Profetens kappe' følger mullah Ali Hashemis opvækst og uddannelse i præstebyen Qom i shahens Iran frem til den islamiske revolution i 1979, hvor han underviste ved Teherans universitet. Det er historien om en eksisterende mullah, som forfatteren lader optræde anonymt, da han tilhører det liberale præsteskab. Han er legemliggørelsen af kampen imellem præsterne, der ser sig som Guds forvalter af både det politiske og åndelige liv, og de mullaher, der, som han, ser islam »som lige dele politik og rituel renhed« og religiøs viden som instrument for retfærdighed. Dyb indsigt i Irans religiøse kulturhistorie og skepsis over for autoriteterne præger Ali. Levende samfund Hans barndomserindringer fra basaren i Qom giver et levende billede af det folkelige offentlige rum. »Basaren og moskeen er de to lunger i samfundslivet i Iran«, den ene for det politiske, den anden for det åndelige liv. »Når det politiske liv koger over«, hedder det, at »basaren er i uorden« med et klassisk persisk udtryk. »Når basaren koger over, bliver den ganske enkelt lukket«. De livlige debatter i basaren og i mullahers uformelle politiske diskussionsnetværk viser et levende samfund i skarp modsætning til den udbredte opfattelse af et ensrettet præstestyre. Rejse i tiden Selv blev Ali politiseret under krigen i Algeriet. Han konkluderer, at »Iran og den islamiske verden havde brug for en mand, der kunne gøre modstand imod europæerne, ellers kom ingen til at betale for de menneskeliv, der var brændt op i Algeriet og alle andre steder, hvor mennesker kæmpede imod undertrykkelse«. Professor i islamisk historie ved Harvard Universitet, Roy Mottahedeh, besluttede at skrive bogen, da det gik op for ham, at iranske mullahers uddannelse begynder med kurser i retorik og logik, fag med rødder i den klassiske græske oldtid. Bogen viser, at iranske lærde måske har forstået Aristoteles bedre end mange europæiske. Bogen er en rejse igennem tusind års iransk idé- og kulturhistorie med fascinerende dyk ned i persisk poesi. Mottahedeh, der blev interviewet til Politiken 20. november, siger, at han bl.a. har skrevet for at få vesterlændinges øjne op for »den destruktive og historisk helt forfejlede opfattelse af iranere som primitive og vildførte religiøse fanatikere«. Han forstår »Vestens frygt for det iranske atomprogram«, men maner til forståelse for et kulturfolks stræben efter videnskabelige fremskridt på basis af egen viden og indsigt. Frydefuld religiøs mystik I anden halvdel af bogen fængsles Ali for støtte til Khomeini imod shahregimet under fremdriften til revolutionen, hvor de unge verdslige som religiøse studerende vender sig imod shahens alliance med Vesten, især USA, og kræver, at landet i stedet ser sig som del af en tredje verden i forandring. I epilogen hedder det: »Alis bekendte finder det ironisk, at han, der engang brændte for algeriernes sag, til stadighed har lagt afstand til den nye revolutions flamme«. For Ali er det logisk. Han venter på en fornyer, »der kan trænge til bunds i de shiamuslimske juridiske traditioner og finde nye punkter, hvor det er muligt at konstruere lister over modsigelser og påvise lovens fleksibilitet og menneskelighed«. Bogen er med sin blanding af fortællingen om Ali, historisk vingesus og analyser let tilgængelig for et bredt publikum. Det får den forhåbentlig også i Danmark, da det er en effektiv indsprøjtning imod opfattelsen af den iranske shiakultur som blodtørstig og primitiv. Over for det konservative præsteskab står frydefuld religiøs mystik og søgen efter viden, fornuft og retfærdighed.