1. januar 2006 træder en ny lovgivning i kraft om børns anbringelse uden for hjemmet. For netop 100 hundrede år siden kom den første lov om børns anbringelse. Hundrede år med en række børnelove, der alle, i hvert fald på papiret, er udtryk for forbedringer for børnene og for den socialpædagogiske indsats. Men er det reelt tilfældet, når der gennem hele denne historiske periode til stadighed er anbragt omkring 1 procent af børnene, og andelen, der modtager støtte, ligger på omkring 4-5 procent. Et stadig rigere samfund, en stadig mere human og socialterapeutisk opfattelse af børn og familier - og så alligevel nogenlunde samme andel af børnene anbragt uden for hjemmet. Hvad er forklaringen og virkeligheden bag denne kendsgerning? Statslig styring Sociologen Inge Bryderup bidrager til en forståelse af problemet i et stort arbejde, der behandler alle børnelovene gennem de hundrede år. Fra den første i 1905, hvor 'Værgerådet' bliver en ny institution, og staten træder ind og stiller krav. Nu skal børn ikke mere anbringes efter at have været sat på auktion i den lokale avis og blive overgivet til den lavestbydende. Nu træder staten ind med visse krav. Og den ene børnelov efter den anden lægger til med ny lovgivning, nye ord for institutionerne, nye former for tilsyn og økonomiske ordninger. Det sker i forbindelse med generelle reformer på socialområdet: Steinckes socialreform i 1933, bistandsloven fra 1976 og serviceloven fra 1998. Indimellem er der mange mindre ændringer direkte på børneområdet. Den seneste er anbringelsesreformen, der træder i kraft 1. januar 2006. Det er en historie om statens stærkere og stærkere styring af de ydre forhold omkring anbringelserne, mens de private står for indholdet og pædagogikken. F.eks. i de mange kristelige institutioner. I begyndelsen med meget frie rammer, hvor det alene er tilsynet, der formulerer det offentliges krav og stopper overgrebene. Social arv Bryderup skriver meget kompetent om denne udvikling og giver et kæmpestort overblik. Hun bygger på mange kilder, fra de statistikker, der måtte være til rådighed i starten (op gennem århundredet stiger antallet betydeligt), til personlige beretninger, årbøger, artikler i Børnesagen Tidende og litterære beretninger. Det er historier om børn, der udsættes for grov og hårdhændet behandling langt op til vores tid. Børn behandles som de lag, de kommer fra: Arbejderklassens børn opdrages til at fortsætte et liv i armod. Snæver vinkel Bogen beretter om statens stigende rolle, om professionaliseringen af den socialpædagogiske indsats og om en stigende specialisering. Fra to institutionstyper i starten: børnehjem og opdragelsesanstalter - til døgninstitutioner af mange slags ved slutningen af århundredet. Men det er måske en linje, der brydes med kommunalreformen, hvor tendensen netop formodes at gå mod afspecialisering. Bogens udgangspunkt er, at alle børnelovene udformes over stort set samme skabelon. Og denne vinkel følges bogen igennem som en fast disposition. Dermed påvises også en betydelig kontinuitet i hele børnearbejdet, og det er i sig selv dybt interessant. Men det er også problematisk, fordi det giver en større eller mindre blindhed over for de andre påvirkninger af hele børnearbejdet op gennem århundredet. Det er f.eks. psykologien, der sætter sit præg fra 1950'erne; det er indholdet i de socialpædagogiske uddannelser fra 1960; det er en massiv forskning fra 1980'erne; og det er børns retsstilling og børnekonventionen fra 1990'erne. Det er påvirkninger, der på mange måder kunne have været vurderet separat: Skabte de forbedringer - eller var det krusninger? Står vi i dag med et børnesyn, der sikrer børn en mere værdig behandling, også når de anbringes uden for hjemmet - selv om vi samfundsmæssigt udskiller lige så mange som tidligere? Eller er det snarere sådan, at en anbringelse altid er en stor risiko for at ødelægge livsvigtige bånd i et barns liv - og det er vi ikke blevet meget bedre til at forhindre, trods vores viden og vores velstand? Vi anbringer mere og mere nænsomt, men handler alligevel brutalt i forhold til børn og deres opvækst. Inviterer til dialog Bryderups bog viser modsætningen i hele dette forsorgsområde, og det er et imponerende arbejde. Der er både et kæmpeoverblik og masser af detaljer; der er skæbner og statistik. Det er en bog, der vil være nyttig i en enhver tilgang til hele det socialpædagogiske område. Og så er det vel ikke nogen skade for en bog, at den lægger op til dialog eller tvinger sin læser til også at inddrage andre synsvinkler på udviklingen.