Har man en hund, er man aldrig alene. Og når bortses fra de praktiske opgaver, en hund løser i visse erhverv og i store dele af verden, er det den vigtigste grund til, at vi mennesker har hunde. Det er der intet hverken godt eller galt i - sådan er det bare, og vi gør klogt i at erkende det. Livskvalitet Til dem af vore omgivelser, der tror, de afslører en eller anden dyb og nærmest skamfuld sandhed ved at erklære, at vi nok har hund i stedet for barn og/eller partner, kan vi blot smile overbærende. Som psykolog Lone Greva skriver i 'Familiehunden' - blot en fra sæsonens bunke af 'hundehjælpsbøger' - så har omgivelserne ingen ret til at dømme andres motiver og følelser i forhold til dyrehold. Det centrale er nemlig hovedaktørernes, altså ejerens og hundens, livskvalitet. Det problematiske ved at behandle en hund, som om den var et menneske, er, at man så ikke tilgodeser dens artstypiske behov. Det er jo ikke sjovt for nogen at blive gjort til noget andet, end man er. Betinget selvværd Det handler ikke om, hvorvidt hunden sover i sengen. For hunden er et flokdyr, og ud over at den derfor lider under at være meget alene, er det helt i overensstemmelse med dens natur at ligge og putte sig op til sit menneskes lår under dynen. Og hvis man ellers har valgt en passende race uden for lange ben, er det et fuldstændig uproblematisk og totalt hyggeligt arrangement. Hunden er hverken mere eller mindre velopdragen af den grund. Man skal bare skifte sengetøj noget oftere. (Det med at kramme er menneskets behov og ikke hundens - derfor skal den vænnes til at kunne lide det. Og det er ikke sjovt for hvalpe at blive samlet op hele tiden). Intet fornuftigt menneske bør have illusioner om, at en hund føler som vi - men den har elementært brug for vores omsorg, eftersom den er frataget indflydelse på sin egen situation. Og vi har brug for at give den omsorg, blandt andet fordi vores selvværd er betinget af, om der er nogen, for hvem vores tilstedeværelse ikke er ligegyldig. Så enkelt er det, men det er velgørende at læse det så nøgternt som i f.eks. Lone Grevas bog 'Familiehunden'. Kropssprog Forudsætningen for god kommunikation er evnen til at opfatte de signaler, ens samtale- eller samværspartner udsender. Det gælder i endnu højere grad, når man er sammen med dyr, der jo ikke kan udtrykke sig verbalt. Derfor beskæftiger alle ordentlige bøger om hundeopdragelse sig da også med dette. Faktisk er det en god idé at studere fortolkningerne af hundes kropssprog (f.eks. i en af de her nævnte bøger), hvis man har tendens til at være utryg ved hunde eller bare fejlfortolker sin egen hund gang på gang. Det sker nemlig oftere, end man tror. Vidste De for eksempel, at når en hund gaber, er det ikke, fordi den er søvnig, men fordi den er lidt usikker på situationen? Lone Greva råder hundeejerne til at kommunikere på hundens sprog, hvilket indebærer en del smasken, gaben og roden i græsset. Hun er helt klar over, at det kan påkalde sig nogen opmærksomhed og moro fra andre, men det er deres problem ... Entydig belønning I det hele taget er afhængighed af andres opfattelse - her som i de fleste andre af livets forhold - en hæmsko for det gode resultat og den dybe kontakt. Det kan være svært, hvis hunden har gjort noget uacceptabelt, for eksempel tisset op ad nogen, og man har behov for at vise 'offeret', at man ikke er ligeglad. Så vil man for et syns skyld skælde hunden ud, hvilket ikke fører til noget som helst, fordi hunden ikke forbinder de to ting. Det er alle hundebogsforfattere enige om. Således Gwen Bailey: »En ubehagelig oplevelse, der optræder, når adfærden begynder, og slutter, når den holder op, er effektiv, men det er svært at få til at fungere i praksis«. Straf er en ubrugelig indlæringsmetode. Det gælder om at forudse og forebygge uhensigtsmæssig adfærd og samtidig rose al ønskværdig adfærd, så snart den optræder, også når det sker spontant og uafvidende: Hunden finder hurtigt ud af, hvad mennesket ønsker sig af den, når belønningen er hurtig, konsekvent og entydig. Glem aldrig at rose; det er bedre end »nej og fy og kedelig stemning«, som Christina Bruun skriver i 'Hundeliv og hverdagstræning'. Forældede regler Mens alle er enige om, at hunden er tryggest, når mennesket har lederskabet og overblikket, og den bare kan 'follow the leader', så er det ikke længere alle, der mener, at man skal signalere sit lederskab ved aldrig at lade hunden gå forrest; aldrig lade den få mad, før man selv spiser; ved at kun ejeren må indlede kontakt, og ved at hunden kun skal have kontakt som belønning. Samt altså forbud mod ophold i seng eller møbler. Bortset fra det praktiske i at holde møblerne rene og det trafiksikre i, at hunden ikke farer ud af bilen, så er disse 'lederskabsregler' forældede, hævder Lone Greva, og hun argumenterer overbevisende for det. Hun mener, vi besværer vores samvær med hunden ved at trække unødvendige regler ned over det. Grundlæggende kan man undgå hundes (og andres) negative adfærd ved at skabe positive og rettidige alternativer. To slags aggressioner Gwen Bailey har tidligere udgivet den letforståelige 'Hvad tænker min hund?' med masser af illustrationer. Nu har Borgen i samme format udsendt hendes 'Fra fræk til flink hund'. Her behandler hun blandt andet hundes pubertetsproblemer. Nøjagtig som hos mennesker er det noget med hormoner, mindre afhængighed og udfordring af grænser. Gwen Bailey formaner om, at det er vigtigt at skelne mellem statusbetinget aggression og angstaggression. De to kan let forveksles, hvis hunden har bemægtiget sig sofaen, for eksempel. Sofaen er en værdsat ressource, og ved at lægge beslag på den vil en ambitiøs hund (de findes, selv om kampen for at være øverst i rangordenen er blevet udvandet hos kæledyr) måske udfordre mennesket ved at vise sin dominans. På den anden side kan hunden være så bange for menneskets reaktion, at den vil reagere angstaggressivt. For at løse et eventuelt statusproblem og få magten tilbage råder Gwen Bailey os til ikke at lade hunden vinde alle kampe og lege, og hun anbefaler, at man eventuelt omvurderer det forhold, man har til sin hund ... Også hun er inde på artsbehovene: »En veltilfreds hund er som regel en velopdragen hund, så i stedet for at råbe og slå skulle du spekulere over, hvorfor han opfører sig dårligt, og lære ham en bedre opførsel eller tage dig af hans artsbehov«. Det vil sige (for mennesker som for dyr): andet end gulvtæppet at gnave i og tilstrækkelig motion og psykisk stimulering. Og så er hanhunde mere disponerede for adfærdsproblemer end hunhunde ... Tålmodighed kræves Udviklingen i hundeopdragelse følger - dog med nogen forsinkelse - udviklingen i børneopdragelse. Her som der er der forskellige opfattelser af, hvor grænsen skal gå. For eksempel hvad angår adgang til møblerne. Alle er dog enige om rettidig belønning som det helt centrale. Og i 'Hvalpetræning' (forlaget Atelier) advarer Gwen Bailey direkte mod at træne, hvis man er træt, sur eller ked af det. Hunden vil straks mærke det og føle sig presset. Er tålmodigheden ved at slippe op, skal man slutte træningen med en velkendt øvelse og belønne hvalpen, så begge føler sig godt tilpas. Christina Bruun, som har trænet hunde siden midten af 40'erne, husker den tids 'dressur' som meget hård, med kraftige ryk i snoren og afstraffelse. Christina Bruun er uddannet af den svenske arbejdshundeinstruktør Anders Hallgren (forfatter til bl.a. 'Drivkraft og motivation'), men i 'Hundeliv og hverdagstræning' koncentrerer hun sig om almindelige hundeejeres ganske beskedne krav til deres hunds opførsel, såsom at den kommer, når man kalder, og ikke trækker i snoren under gåtur. Til det sidste kan det ikke siges tit nok, at hunde kan få halsskader ('piskesmæld') af, at man rykker i snoren. Det er strengt forbudt! Ifølge Christina Bruun skal man i stedet give et let modtræk, slække på linen igen, vente, til hunden står stille, rose den, gå den modsatte vej og så give hunden godbid og ros, når den følger pænt med. Det er kedeligt for begge parter, men især for hunden, at man ikke kommer videre. Hjælper det ikke, må man stille sig foran den og spærre vejen og sige 'nej'. Da vi nu i modsætning til hunden har talens brug, er det generelt vigtigt, at vi ikke bruger næsten ens ord som gå/stå; dæk/væk; leg/nej osv., som hunden ikke kan skelne fra hinanden. Den værdige død Christina Bruun tager fat i spørgsmålet om kastration af besværlige hanhunde. Nogle (herunder jeg) synes, det er synd. Men som Christina Bruun overbevisende argumenterer, så er det »ofte mere synd for hunden at leve i et påtvunget cølibat, hvis den har store problemer med det. Hunden aner jo intet om det indgreb, der er blevet gjort«. Derimod vil den opdage, at menneskene er mindre irriterede på den, og at den har et mere afslappet og roligt liv. »Nok er det et unaturligt indgreb, men det mest unaturlige er da, at vi mennesker har taget hunden væk fra dens vilde liv og placeret den i vores menneskeboliger uden mulighed for at leve det naturlige flokliv, som den er skabt til«. Men, slutter Christina Bruun, kastration skal kun foretages, hvis det er absolut nødvendigt. Og så beskriver hun smukt den svære sidste tid med en gammel hund, som skal have en værdig død. Beslutningen om aflivning er svær, »men den pine, jeg led i lange tider bagefter, var en pris, jeg måtte betale, for at min hund skulle skånes for lidelse«. I øvrigt er det normalt at sørge i et par år over en død hund. Sorgen bliver ekstra tung, fordi den ikke er accepteret. Men sådan er der så meget.