Mødet mellem den vestlige og den arabiske verden - eller mellem kristen og muslimsk kultur - skaber en del spændinger i disse år, hvad man skal være både døv og blind for ikke at have bemærket. Som oftest finder mødet dog sted i fred og fordragelighed, men desværre, for det store flertal, eksisterer der i begge lejre et mindretal af højtråbende fanatikere, der insisterer på at gøre mødet til et sammenstød, til en civilisations- og religionskrig. Tolerance På den baggrund er der grund til at glæde sig over udgivelsen af dialogbogen, 'Tro mod tro'. Her er et eksempel på, hvordan de mange modsætninger de to kulturer imellem ikke behøver resultere i konflikt og sammenstød, når bare parterne er villige til at anerkende og oprigtigt ønsker at forstå den andens synspunkter. Samtaleparterne er politikeren Naser Khader og præsten Kathrine Lilleør, der som de mediepersonligheder, de er, vel ikke behøver nærmere præsentation. Eksistensforkyndelse 'Tro mod tro' består af en række samtaler om kristendom og islam, hvor Khader og Lilleør i en blanding af personlige betragtninger og faglig formidling belyser religionernes positive såvel som negative sider. Khader er hård i sin kritik af yderligtgående islam. Forudsætningen er en slags demokratisk fundamentalisme, der kræver, at religionen tilpasser sig demokratiet og de demokratiske værdier. Lilleør mener ikke, at demokratiet på den måde kan tvinges ned over religionen, men at islam må lære at fokusere på »eksistensforkyndelsen«, dvs. på troen som personlig livsmening og eksistensorientering snarere end som lov og politik. Provokerende For alle os, der i forvejen er indstillet på dialog og har et - kunne man sige - afslappet forhold til religionen, er der intet overraskende i, at Khader og Lilleør kan sætte deres tro til diskussion, uden at det ender i aggressive forsvar og polemiske angreb. Det manglede da bare, tænker vi. Men spørgsmålet er, om bogen ikke alligevel står i fare for at skabe mere konflikt end forsoning. Khader virker åbenbart usædvanlig provokerende på den hårde kerne af antidemokratiske islamister, der betragter hans »demokratiske fundamentalisme« og »kulturislam« som religiøst højforræderi. Af samme grund kan Khader ikke længere færdes i offentligheden uden politibeskyttelse. Ironisk bid Pointen: Det latente sammenstød mellem Vesten og den arabiske verden, mellem kristendom og islam kan muligvis forhindres i at bryde ud, hvis dialogen får lov at sejre. Khader og Lilleør er på flertallets side. Her fører uenighed ikke til fjendskab, men styrker derimod interessen for at forstå og lære nyt. Her er ingen fanatisme og mordtrusler; kun forsoning trods uenighed. Men hvad hjælper det, når de fleste religiøse fundamentalister alligevel er uden for pædagogisk rækkevidde? Når dialogen kun føres af parter, der i forvejen bekender sig til tolerancens og den gensidige respekts principper? 'Tro mod tro' er en sympatisk bog og såmænd også ganske lærerig. Lilleør og Khader formulerer sig meget klart og ikke sjældent med forfriskende ironisk bid. Gid samtaler om tro kunne forløbe på sådanne præmisser noget oftere. Gid bare én religiøs ekstremist ville læse bogen og tage ved lære af dens eksempel. Måske et naivt håb?