Den skotske kirurg og opdagelsesrejsende Mungo Park (1771-1806) skal have været en farveløs og indesluttet person med et stænk af kolerisk opsætsighed. Han skal endvidere have været aldeles humorforladt og gennemsyret af en dogmatisk kristendom, som gav hans karakter en aura af selvretfærdig kulde. Men værst af alt for en skrivende kosmopolit: Han havde - med Johannes V. Jensens ord - »ingen Evner som Iagttager, Skildringen indeholder kun de ydre Rejsetræk, uden Karakteristik af Personer eller hvad der ellers mødte ham«. Brændende videbegær Kritikken af dr. Parks kvaliteter som eventyrer og menneske er hård og - viser det sig efter et par fornøjelige døgn i selskab med hans rejseberetninger - langt fra retfærdig. Nogen stor dramatiker er den unge læge ganske vist ikke, men overalt i hans lidt vindtørre snusfornuft spøger der en sensibilitet, som overrumpler. Man mærker hans idealisme og brændende videbegær, og man mærker hans dybfølte kærlighed til skaberværket og alle dets forbavsende former. Den frygtløse victorianer I modsætning til mange både tidligere og senere Afrika-farende er han positivt stemt over for den sorte befolkning og deres kultur - og selv efter talløse ydmygelser, overfald og plyndringer omtaler han fortsat »negerlandenes« indbyggere som både »elskelige« og »brave«. Han lærer sig hurtigt det lokale mandingosprog og indleder gerne samtaler med hvem som helst på sin vej. Kort sagt:Det er svært at sætte en præcis dato på, men ét eller andet sted i Mungo Parks 600 sider lange dagbogsoptegnelser kommer man simpelt hen til at holde af den frygtløse victorianer med det mærkelige navn og den ulykkesvangre mission. Mod solopgangen Vi befinder os i årene omkring 1800. Vestafrikas kyst har i århundreder lokket driftige europæere på jagt efter guld, elfenben og slaver. Det indre af landet er til gengæld mere eller mindre uudforsket, og ikke mindst Nigerflodens løb er fortsat en geografisk gåde. I 1790 har Daniel Houghton mistet livet under en ekspedition ind i Gambia, og for den britiske centraladministration er der både prestige og vitale handelsinteresser på spil. Og det er på dette strategiske tidspunkt, at en lige godt 20-årig Mungo Park gør sin entré på de bonede gulve. Den nyuddannede kirurg har allerede markeret sig som skibslæge på et handelstogt til Ostindien, og i 'The African Association' omfatter man den ambitiøse yngling med stor interesse. Med støtte fra den indflydelsesrige botaniker Joseph Banks lykkes det at stable en enmandsekspedition på benene, og i juni 1795 anduver Mungo Park Gambias kyst. Rustet med glasperler, rav, sekstant, kompas, paraply og rent undertøj begiver han sig af sted med retning mod solopgangen. Livets foreløbige lavpunkt Mungo Parks første ekspedition varer to år og syv måneder og bliver nøjagtig så dramatisk, som man forventer, hvis man har læst drengebøger: Han hærges af sumpfeber, overfaldes af løver, strider mod ulidelig hede og uvejsomt terræn, falder i klørene på røvere og plattenslagere og tages til fange af en grusom maurisk despot, hvis fede kvinder fingererer nysgerrigt ved hans uomskårne lem, og hvis mænd - her vægrer Park sig ved at gå i detaljer - gør ham til genstand for deres rå og ondskabsfulde »tilbøjeligheder«. Mirakuløst lykkes det ham at flygte, og en rum tid strejfer han om i ødemarken på skelettet af en gammel krikke - syg, langskægget og frarøvet alt foruden et par messingknapper på den lurvede frakke. Park har nået sit livs foreløbige lavpunkt og beder så mindeligt sin læser om tilgivelse for, at han må afbryde sin videre færd og vende om. Miraklet indtræffer I byen Silla på Nigerflodens bred begynder et langt og tungt tilbagetog mod kysten, og adskillige gange er han tæt på at opgive ævred for altid. Han udmarves dag for dag, og efter at en røverbande har plukket ham for de sørgelige rester (inklusive hans hårdtprøvede ganger), ligger han nøgen i troperegnen og gør status over sit liv: »Hvorhen jeg end vendte blikket, så jeg ikke andet end hindringer og farer. Jeg befandt mig midt i et endeløst vildnis med regntiden på sit højeste, nøgen og alene; omgivet af vilde dyr, og mennesker der var endnu vildere«. Men så indtræffer miraklet: Den døende får øje på et lille stykke mos, som har sat frugt, og han indser Skaberens uendelige generøsitet og vigtigheden af det mandat, der er blevet ham pålagt. Han slæber sig videre. Og når frelst hjem til London. Alene og uden venner Allerede i 1805 må han af sted igen. Mungo Park nægter at ende sine dage som »skrivebordsgeograf« (Henry Stanleys senere udtryk), og med velvillighed fra koloniminister Camden udsendes en ekspedition med det formål at fuldende, hvad der sidst måtte opgives: at følge Niger til sit udløb. Belært af de triste erfaringer skal Park denne gang have den fornødne eskorte, og i tilgift til et større antal pakdyr ledsages han af 30 soldater og seks tømrermestre. Forventningerne er høje, men selv om ekspeditionslederen i breve og dagbogsoptegnelser opretholder en nærmest manisk optimisme, står det hurtigt klart, at en ulykkesstjerne dingler faretruende over det lille selskab. Hans mænd dør som fluer af dysenteri og tropefeber, og fra dag til dag udvikler togtet sig i fatal retning: Da man omsider når Nigerfloden, er tre fjerdedele af mandskabet gået til, og da også hans elskede svoger Alexander udånder efter fire måneders sygdom, noterer Park lakonisk, at han nu er »alene og uden venner midt i Afrikas ødemarker«. Rivende vandmasser Park drives nu af ren og skær trods, og i et brev til lord Camden forsikrer han stædigt, »at jeg er langt fra at fortvivle«. Med hjælp fra de indfødte bygger han en pram af to kanoer og fortsætter med en lille håndfuld overlevende sin færd ned ad Niger, forbi Timbuktu, hvor floden slår en mægtig bue mod sydøst. De sidste dage af den desperate besætnings liv er senere gengivet af ekspeditionens tolk, Amadi Fatouma: Tømmerflåden overfaldes igen og igen af krigeriske stammer, og selv om det med ild lykkes at holde stand, går skuden til sidst på grund nær byen Bussa, mens fjenderne nærmer sig med pile og spyd. Mungo Park forsøger at redde sig i land, men drukner i de rivende vandmasser. Han bliver 35 år. Bevægende triumf Mungo Parks rejsedagbøger er vital og foryngende læsning for enhver sofaglobetrotter. I al deres britiske pertentlighed giver de et medrivende portræt af en mand og hans epoke, og Henrik G. Poulsens lydhøre oversættelse formidler fint den notoriske dobbelthed i eventyrerens projekt: Sammenfaldet af geografiske og mentale landskaber, den indre og den ydre rejse (uforligneligt fiktionaliseret i Joseph Conrads 'Heart of Darkness' fra 1902). Samtidig er rejseberetningerne et centralt kildemateriale til koloniseringens tidlige historie og dermed til alle de katastrofer, som siden fulgte, og som trækker spor helt frem til i dag. Respekt for unge Mungo. Denne anmelder har selv rejst en tredjedel af hans rute i et skramlende bumletog og mener derfor at forstå en flig af strabadserne med samt besættelsen af det hypnotiske landskab og dets flimrende gåder. Park var ubesindig, ja dumdristig, og hans historie er objektivt betragtet en fuldendt tragedie. Men den er også en bevægende triumf. For nysgerrigheden, rejselysten, den splittergale verdensappetit.