Julen skal genopfindes år efter år. Det er i hvert fald det indtryk, man får ved at kigge i årets høst af julebøger. Godt nok hedder det næsten truende i sangen: »rør blot ikke ved min gamle jul!« - og for de heldige og/eller etablerede skal julen helst ligne sig selv fra år til år. På dette sted bør vi nu også sende en venlig tanke til alle dem, der håber, at julen ikke kommer til at ligne den sidste år - med en opfordring til selv at gøre noget ved det. Enten gå tilbage til start - eller melde sig ud ... Overflod Nå, vi vender tilbage til målgruppen: dem, der gider. De behøver dog ikke gide alle de her omtalte bøger - for skal vi være helt ærlige, er de alle overflødige i forskellig grad. Men uden overflod og overflødighed og en vis absurditet: ingen jul ... Så vi 'pynter' vores i forvejen overfyldte hjem med alskens mere eller mindre elskede effekter, som så skal pilles ned eller fejes op bagefter. Har man ikke nok i forvejen eller i forretningernes fantasifulde udbud, og har man masser af tid, tålmodighed og plads, kan man kaste sig over de gør det selv-julepyntsbøger, der med usvigelig sikkerhed kommer på markedet hvert år. Positivt livssyn Decideret håndarbejde er der i Birte Aartuns 'Glade jul' og Gro T. Rykkelids 'Engle du selv kan lave'. De to forfattere er norske, og på deres modersmål ville man sige, at meget af det, de foreslår, man strikker, hækler og især klistrer, er så 'stygt,' at det gælder om at undgå det. Filtede tøfler kan gå an (det er straks værre med nissehuer med reflekser) - men det er altså svært at filte og ikke lige noget, man lærer før jul. Jeg takker da for ideen med at bruge en gammel brødform som adventsstage. Men hvad mener De f.eks. om hæklede kugler og snekrystaller til juletræet (farverne? rød og hvid ...). Der er kegler i træ og styropor og vatkugler over hele linjen. Der er brune stofengle, perleengle af ståltråd, engle med dukkehoved, der ligner døde spædbørn - og det meste kan fås hos Panduro Hobby. Grundtonen er udtrykt således: »Det er utroligt, at der findes så mange flotte bånd«, og det er jo et positivt livssyn. Hvis de helt små skal være med, gør det jo heller intet, at resultatet bliver, hvad man kunne kalde 'grimt' ... vel? Trendy styling Imidlertid demonstrerer Gitte Schou Hansens 'De små juler', at det kan lade sig gøre med små midler og ditto evner og vel at mærke langt hen ad vejen de samme ingredienser (f.eks. de skrækkelige rørperler) at lave noget sødt, som alle parter kan være bekendt. Opløftende resultater med såre primitive, for ikke at sige fortærskede ingredienser. Ingredienserne er bevidst meget lidt fortærskede i stylistparret Lise og Kristian Septimus Kroghs 'Julealfabetet'. Konceptet - at alfabetets bogstaver bestemmer kapitlernes indhold - holder fint med Adventskrans og Bord og Chili og Chokolade, også med Glasklokke i stedet for den forventelige Gran. Den er nærmest bandlyst til fordel for olivenkviste. Det går også med Rose og Værtindegave (selv om jeg helst ville undvære de viste) og til en vis grad med Slædehund (selv om det ikke har meget med en dansk families muligheder at gøre); men det kniber for alvor, når ordet er Yndig, Udeliv, X-mas og Zigzag. Men med god vilje sluger vi det. Til gengæld skal hr. og fru Krogh så også æde deres ord om julens »smukke snedækkede landskaber, den høje blå himmel og de frostklare nætter« med »knitrende ild i pejsen«. Giv lige virkelighedens tågede, våde jul en chance ... Det er dér vi har brug for styling! Forfatternes profession som henholdsvis reklamefotograf og boligskribent fornægter sig ikke - på godt og ondt. Hør blot under 'Mos'. »Helt nye udtryk kommer frem i juledekorationerne ved at skifte det traditionelle grønne mos ud med hvidt islandsk mos, også kaldet rensdyrmos«. Og så er der en opskrift på en sandstensurtepotte med en hvid rose, hvis blomsterblade i kanten er påsmurt lim og dyppet i sølvglimmer. »I kanten, hvor mosset støder op til urtepottekanten, er lagt en fin glimmertråd, og perler er drysset ud over mosset«. Uanstændigt griseri Man kan også, sammen med børnene, lave noget mindre prætentiøst og kostbart: en istapguirlande af avispapir, dekoreret med glimmerlim og små stykker stanniol. (Må frarådes folk, der enten arbejder på en avis eller af andre grunde ikke kan abstrahere fra børskurserne og krigene på papiret ...). Der er dødlækre fotografier i 'Julealfabetet'. Men de bør nydes uden nogen ambitioner om efterligning i virkeligheden - for det kan kun give nederlag ... eller kvalme. Og skal vi så lige tage en opskrift på chokoladefondue med chili og ingefær? Nej, vi har ikke godt af det, og det griser garanteret helt uanstændigt ... Lad os hellere læse en historie for de små. Hurtig-Hans og Futteline Til oplæsning er der kommet to 'julekalenderbøger', der er bygget op med en historie for hver af de 24 decemberdage til jul. (Det må så blive næste år ...). Den bedste er efter min mening Bent Rasmussens 'Fjæs og nisserne i skoven', fordi den har både fokus og spænding og en sammenhængende historie, der trods høj hyggefaktor ikke er for pyssenysset. Den handler om skovhuggeren Hurtig-Hans og hans lille runde kone Futteline, der mærker efterveerne af en vildsom krig mellem elverkongen og trolden Fjæs. Fjæs tabte til den flommefede elverkonge og har gemt sig nær skovhuggerparrets lille skæve hus med syv nisser, han i sin tid tog til fange. Nu, da han har tabt slaget, har han i raseri jaget nisserne ud i skoven og forvandlet dem til træer. Dem fælder Hurtig-Hans en efter en ... og en efter en slår Pjotr, Pedro, Posse, Prygl, Proper, Polter og Pynt sig ned en tid hos skovhuggeren, inden de går ud og tager hævn! Der er også nøkker, drager og ræve, der æder Futtelines høns. Desuden kan Fjæs antage forskellige skikkelser. Og så kan historien begynde. Hvert kapitel indledes med et lille, mundret vers og en fin akvarel med fart og farver. Småborgerlige nisser Esben Hanefelt Kristensens tegninger i hans egen '24 dage i nissernes liv' er helt anderledes statiske, men smukke. Billedfeltet er helt fyldt ud af kunstnerens karakteristiske dekorative og farvestrålende ornamentering (kendt fra kirkelige udgivelser) med udgangspunkt i naturens egne mønstre: svanens fjer, kattens striber, de nøgne grene, himlen. Her står historien svagere: Der er mange fine detaljer, såsom bogstavrim og underfundigheder, men det kniber med et sammenhængende univers, og tonen er for tam. Det skal være for billederne, man køber denne bog; historien kan ikke konkurrere med klassikerne. Det er der nu ikke meget, der kan, og da slet ikke Bent Bjerrings 'Skovnissen Mia', der er sød, men ubehjælpsom i både tekst og streg. Men bogen bærer præg af at være et personligt, terapeutisk projekt, som jeg ikke kan nænne at kritisere. Vi skal være søde her i juletiden. Generelt vil jeg dog fastholde, at det næsten ikke er til at bære, når vi mennesker gør nisser lige så småborgerlige, som vi selv er. Så har de da helt mistet deres funktion ...