Det er en kaotisk masse af mere eller mindre sammenhængende strøtanker, biografiske oplysninger, dybsindige refleksioner og så videre, der har fundet vej til papiret i Johannes H. Christensens bog 'Aberne i træernes toppe'. Bogen består af en række samtaler med Ebbe Kløvedal Reich, der udspandt sig i løbet af små to år, hvor de to bekendte samt en båndoptager med jævne mellemrum frekventerede hinanden. Resultatet: et 303 siders udskrift, nok redigeret en smule, selv om det kan være svært at mærke, fordi der forekommer en del gentagelser, sidebemærkninger o.lign. Kreativ opdagelse Samtalerne er blevet til i Reichs sidste sygdomsperiode, og bogen kommer til at stå som et intellektuelt testamente over den folkekære forfatter, debattør m.m. og et selvreflekteret vue på en livshistorie i visionernes og utopiernes tegn. Bogens titel henviser til et kinesisk ordsprog, som Reich holdt af, og som netop karakteriserer hans evne til visionær og kreativ opdagelse: »De første, der ser solen stå op, er aberne i træernes toppe«. Christensen, til daglig sognepræst og anmelder ved Jyllands-Posten, er en særdeles kompetent samtalepartner, der er velbevandret i Reichs forfatterskab og som - qua jævnaldrende - tillige har en indlevet forståelse for den kultur og det samfund, Reich forholdte sig til - alle uenigheder til trods. De to samtalepartnere klatrer som aber rundt i nær sagt alle tænkelige grene, lige fra lsd og new age til Grundtvig, folkekirken, Mao, Christiania, nutidens politik etc. Med denne mangfoldighed af emner skulle der nok være noget for enhver smag, ligesom der også vil være en del, den almindelige læser ikke kan mobilisere nogen entusiasme for. Bedrevidende livsklogskab Jeg kan ikke lade være med at bemærke, at den til tider meget docerende tone, der præger samtalerne, som når f.eks. integrationspolitikken afskrives som provinsiel og overtroisk, eller som når single-tilværelsen karakteriseres som en »syg livsform«, virker noget irriterende. Et sted siger Christensen om de radikale: »Jeg har altid syntes, de var irriterende! Er du aldrig blevet frastødt af deres selvretfærdighed, deres docerende og bedrevidende stil?«. »Jo! For fanden«, svarer Reich. Men spørgsmålet er, om det ikke er to bemærkninger, der tillige kunne rettes mod nærværende manifest af bedrevidende livsklogskab? Jo. For fanden.