»På spørgsmålet om, hvad jeg ville have gjort, er svaret entydigt: Ja, jeg ville pine dette menneske så længe, at han røbede, hvor han havde gemt sit gidsel - og under alle omstændigheder ville grænsen for, hvad jeg gjorde, ikke blive trukket af min medfølelse med denne person, men af den væmmelse ved mig selv, som før eller siden indtræder«. Med disse ord svarer en af Tysklands skarpe intellektuelle, Jan Philipp Reemtsma, på, hvad han ville have gjort, hvis han havde været i samme situation som vicepolitimester Wolfgang Daschner i Frankfurt. Daschner havde i 2001 truet en kidnapper med vold, hvis han ikke røbede, hvor han havde gemt en bortført dreng. Daschner frygtede med rette for drengens liv, og kidnapperen brød sammen og tilstod. Drengen kunne ingen dog redde. Han var allerede myrdet. Daschner fik senere en betinget dom for at have truet med tortur. Højlydte krav Kravene om genindførelse af tortur i de demokratiske retsstater har været højlydte i mange år og er blevet voldsomt skærpede efter terrorangrebene på USA 11. september 2001. Daschner-sagen er bare et lille, om end håndgribeligt hjørne af en stor problemstilling, som en række fortalere for torturens rehabilitering, fra Clint Eastwood i 'Dirty Harry' til den afdøde tyske filosof Niklas Luhmann, har rejst i offentligheden. Men kan en retsstat anvende tortur, spørger Reemtsma i en lille fremragende akademisk debatbog. Tordnende nej Det store retsfilosofiske og moralske spørgsmål lyder: Kan eller skal vi i retssamfundets navn torturere en tilfangetagen terrorist, hvis man derved kan få ham til at røbe selvmordsaktioner, der truer tusinder af menneskeliv? Som man ser, er professor, dr.phil. Jan Philipp Reemtsma ikke i tvivl - hvis man vel at mærke spørger ham som privatmand (og som tidligere gidsel). Hvis man derimod spørger ham som sociolog og retsfilosof, om man skal genindføre den tortur, den tyske retsstat afskaffede efter Hitler-diktaturets sammenbrud, er svaret et lige så tordnende nej. Retsstatens forudsætning er, at dens borgere kan stole på, at staten anerkender det menneskeværd, der er dem sikret i grundloven som retssubjekter. Det er den korte historie. Den lange er mere interessant. Meningsløs argumentation Luhmann og en række fremtrædende tyske jurister argumenterer for, at lov og ret må være udtryk for sund fornuft. Ret kan kun forstås som »positiv ret«, altså som love, vedtaget af lovgivende forsamlinger. Her begynder og slutter en stats juridiske fundament. Lovgivningen er udtryk for politiske interesser og hviler ikke i sidste ende på uafviselige metafysiske normer som f.eks. naturretlige forestillinger om menneskerettigheder eller menneskeværd. Hvis det er udtryk for sund fornuft, at man undgår en større katastrofe ved at forårsage en mindre, f.eks. ved at underkaste en terrorist tortur, burde også det kunne blive anerkendt lov. Reemtsma afviser med rette denne argumentation som meningsløs. I politik er fornuft aldrig i ental, og man kunne tilføje, at man slet ikke kan tænke sig politik uden metafysik. (F.eks. ville det ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt være klogt at tage livet af alle ældre, når de ikke mere kan klare sig selv. Men vedtog man det, ville vores samfund gå i omgående opløsning, og det ville ikke være særlig fornuftigt). Reemtsma påviser, at den moderne retsstat netop er opstået i kampen mod tortur og menneskeforagtende vold fra statens side. Skrøbelige erobringer Retsstaten skyldes menneskers ønske om at leve i en verden, der er mindre grusom end den, de er vokset op i. Den er ikke udtryk for fornuftige menneskers fornuftige vedtagelser. Den er udtryk for civilisation. »Kampen mod tortur var en stor historisk kamp mellem modsatrettede forestillinger. Det var ikke fornuftige argumenter, der førte til afskaffelsen af tortur i den europæiske retspleje«, skriver han. Det var i afsky over for statslig grusomhed, at folk kort før den franske revolution i 1789 stormede et skafot og slog bødlens torturredskaber itu. Reemtsma går så vidt, at han skriver, at kampen mod tortur er selve det sted, hvor idéen om en retsstat og idéen om menneske- og borgerrettigheder mødes. Historien, og ikke mindst den tyske, viser os, hvor skrøbelige disse erobringer er. Men igen: FN's menneskerettighedserklæring hviler på præcis samme grundlag. Indlysende svar Men hvis vi nu kunne nøjes med at se nøgternt på sagen og se bort fra, at man risikerer at torturere de forkerte, at selv de rette ikke sidder inde med de ønskede oplysninger, at torturtilståelser meget langtfra er pålidelige, at tortur ofte (eller måske altid) tjener ganske andre sadistiske formål end de påståede osv., osv., kunne man så ikke legalisere tortur? I så fald, svarer Reemtsma, må vi som retsstat også klargøre i loven, hvilke torturmidler vi vil anvende, hvem der skal bruge midlerne, hvor langt man skal gå, hvornår man kan torturere, og hvornår man skal. En række praktiske spørgsmål, som ingen retsstat hidtil har lagt frem til offentlig debat. Hvorfor mon Israel har droppet »legaliseret tortur« i sin terrorbekæmpelse? Hvorfor mon USA gemmer sine torturkamre væk i Guantánamo-basen? Hvorfor mon det gik så gruelig galt i Abu Ghraib? Og hvorfor mon USA udliciterer torturen til venligt indstillede slyngelstater? Svaret er det samme og giver sig af sig selv.