Litteraten Lars Handesten har udsendt en hurtigt skrevet bog om en hurtig rejse i hælene på den efterhånden godt slidte H.C. Andersen. Andersens blik på Tyskland, Italien, Grækenland, Tyrkiet og Donau bliver genbrugt og parafraseret. Handesten starter hvert af bogens 36 små rejsebreve on the road, han tjekker ind på et hotel, går lidt rundt i byen, suttende på et Andersen-citat, zoomer ind på en oplevelsesdetalje og udvikler en dybsindig refleksion over dualismer som natur/kultur, luder/madonna, nutid/fortid, lokalt særpræg/global ensartethed og runder af med en velturneret Andersen parafrase. Skuffelse Handesten streger stedet op, som det så ud for 160 år siden og sætter gang i sin refleksionsmotor, men det tilbageskuende blik sætter Andersen i et skarpt modlys. Andersen var udviklingsoptimist. Over for hans herlige bemærkning om, at »videnskaben er poesiens Californien« står Handestens diffuse ubehag ved teknologi, udvikling og forandring. Man håber bogen igennem, at Handesten tager sig sammen og griber sin tid - vor tid - på samme begejstrede, nysgerrige og fordomsfri måde som Andersen greb sin tid. Men man skuffes. I mesterens skygge Andersen havde sit eget projekt, han havde en nysgerrighed, et drive og en ambition, som fyrede op under hans formidable sprog. Handesten er på anden hånd, flagrende efter den geniale digter, og det er en umulig opgave. Der er åndrighed, skarpsindighed og dybsindighed, men serveret i små lunkne anretninger så spiselige som dygtigt skrevne gymnasiestile. Bogens præmis, og de penge han har fået til projektet af HCA-fonden, er, at han rejser i H.C. Andersens fodspor. Ideen er oplagt, men det virker ikke. Handesten kan sin H.C. Andersen, han er en god iagttager og skriver let og flydende. Hvad er der galt? Handesten står ubeslutsomt i skyggen af H.C. Andersen og kan ikke gøre op med sig selv, hvem der skal være hovedpersonen i bogen - ham selv eller Andersen. Han vil ikke gå andre i bedene og skrive om Andersen på rejse, men han vil heller ikke investere sig selv. Handesten er klart bedst, når han lader Andersen være Andersen og selv oplever. De små skitser af italiensk familieliv er fremragende. Nysgerrig rejsende Der er ikke nok på spil for Handesten. Kun antydes der en længsel efter erotik, som kolliderer fatalt med forfatterens ægteskab. Der fortælles om en flirt i Rom og en erotisk drøm i Napoli og et afbrudt eventyr i Istanbul. Der er antydninger af noget mere, noget der er vigtigt for personen Handesten, og ikke kun velsmurte litterære refleksioner i H.C. Andersens slipstrøm. Her er bogens kronikformat ved at revne og en virkelig følelse ved at bryde igennem. Men hvad skal vi med det, når han ikke kan beslutte sig til, om det er noget, han vil fortælle læserne om eller holde for sig selv? Revnerne pudses over, Handesten vender pænt hjem til København og indtager sin plads »ved kvinden og barnet, så vi igen kunne udgøre 'den hellige familie'«. For dem, der søger en samling venlige aviskronikker om gensyn med steder, H.C. Andersen har været, er Handestens bog sagen. Den ligger ikke alen til forståelsen af Andersen, men viser ham som en, i mine øjne, energisk og nysgerrig rejsende i sin samtid.