Ude fra ser Bayt al-'Aqqad ikke ud af noget særligt. Det er kun den stadig nogenlunde rene hvide kalk, der adskiller huset fra nabohusene i den smalle, travle gade. Den beskedne dør fører ind til en lille gård med et stribet stengulv. Videre ad en smal passage snapper man efter vejret, når man pludselig står i et enestående smukt gårdrum omkranset af bygninger på alle sider og med en stor arabisk fontæne i midten. Mod syd ligger iwanen, den hvælvede forhøjning, der er så typisk for islamisk arkitektur - og mod nord smykkes muren af en prægtig mosaik fra Mamluktiden. Vi er i hjertet af det Det danske Institut i Damaskus - et paradis af ro og skønhed, og et af de smukkeste eksempler på dansk-arabisk samarbejde. Hyggesnak Ideen om et dansk institut stammer fra en hyggelig middag hos den daværende danske ambassadør i Syrien, Christian Oldenburg, i 1992. Arkæologen Peder Mortensen og Ingolf Thuesen fra Carsten Niebuhr Instituttet var på vej hjem fra udgravninger i det nordlige Syrien, da ambassadøren luftede tanken om et institut og ville høre, hvad gæsterne mente om udsigterne. De bed på, og Peder Mortensen lagde forsigtige følere ud hos sine syriske kolleger og ikke mindst hos Davids Fond, og da begge svarede positivt, kunne arbejdet med at finde den rigtige beliggenhed gå i gang. Herodes den Stores teater Efter lang tids søgen fandt Peder Mortensen i 1996 med hjælp fra Dr. Houmam al-Za'im, arkæologisk direktør for den gamle by i Damaskus, huset Bayt al-'Aqqad, en totalt forfalden ruin - dog med muligheder, der var åbenbare for Peder Mortensens trænede arkæologøjne. Under de sammenstyrtede mure, nedfaldne lofter, overgroede vægge og usikre gulve tegnede der sig omridset af en klassisk grundplan, skønne mamlukmosaikker og den pragtfulde elleve en halv meter høje iwan, en af de højeste i Damaskus. Siden skulle det vise sig, at der har været beboelse på stedet i over 2.000 år. Huset er funderet på resterne af Herodes den Stores romerske teater, resterne af murværket ses endnu. De udgør en naturlig del af det, som i dag fungerer som sekretærens kontor. Modernisering med sjæl Det er det store arbejde med at restaurere det gamle hus, der nu er beskrevet i et rigt illustreret pragtværk, der ligesom huset selv er bekostet af Davids Fond. Husets 'far' og instituttets første direktør, Peder Mortensen, er hovedredaktør, og de øvrige forfattere er de danske arkitekter, arkæologer, historikere og konservatorer, som deltog i det enorme arbejde sammen med deres syriske kolleger. Først og fremmest gik arbejdet ud på at finde og blive enige om en overordnet plan for restaureringen. Som den hovedansvarlige arkitekt, Bente Lange, skriver: »I et byggeri, der har været på stedet i 2.000 år, giver det ikke nogen mening at tale om det oprindelige«. I stedet definerede arbejdsgruppen fire perioder: De pragtfulde rester af et palads fra 1400-tallet med de bevarede mosaikker, rum med malede vægpaneler og lofter fra Damaskus' blomstringsperiode i 1700-tallet, perioden med 'tyrkisk rokoko', med guldbelagte stukdekorationer og kinesiske vægmalerier fra midt i 1800-tallet og endelig perioden omkring år 1900 med de dengang opførte øst- og vestfløje, der forbinder iwanen i syd med det overdådigt udsmykkede modtagelsesværelse, en såkaldt qu'a, i nord. Disse værdier skulle naturligvis bevares og restaureres, og samtidig besluttede man, at særlige brugsrum som det store køkken fortsat skulle være køkken, selv om tidligere beboere næppe ville genkende det funktionelle rum, der i dag findes under hvælvingerne. Huset skulle indrettes med moderne badeværelser, elektriske installationer, it og klimaanlæg, så det lever op til de krav, der stilles i dag, uden at smadre sjælen undervejs. Konflikter og kompromiser Det er dybt fascinerende også for en lægmand at følge de overvejelser, og man kan roligt sige diskussioner, der lå til grund for de beslutninger, der hele tiden skulle træffes. Fra starten valgte man at nedsætte en ansvarlig arbejdsgruppe - eller bestyrelse, om man vil - bestående af lige antal syrere og danskere. Gruppen var autonom på den måde, at den havde frie hænder og ikke hele tiden skulle tilbage til de respektive nationale baglande for at få godkendt sine beslutninger. Et genitræk, som formodentlig er en stærkt medvirkende årsag til, at huset i dag fremstår så smukt og harmonisk, som det gør. Det tjener både syrere og danskere til ros, at de trods forskellige opfattelser, og forskellige reaktionsmønstre, som - viser det sig - bunder i både kultur og aflønningsmetoder, trods uenighed og kriser undervejs, fandt en arbejdsform, hvor alle måtte bøje af, ingen fik det helt, som de vil have det, men alle er tilfredse med resultatet. Forfalden skole Bayt al-'Aqqad betyder bare 'Aqqad-huset, og navnet stammer fra den velhavende silkehandler Abd al-Qudir ibn Ahmed al-'Aqqad, som købte huset omkring 1900. Han boede her med sin kone, fem sønner og en datter. Datteren forblev ugift og blev boende hjemme, og efterhånden som sønnerne blev gift, fik de hver sin afdeling sammen med deres familier. I 1947 flyttede den sidste 'Aqqad i overensstemmelse med moden ud i et af Damaskus' nye fashionable kvarterer, og huset blev til skole. På et tidspunkt rummede skolen, selv om det lyder ufatteligt, 1.600 elever fordelt på formiddags- og eftermiddagsundervisning, men i 1976 var bygningerne så forfaldne, at eleverne blev flyttet, og huset blev efterladt til sin skæbne som et andet torneroseslot. Der lå det så, til prinsen i skikkelse af en dansk arkæolog kom og vækkede det i 1996. Til glæde for dansk islamforskning og alle med interesse for islamisk kultur. En lækkerbisken For forskere og specialister er denne bog med sin detaljerede gennemgang af restaureringsarbejdet og alle kroge af huset en lækkerbisken. Vi andre kan glæde os over, at der findes visionære institutioner som Davids Fond, at der findes dygtige arkæologer, arkitekter, historikere, konservatorer og pragtfuldt håndværk. Her taler jeg om både huset og bogen. Bogen er skrevet på engelsk og findes desværre ikke i en dansk udgave.