Kunsten er ikke terapi, og den er ikke underholdning. Den er heller ikke opbyggelig. Ikke i nogen klassisk forstand i hvert fald. Derfor falder alle de begrundelser, som dansk kulturpolitik under både Nyrup- og Fogh-regeringen har benyttet sig af til at få flere ind i kunstens haller, skriver kunsthistorikeren Lennart Gottlieb. Flere deltagere lokket ind i kunstrummet på falske præmisser hjælper nemlig hverken kunsten eller dens publikum. Forfejlet kunstpolitik Lennart Gottlieb forsøger noget svært. Han forsøger at redde kunsten fra oplevelseskulturen, fra pædagogisering og kanonisering ved at forklare, hvad det særlige er, som kunstrummet har at byde på. Noget, der ifølge ham, ligger langt fra den danske kulturpolitik. Det er et problem at spænde kunsten for en vogn, hvad enten begrundelsen er, at kunsten giver os indsigter i livet, værktøjer til livstolkning, eller at den binder samfundets løse ender. Der er ingen grund til at drive folk ind på museerne, hvis de ikke gider. Bestræbelserne har heller ikke givet afkast, skriver Gottlieb og henviser til, at andelen af befolkningen, der bruger museerne, har ligget jævnt på 35 procent de seneste ti år. Man må respektere, at folk har forskellige interesser, skriver han. Om man så ændrer kunsten, så den ikke er til at genkende som sådan, får man ikke flere til at komme. »Men man risikerer at miste dem, der gerne vil møde kunsten, hvordan den end måtte tage sig ud«. Mellem beskuer og værk Bogen er en samling af Gottliebs tekster, skrevet til forskellige lejligheder gennem årene. Men fælles for dem er, at de peger på det, der ikke går op. Kostelig er f.eks. hans dissektion af den umulige handling, som Herning Kommune forsøgte: at rejse en sten for Jeppe Aakjærs Jens Vejmand. Dermed skulle den miskendte indsats fra denne samfundets anonyme brik være betalt tilbage. Som om dét kunne lade sig gøre! Overdrivelse fremmer forståelsen og netop dén retoriske figur benytter Gottlieb sig flittigt af. Gerne i kombination med en afmålt, præcis (kunst)historisk eller begrebslig analyse, der giver sortsynet tyngde. I hans forsvar for kunstrummet handler det om den enkeltes interaktion med et værk. Kunstrummet er ikke det rum, der stilles til rådighed for kunsten. Museet er ikke et kunstrum. Kunstrummet er den sum af betydninger og muligheder, der opstår i interaktionen mellem beskuer og værk. Hverken mere eller mindre. Man kan kritisere ham for både at være elitær og have en vis portion solipsisme i sit kunstsyn, der overbetoner det individuelle i både kunstreceptionen og betydningsdannelsen. Men man må samtidig anerkende hans dybe forsvar for kunsthistorisk faglighed og for at holde rummet mellem kunst og betragter fri af politiske overgreb.