Der er frem for alt én mystisk hændelse, som kommer til at bestemme Edvard Munchs liv. I september 1902, hvor maleren er 38 år gammel, befinder Munch sig i sit hus i Åsgårdstrand ved kysten sammen med Tulla Larsen, blot kaldet Tulla. Han og hun har gennem flere år haft et højst ambivalent forhold, efter at han i efteråret 1899 tilbyder den formuende borgerdatter et proformaægteskab. Selvmordsforsøg I sommeren 1900 gennemfører de to - for hendes midler, naturligvis - en håbløs rejse gennem Europa; en rejse, som hun opfatter som en 'bryllupsrejse' før tid, mens Munch på sin side helt konkret forsøger at flygte fra hendes erotiske appetit gennem Italien og Schweiz! To år senere forsøger Tulla at begå selvmord med morfin, og efterfølgende inviterer Munch hende med til Åsgårdstrand. Men allerede efter et døgn sammen med Tulla mærker Munch, at han befinder sig i en situation uden flugtmuligheder: »Jeg kunne altså ikke jage hende - heller ikke prygle hende - Leve med hende heller ikke«. Varmende og fortærende Efter et nervespændt skænderi om formiddagen, som biografen Atle Næss gengiver ved hjælp af Munchs egne optegnelser, kulminerer den uudholdelige situation i, at der bliver affyret et skud med en revolver. Skuddet går gennem Munchs venstre hånds langfinger, som det dog lykkes lægerne at redde ved en operation. Munch selv har ingen klar erindring om det fatale øjeblik, men fortolker det senere sådan, at han har skudt sig med »den anden vilje«, som om der ikke var nogen anden udvej eller mulig slutning på den fortrædelige kærlighedshistorie. Atle Næss ser derimod skudepisoden som udtryk for, hvor langt Munch kunne gå i sin fortvivlelse og frygt for at blive lukket inde i et ægteskab, som ville tage kraften ud af hans arbejde. »Kvinden er som ilden, varmende og fortærende«, lyder et af hans - og tidens - yndlingstemaer. Selvødelæggelse I årene efter skuddet i Åsgårdstrand bliver Munch mere og mere paranoid: Tulla og hendes kreds lurer på ham overalt, uanset om han befinder sig i Norge eller udenlands. Selv skriver han om »det lille helvede som har fundet behag i at tage ophold i mit indre«. Det minder ikke så lidt om vennen og fjenden Strindbergs Infernokrise i Paris ti år før, når Munch på Giebfrieds hotel i Hamburg i 1905 hallucinerer om fjender, der trænger ind på ham og tvinger ham til at flygte ud på gaden. Munchs selvødelæggelse med alkohol bliver stadig mere omfattende i netop de år, hvor hans værker for alvor slår igennem på kontinentet, først og fremmest i hans andet hjemland, Tyskland. Men i efteråret 1908 er det slut med rødvin og absint: Munch bliver indlagt på dr. Jacobsens privatklinik på Kochsvej på Frederiksberg, og i de følgende syv måneder - som overraskende nok er uhyre produktive - bliver han fuldkommen afgiftet. Fortaber sig i detaljer Historien med Tulla bruger Atle Næss til at vise, hvor tæt knyttet Munchs identitet er til det at være 'den forfulgte kunstner'. Biografen bruger løs af primærkilder som Munchs breve, dagbogsoptegnelser og litterære skitser, hvilket giver blod til et kulørt portræt af angstmaleren, som får lov til at bevare mytens skær af farlighed, netop fordi Atle Næss ikke diskuterer forskellen på de forskellige genrer eller graden af Munchs selviscenesættelse. I et desværre alt for kort afsnit om Munchs selvportrætter, som bryder den ellers noget trivielle kronologiske livsfremstilling, skriver Næss, at selvportrættet for Munch er en »udforskning af kunstnerens eller det alt for følsomme menneskes vilkår«. Desværre lykkes Atle Næss ikke med at gøre maleren Munch til genstand for en lignende udforskning - dertil fortaber han sig for inderligt i et væld af detaljer fra Munchs lange liv, ligesom han citerer i ét væk fra de mange hårde anmeldelser i de norske aviser, som kom den grimme ælling Munch til del. Endelig skal vi trækkes med historier om den evindelige pengeknaphed med nøjagtige angivelser af de redningsbeløb, som bliver sendt til Munch i Berlin og Paris. Munter museumskustode Min hovedanke mod biografien er imidlertid, at Atle Næss på den ene side berømmer »Munchs evne til at trække noget essentielt almenmenneskeligt ud af sine mest private erfaringer«. På den anden side fører Næss' tolkninger af Munchs malerier (bogen er veludstyret med fire gange otte siders reproduktioner i farver) præcis den modsatte vej: Fra det almenmenneskelige, som lyser ud af malerierne, til det private i Munchs liv - vi bliver oplyst om, hvem der er hvem på billedet, og hvad Munchs motiv til at male det mon har været. Der er for megen munter anekdotefortællende museumskustode over Atle Næss og for lidt vilje eller evne til at udforske Munchs gennemgribende følelse af »angst for noget jeg ikke vidste hvad var«. Ligesom livsfremstillingen gungrer af sted, gør Niels Lyngsøs totakters rugbrødsmotor af en oversættelse det også. Et par eksempler, som ikke bør efterleves: det norske ord 'dress' glider over i den danske udgave som et blodsprængt hvidt dress, ikke et jakkesæt; Munch er selvstændig næringsdrivende, ikke erhvervsdrivende; en ung pige, som Munch portrætterer, pakker sig godt ind i et stribet skærf, ikke et tørklæde.