Det kunne være på sin plads at begynde med at give Samuel Rachlin en sjælden, men for en gangs skyld velment cadeau for bogen 'Kort tid' om teatermanden Morten Grunwald. Den er skrevet af ham - men den virker fuldkommen, som om den var, om jeg så må sige, hjemmefabrikeret af en begavet og meget velskrivende kunstner. Hurtig, ærlig, generøs, ilter, med smæk til højre og venstre - og med en tilgivelse, der altid er for hånden. Velformuleret, en fornøjelse at læse i en vældig fart. Får noget til at lykkes Sikke en mand, Det Kongelige Teater aldrig fik som skuespilchef. Det er så kanonærgerligt og kortsynet, at man stadig kan græmme sig. Lunkne invitationer, små frokoster, og så en sigende tavshed. Datteren Julie læser i en avis i London, at Birgitte Price har fået jobbet. Morten Grunwald har ingenting hørt. Jo, en af grundene kunne jo være, at Grunwald ikke er diplomat, men siger sin mening og støder folk fra sig. Det lægger erindringerne ikke skjul på. Men bogen lægger heller ikke skjul på ambitionsniveauet, udsynet, energien og den daglige vilje til at få noget - meget - i dansk teater og film til at lykkes. Lykkeligt bingo Det, som slår en, når man haster gennem siderne, er, at dansk teater indtil for få år siden havde en glansperiode, og at der stod Morten Grunwald på ganske meget af den. Hans balance mellem det rigtige og det rigtig smarte er hårfin - Olsen-banden skulle f.eks. udnyttes og blev en succes på Bristol Teatret i 'Vi venter på Godot' med Ove Sprogøe, Poul Bundgaard og ham selv i hovedrollerne. Dér kunne beretningen jo være afsluttet - succes. Men vi får også i det helt udmærkede Beckett-kapitel, den ærlige beretning om uenighed med scenografen Nina Schiøtz og instruktøren Palle Kjærulff-Schmidt. Sådan er livet. Morten Grunwald er slet og ret forelsket i Beckett, og han er vel en af de få danskere, som har mødt ham. Respekt og integritet. Der var andre af de store (de såkaldte store, de lokale »store«), som Grunwald til gengæld ikke brød sig om - en af dem er instruktøren Søren Melson, som havde det med at nedvurdere sine skuespillere - i stedet for at fortælle dem så meget, som der kan stå på bagsiden af et frimærke, som John Price udtrykte det. Da jeg læste det, sagde det pludselig lykkeligt bingo inde i mit hoved. I fyrre år har jeg fortrængt den personlige irritation, som pludselig leveres frit, frejdigt og elskværdigt fra hoveddisken. Tak for dét - det lettede! Spillevende og meget læseværdig Morten Grunwald er ikke 'bare' ti meget frugtbare år med Bristol teatret, ti glimrende år på Betty Nansen, før Peter Langdal tog over og gjorde teatret til landets hovedscene. Morten Grunwald er også - og især - det vellykkede arbejde for at rejse Østre Gasværk, gøre det til teater, og skabe den internationale musical om til folkelig virkelighed i halvfemserne. En blivende indsats for dansk teater, formentlig hans mest imponerende indsats. Og gamle Egon Weidekamps, ikke at forglemme. I begyndelsen hed Morten Grunwald 'Walter' til fornavn, efter sin tyske far, som fik uforskyldte problemer ved befrielsen. Selv om skildringen er kort, er den perspektiverende i al sin nøgternhed. Musen bag værket hedder Lily Weiding, og den mest elskede og mest rørende beskrevne skuespiller hedder Ove Sprogøe. Det er erindringer uden forfængelighed, kunsten under vitalt, frontalt angreb, spillevende og meget læseværdig.