Fyrværkeri er festligt, flot - og farligt. Samtidig er det en fornem del af vor kulturarv. I århundreder er store begivenheder blevet markeret med fyrværkeri. Fyrværkerne var i sving ved Christian IV's kroning i 1596, ved Københavns 800-års jubilæum i 1967, som blev fejret med et fyrværkeri, der - som nogle måske husker - var lidt længe om at komme i gang, og senest ved kronprinsebrylluppet i 2004. Siden grundlæggelsen har fyrværkeri været et centralt indslag i Tivolis underholdning. Dertil kommer privat afskydning af fyrværkeri, som vi oplever det nytårsaften, hvor der altid er nogle, som kommer til skade, hvad enten det skyldes egen eller andres letsindighed. Totalteater Tivolis mangeårige kunstfyrværker, Lars Hoffmann Barfod, har sammen med Ole Svensson og Michael Varming udsendt en bog om fyrværkeriets historie, der meget passende er udkommet op til nytår. Resultatet er blevet en i mange henseender glimrende introduktion til 500 års fyrværkeritradition. Fyrværkeriet var nært forbundet med udvikling af skydevåben og militært sprængstof, og de festfyrværkerier, der ledsagede renæssancens fyrstefester var også en demonstration af militær kapacitet, selv om man selvfølgelig ikke røbede hemmeligheder. Fyrstefesterne var en slags totalteater, der foruden fyrværkeri omfattede optog, optræden, ringrending og turneringer. Festerne var en iscenesættelse af kongemagten; de enkelte indslag var gerne spækket med moralske og politiske pointer, der priste monarkiet. Fyrværkerne afbrændte fantasifuldt udformede figurer; det kunne være en drage, der symboliserede det onde, eller som ved Christian IV's kroning i 1596 en tyrkisk fæstning. Her var det et fjendebillede, der i egentligste forstand blev brændt af. Misforståelser og unøjagtigheder Afsnittene om ældre tiders festfyrværkeri er gode og interessante, for så vidt angår det tekniske og rent fyrværkshistoriske. Derimod kikser det, når forfatterne vil sætte fyrværkeriet ind i en almindelig politisk-historisk ramme. Det historiske stof er kritikløst plukket ud af forskellige værker, hvilket har ført til misforståelser. Det gælder således forfatternes betragtninger over Øresundstolden og Norges statsretlige stilling. Og Christian IV var ikke kronprins, inden han blev konge; han var udvalgt prins. Kronprins er en titel, som er knyttet til arvekongedømmet, som først bliver gennemført i 1660. Den slags unøjagtigheder er der mange af, og det er ekstra dumt, fordi mange af de forkerte informationer slet ikke er nødvendige i forhold til hovedtemaet: fyrværkeriet. Dertil kommer flere tvivlsomme anekdoter. I øvrigt kunne forlaget have sikret sig mod fejlene ved at have ladet en historisk konsulent gennemgå manuskriptet. Stemningen er væk Bortset herfra er bogen en fornøjelse; de tekniske afsnit er pædagogisk vellykkede og særdeles oplysende; også afsnittet om fyrværkeri i Tivoli fra Carstensens tid til i dag er rigtig godt. Og så må man undre sig over, at Tivoli ikke længere vil have en rigtig kunstfyrværker til at stå for havens fyrværkeri. Dermed er Tivoli med til at ødelægge en fornem tradition for kunstfyrværkeri, der går tilbage til renæssancen. Man svigter en kulturel opgave. Men det falder jo godt i tråd med den banalisering, som den gamle have har gennemløbet de senere år, hvor der i stigende grad er blevet satset på mainstreamforlystelser af den voldsomme karakter; oven i købet er de ødelæggende for havens æstetik og i øvrigt også for det københavnske bybillede. Det har uden tvivl givet pote økonomisk, men stemningen er væk. Men bulder og brag og stærke farver skal vi nok få, når Tivolis fyrværkeri udbydes i licitation. Kun for professionelle Forfatterne kommer også ind på det moderne konsumfyrværkeri og privates afbrænding, der i de senere år har taget voldsomt overhånd. Budskabet er klart: Fyrværkeri er for de professionelle. Ikke alene er det farligt for amatører; der er også en æstetisk dimension. Nytårsaften er en lidelse, ikke alene på grund af de alt for voldsomme brag. Himlen er et disharmonisk farvekaos, og hermed er vi så langt borte fra det, som var de gamle kunstfyrværkeres ideal: skønhed og harmoni. Kunstfyrværkeri er en fornem del af vor kultur, som vi bør værne om og give videre til kommende generationer. Lars Hoffmann Barfod og medforfattere har derfor ret: Fyrværkeri er for de professionelle. Uden sagkundskab banaliseres og dør traditionen. Megen indsigt er nedlagt i bogen, der lyses op af smukke illustrationer.