. Jeg befandt mig midt i et endeløst vildnis med regntiden på sit højeste, nøgen og alene; omgivet af vilde dyr, og mennesker der var endnu vildere«.

Men så indtræffer miraklet: Den døende får øje på et lille stykke mos, som har sat frugt, og han indser Skaberens uendelige generøsitet og vigtigheden af det mandat, der er blevet ham pålagt. Han slæber sig videre. Og når frelst hjem til London.

Alene og uden venner
Allerede i 1805 må han af sted igen. Mungo Park nægter at ende sine dage som »skrivebordsgeograf« (Henry Stanleys senere udtryk), og med velvillighed fra koloniminister Camden udsendes en ekspedition med det formål at fuldende, hvad der sidst måtte opgives: at følge Niger til sit udløb. Belært af de triste erfaringer skal Park denne gang have den fornødne eskorte, og i tilgift til et større antal pakdyr ledsages han af 30 soldater og seks tømrermestre.

Forventningerne er høje, men selv om ekspeditionslederen i breve og dagbogsoptegnelser opretholder en nærmest manisk optimisme, står det hurtigt klart, at en ulykkesstjerne dingler faretruende over det lille selskab. Hans mænd dør som fluer af dysenteri og tropefeber, og fra dag til dag udvikler togtet sig i fatal retning:

Da man omsider når Nigerfloden, er tre fjerdedele af mandskabet gået til, og da også hans elskede svoger Alexander udånder efter fire måneders sygdom, noterer Park lakonisk, at han nu er »alene og uden venner midt i Afrikas ød