Martin Krasnik kender vi. Han sad indtil for nylig foroverbøjet mod sine samtalepartnere og interviewofre i Deadline. Skarp, pågående, fræk eller strid efter behov, alligevel afvæbnende. Nu har han været ude på opdagelsesrejse for at møde islams sociale og politiske verden, sin sædvane tro med intellektuel nysgerrighed som drivkraft og klare spørgsmål som metode. Hans oplevelsesmættede og stærkt fortættede reportage i islamismens virkelighed er en sjælden odyssé i en verden, han ikke vil foregive at forstå, men her giver en chance. Retfærdighed Og hvad så, kan vi leve sammen? Krasnik får nye venner, stiller spørgsmålet direkte og indirekte, får mange svar, måske ikke dem, han havde håbet. Møder vel ikke dem, der selv vil slå Rushdie ihjel eller lægger bomber under tilfældige civile - de ville formentlig have skåret halsen over på ham, en »kulturjøde«, som han kalder sig - men adskillige, der vil forklare og bortforklare, hvorfor andre slår ihjel. Det pirrer ham og tirrer ham, men her er Krasnik ikke foroverbøjet og ikke presset af en stram deadline, han tager sig tid, han involverer sig i lange og tilbagevendende diskussioner om retfærdighed, mens han på fremragende vis drøner rundt i Pakistan, Iran, England, Saudi-Arabien og Libanon. Afgrund Tre hundrede levende sider senere er han stadig ikke helt sikker på, at han og hans nye venner lever i samme verden eller kan gøre det. Selv ser Krasnik ansvaret for politisk vold hos dem, der begår volden, mens hans samtalepartnere gerne ser morderne som ofre for større uretfærdigheder og konspirationer. Hvis han er rejst ud i håb om at finde jævnbyrdighed bag de politiske maskepier, vender Krasnik hjemad med en fornemmelse af håbløshed. »Der er en afgrund mellem os, og det er ikke kun mellem mig og de mest aggressive islamister. For har de ikke sagt det samme, uanset om det har været demokrater eller soldater, iraneren Muhammed, pakistaneren Amir, londoneren Sajjad - eller Hizbollah-soldater i Beirut ...?«. Krasnik afviser at »dele verdens muslimer så klart op, som vi så gerne vil. Vi vil helst se muslimerne som gode eller onde. I dén forestilling vil de gode muslimer det samme som os. De vil have frihed, demokrati og samarbejde. De onde muslimer vil have det modsatte: Jihad, sharia og terror«. I sidste ende tror han »ikke, at islamismen kan løse et eneste af de dybe problemer, den muslimske verden står i. Men lad os i det mindste tale med dem, lade deres utopier drukne i virkeligheden, så vi kan se, om de mener det alvorligt, at de ønsker demokratiet«. Kamp Hans lange rejseessay er eminent. Han er usikker på, om det er en civilisationskamp, han har bevidnet. »Men en kamp er det«. På Oxford Street siger han til sin nye ven, Mohammed: »På en eller anden måde er det godt at have en ven, jeg er så uenig med«. Men Mohammed får sidste ord: »På en eller anden måde er det godt at have en ven, der tror, han er så uenig med mig«, svarer han. Deadline. Martin Krasnik - tak for turen.