Et af de største tab ved at bo i byen, sådan som større og større dele af menneskeheden gør, er, at stjernerne forsvinder. Lysforureningen fra biler, lysreklamer og gadelygter kvæler lyset fra alt andet end de allerkraftigste stjerner og får nattehimlen til at virke mørk og fattig. Forbavset ser man op, når man fra tid til anden er på landet om aftenen, og mindes, hvor utrolig rig udsigten til verdensaltet fra vores lille planet egentlig er. Charmerende og velskrevet Men kan de fleste af os på grund af behovet for byen og dens mange andre attraktioner ikke i det daglige selv nyde og ved selvsyn forundres over universet, kan vi heldigvis læse om det. Der er et utal af bøger om himlen og universet, men den amerikanske forfatter og videnskabsjournalist Dava Sobels 'The Planets' er en af de mest charmerende og velskrevne, undertegnede har læst. Det svimler hurtigt Sobel holder sig udelukkende til vort eget lille galaktiske kvarter, solsystemet, hvis indbyggere og historien om deres opdagelse hun til gengæld beskriver uhyre indgående. Begyndelsen er meget passende Solen, vor livgivende stjerne, som selv vi byboer kender indgående. Her får Sobel det hurtigt til at svimle for en, når hun forklarer, at Solen hvert eneste sekund omdanner syv hundrede millioner ton brint til helium. Det er det, som skaber dens lys, og trods det svimlende tal har Solen råmateriale nok til at fortsætte processen yderligere nogle milliarder år. Solens massivitet I forhold til alt andet i solsystemet er Solen nemlig helt ustyrlig stor, så altdominerende, at den indeholder 99,9 procent af alt stof i solsystemet, mens planeterne må nøjes med sølle 0,1 procent tilsammen. Så massiv er Solen, at selv lyset har svært ved slippe derfra. Mens lys bevæger sig med 300.000 kilometer i sekundet i det tomme rum, snegler det sig af sted med få kilometer om året inde omkring Solens kerne, hvor det bliver skabt, og der kan på den måde gå op i mod en million år, før lyset kommer til Solens overflade og derefter - otte minutter senere - rammer jordkloden. Fascinerende. Meningen er den samme Men grunden til, at Dava Sobels bog er så god, som den vitterlig er, er, at hun ikke holder sig til slige videnskabelige fakta, men på inspireret og indimellem nærmest lyrisk vis inddrager poesi og mytologi i beskrivelsen af vore fæller i solsystemet. Merkur, den inderste og mest solskoldede af alle planeter, er, som de fleste formentlig ved, opkaldt efter den romerske gud af samme navn, men identifikationen mellem gud og planet går langt længere tilbage. Grækerne kaldte begge parter for Hermes, og babylonierne før dem brugte navnet Nabû den vise, men meningen var altid den samme. Mellem varme og kulde Merkur, som det meste af tiden svæver lige omkring horisonten, når Solen går ned og står op, blev set som budbringeren mellem nat og dag og dermed mellem to af de vigtigste guder. Lidet anende, som vi ved i dag, at stakkels Merkur i realiteten svinger mellem at blive kogt i smadder af solen og frosset til døde af rummets kulde. Venus er gavmild Venus er også gennem alle tider og af næsten alle folkeslag blevet set som frugtbarhedens planet, måske på grund af at dens rotation om Solen set fra jorden varer lige omkring ni måneder. Eneste undtagelse er tilsyneladende mayaerne og aztekerne, der af uransagelige grunde opfattede Venus som Solens mandlige bror. Og Venus er da også uhyre gavmild, når det gælder om at kaste det lys, som Solen tildeler den, tilbage til os andre. Dyster baggrund Mens Månen, der ellers virker så skinnende i virkelighedens verden, ikke skinner meget mere end asfalt og kun udstråler 8 procent af det lys, den får fra Solen, giver Venus generøst hele 80 procent tilbage til rummet. Just denne gavmildhed har dog en dyster baggrund i en drivhuseffekt, der er gået amok og har efterladt Venus permanent overskyet og med overfladetemperaturer på mange hundrede grader. Misundelig på månestøv Sobel skifter hele tiden fortællervinkel og teknik. Fra det personlige kapitel om Månen, hvor hun fortæller om sin enorme skuffelse - og misundelse - da hun opdagede, at en af hendes veninder havde fået en lille smule månestøv af en kæreste i NASA og havde spist det uden at vise - endsige byde - hende det først, kaster hun sig uforfærdet ud i en beskrivelse af Mars set fra den lille sten, der blev fundet på Antarktis for nogle år siden, som måske/måske-ikke beviser, at der er eller har været liv på den røde planet. Lækkerbisken En filosofisk interessant mulighed er også, at livet kommer fra Mars i form af slige meteorer, og det gode ved Sobels stil er, at hun får en til at tænke uden at påtvinge bestemte slutninger. Blot påpege interessante realiteter såsom at solformørkelser kun forekommer på Jorden. Ganske enkelt, fordi kun vi er heldige nok til at have en drabant - Månen - der fylder præcis det samme på himlen som Solen (Solens diameter er 400 gange større end Månens, men Månen er 400 gange tættere på jorden). Sælsomt, og Sobels begejstring og fortælleevne er smittende i en grad, så i al fald denne anmelder mere end en gang skrev en mental note om snart at anskaffe et lille teleskop til sommerhusets mere uspolerede nattehimmel. Meget mere kan man vel ikke forlange af en lille lækkerbisken af en bog.