Fra forsiden griner han imødekommende. I vand til halsen og alligevel totalt ovenpå. Billedet af Klaus Riskær Pedersen - forhenværende forretningsmand, politiker, bladudgiver, familiefar, ja, forhenværende alt - stammer tilsyneladende fra hans velmagtsdage, hvor millionerne bugnede på kontoen og både forretnings- og privatliv lå i overhalingsbanen. Millionerne er væk, forretningerne er parkeret i nødsporet og lige nu kører en retssag om skyld og skam, og alligevel skryder Riskær på stort set alle 217 ligegyldige sider i bogen 'Riskær under overfladen'. Troværdighedsproblem Bogen er skrevet af journalisten Ulrik Sass, og Riskær har selv medvirket i lange interviewpassager. Her træder han ikke ligefrem vande, men placerer ansvaret for perlerækken af fiaskoer hos banker og andre lavpandede institutioner og personer, som havde højdeskræk og ikke fattede storheden i en iværksætter som Riskær. Har man ikke erhvervssiderne som første prioriteret i gennemgangen af den daglige avis, kan det være vanskeligt at vurdere, om de mange bortforklaringer alene tjener til hvidvaskning af personen selv, eller om Riskær har en pointe omkring det lavloftede erhvervsklima i Danmark. Men uanset hvad, har Riskær og hans fortæller et stort troværdighedsproblem, fordi hans vrede virker så pubertær og unuanceret. Tænk, at et så storladent talent på finanshimmelen kun har været omgivet af idioter. Gumpetunge politikere Bogen skrider kronologisk frem og giver et detaljeret indblik i Riskærs opvækst og barndom hos dels en hippiefar, dels i moderens mere borgerlige familie. Lige bestemt den kontrast er tæt beskrevet tidligere, og bruges - igen - som forklaring på Riskærs entreprenante trang til at sætte i værk. Mere kyndige øjne ville måske ligefrem beskrive afsnittene om Riskærs barndom som opskriften på en grænsesøgende person uden den store indsigt eller følelse for andre mennesker, hvad Riskær i bogen - ufrivilligt, må man formode - præsterer eksempler på. Ikke mindst i de vrede overgreb på den tidligere fru Riskær. Bogen fører en tur gennem alle erhvervseventyrerne, der én efter én ryger til bunds, og det politiske eventyr som medlem af EU-parlamentet for Venstre får også sine mange linjer. Og igen er forklaringen på eksklusionen fra partiet ikke, at Riskær dummede sig og ikke kunne læse de store bogstaver på væggen. I stedet var de øvrige politikere for gumpetunge og lavpandede til at begribe og rumme den politiske komet, som susede over deres himmel. Kedsommeligt livsmål Alt det storskrydende og selvovervurderende kunne man måske endda leve med, hvis manden bag var interessant. Hvis alle hans kræfter, visioner, skæve og skøre ideer og indfald var brugt til at flytte og ommøblere verden. Men Riskær har i alle årene haft et uendeligt kedsommeligt formål - at tjene penge til sig selv. Hvis den paradoksale opvækst, hans gode hoved og fandenivoldske omgang med andre menneskers penge i det mindste var brugt til at få en sjov vindmølle til at snurre, til at få en stomipose til at syne fiks eller en ny blomst til at gro, ville hans personlighed måske have været interessant. Men når det alene handler om at avle nye penge for så at tabe dem igen, får man end ikke lyst til at se under overfladen.